At nøies med, hvad man har faa’t,og takke Vorherreer smukt og godt.Mangen kan have det værre.

Den lille Hans i skole giken morgenstund, og efter gammel skikhan spiste paa et lækkert smørrebrød,men var ei glad, og tidt en taare flødpaa det, han nød.Nu kom den muntre Ole,som gik i samme skole,tilspringende saa inderlig fornøietog spør: „Hvad nu? du har jo graad i øiet?“Da svared Hans med hulken og med stammen:„O, det er moders skyld altsammen:med saadant simpelt smørrebrødhun jager mig saa tidlig ud i skole.“„Hvorledes? ikke andet?“ afbrød Ole.116„Skam dig og ti! Nei, jeg har grund at græde.Se her, jeg maa det tørre brød kun æde!“Da skammede sig Hans og tørrede sit øiepaa ærmet af sin trøie.Tilfreds han nu sin frokost aad;men Ole brast i graad.Imidlertid kom Knud og lagdesin arm om Oles hals og sagde:„Hvad fattes dig?Du græder jo saa bitterlig.“„Ak,“ svared Ole, „ja jeg stakkar maa nok græde,som ei har andet end det tørre brød at æde.“„Hvorledes? ikke andet?“ udbrød Knud;„du maatte heller takke Gudfor det, du har. Du lider ingen nød.Men jeg — har ei engang det tørre brød.“Nu sukked Knud, og Ole tav.Hver tog sit brød og brød det halve afog medynksfuld den stakkars gut det gav.Saa blev de alle tre tilfredse.Ak, gik det saa i verden stedse!

At nøyes med, hva man har faa’t,og takke Vorherreer smukt og godt.Mangen kan ha det verre.

Den lille Hans i skole gikken morgenstund, og etter gammel skikkhan spiste på et lekkert smørrebrød,men var ei glad, og titt en tåre fløtpå det, han nød.Nå kom den muntre Ole,som gikk i samme skole,tilspringende så inderlig fornøyetog spør: „Hva nå? du har jo gråt i øyet?“Da svarte Hans med hulken og med stammen:„O, det er moders skyld altsammen:med sådant simpelt smørrebrødhun jager meg så tidlig ut i skole.“„Hvorledes? ikke annet?“ avbrøt Ole.116„Skam deg og ti! Nei, jeg har grunn å gråte.Se her, jeg må det tørre brød kun ete!“Da skammet seg Hans og tørret sitt øyepå ermet av sin trøye.Tilfreds han nå sin frokost åt;men Ole brast i gråt.Imidlertid kom Knud og lasin arm om Oles hals og sa:„Hva fattes deg?Du gråter jo så bitterlig.“„Ak,“ svarte Ole, „ja jeg stakkar må nok gråte,som ei har annet enn det tørre brød å ete.“„Hvorledes? ikke annet?“ utbrøt Knud;„du måtte heller takke Gudfor det, du har. Du lider ingen nød.Men jeg — har ei engang det tørre brød.“Nå sukket Knud, og Ole tav.Hver tok sitt brød og brød det halve avog medynksfull den stakkars gut det ga.Så ble de alle tre tilfredse.Ak, gikk det så i verden stedse!