111

Der var engang en gaardmandskone paa Solheim i Hallingdal, som var saa gjerrig, at der ikke var maade med det; hun sultede baade folk og fæ; hendes egne børn var ganske graagule af sult, og naar de fik lidt mad, slugte de den som ulve, eller som om de ikke havde smagt mad paa otte dage.

Børnene maatte finde sig i at sulte; de turde ikke sige noget; de turde ikke græde heller, naar hun saa det, ellers fik de af birkeriset, der sad under bjelken i taget; men naar de kom ud, løb de ned til husmandskonen i Glitrepladsen, — hun hed Ragnhild —; der græd de og klagede sin nød, og hun delte de smuler, hun havde, mellem dem og sine egne smaabørn; men ofte havde hun intet, saa hun sultede, baade hun og hendes smaa, stakkar. Hun havde bare en eneste ko; men den passede og stelte hun vel. Ret som det var, for hun eller manden med skikjælken op i fjeldet om vinteren efter et læs mose til den, og koen trivedes vel og gav saa meget melk, at de næsten havde nok allesammen. Men mor Solheims kreaturer, de havde det ikke for godt: i vintertiden fik de næsten intet andet til foder end granbar og hestemøg, og det var som en ren høitid, naar de fik en dot ko- eller renmose; men hun havde det ogsaa igjen paa melken; den var saa daarlig og tynd, at der ikke fandtes fløde paa den, og den duede ikke til andet end at blande i vellingen eller til at koge ølost af. Kreaturerne, de kunde nu ikke sige noget til hende; men de saa paa hende, ja de saa paa hende med sine store, dybsindige øine, saa det maatte gaaet hende til hjertet, om hun havde havt noget, og de slikkede hende paa haanden, naar hun kom op i baasen til dem, med sine brede tunger; det var vel, fordi hun ikke sultede dem rent ihjel. Men om vaaren skulde du seet dem, naar de kom ud. Da var der ikke andet tilbage end skind og ben, og saa daarlige og udmagrede var de, at benene ikke vilde bære dem; 112men de faldt omkuld hvert øieblik. De taalte ikke den friske luft, men tumlede omkring som drukne.

Ragnhild sagde nok til hende, hvor uforsvarligt det var at handle saaledes med folk og fæ; men det brød hun sig ikke om, for Ragnhild var bare en husmandskone, og hvad hun sagde, syntes hun, hun ikke behøvede at tage sig nær af.

Da sommeren kom, og det blev grønt og blomster, og fuglene sang i hver busk, reiste Solheims-kjærringen til sæters; men hun kjendte ikke, hvor fint det lugtede af blomsterne; hun hørte ikke, fuglene sang, for baade hun og fæhunden og jenterne hendes havde nok at bestille med at holde de forsultne kreaturerne sammen. Hjemme havde de gaaet og gnaget, til bakkerne i hagen næsten var bare, og hver gang de nu saa en grøn plet eller nogle græsstraa eller friske løvbusker i lien, vilde de hen og smage paa det; kalvene og kvierne rendte om og sparkede bagud, saa det var en lyst at se, hvor muntre de var; de glædede sig nok til de fede fjeldbeiter.

De kom først sent til sæteren, og da de havde stelt fra sig, kom en af jenterne ind og sagde, at der gik en stor, fremmed gjed ude paa sætervolden; den havde forgyldte horn, og det skinnede i den, som om ragget var silke, sagde jenten.

„Skulde nogen have hørt saadant snak!“ sagde kjærringen og skulde ud at se paa gjeden; men hun kunde ikke se, den havde forgyldte horn, og ragget paa den syntes hun ikke var anderledes end paa hendes egne gjeder.

Men som hun stod der, hørte hun, det sang saa vakkert langt borte fra berget:

„Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?“

Men kjærringen blev vel sint, kan du tro! Hun indbildte sig, at det var en af naboerne hendes, som vilde erte hende og gjøre nar af hende, fordi hun var saa gjerrig. Hun skreg at hun ikke havde saa daarlig ko, at hun vilde bytte den bort, om de bød hende en hel tylvt med raggede gjeder, og saa jagede hun gjeden af sætervolden langt bort igjennem smaaskogen.

113Da begyndte det at kaue borte i berget:

„Kom hjem, kom hjem,du vesle Guldfæbla mi!Kom hjem, kom hjem,du vesle Guldfæbla mi!Guldfæbla!“

Og saa blæste det saa vakkert paa lur langt borte, og det klang igjen fra alle fjelde og hauge, til den sidste lyd svandt hen langt, langt borte i det høie fjeld, hvor sneen laa.

En stund efter reiste Solheims-kjærringen hjem, og da fik Ragnhild Glitre lov at reise til sæters med den blaasidede koen sin; hun skulde være der og hjælpe jenterne med sæterstellet. Og det kunde de nok staa sig paa, for der var ingen flinkere end Ragnhild til det. Naar hun var i sæteren, var det ligesom alting gik af sig selv og gjorde sig selv, og aldrig fik de gulere smør og og lysere ost end det, Ragnhild kjernede og ystede.

Men en kveld, da hun og budeierne sad og melkede, blev kreaturerne rent galne; de spændte og sparkede, som om klæggen var efter dem, og de vilde slet ikke staa stille som ellers. Den store, rødsidede studen begyndte at brøle, og med et rendte den lige mod grinden og slog op et fælt brøl. Ragnhild saa op med det samme; hun syntes tydelig, hun saa, der fløi en over skigarden; men hun kunde ikke skjelne, hvad det var, der fløi saa fort; for hendes øine saa det ud som en skindfeldfille. Men der var bundet et baand om halsen paa den blaasidede koen til Ragnhild med det samme. De tog det straks af; men alle troede de, at huldren havde sat det paa; og at det var hende, som Ragnhild saa sprang over gjerdet, det troede de fuldt og fast. Medens jenterne var inde med melken, hørte Ragnhild, der var en, som raabte paa hende. „Ragnhild!“ sagde det.

„Ja, her er jeg!“ svarede Ragnhild.

„Vil du bytte bu,en gjed for en ku?Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?“

sang det borte fra bergvæggen.

„Jeg mister vel koen alligevel, siden du har bundet baand om den,“ tænkte Ragnhild; „derfor er det bedst, jeg siger ja og bytter.“

„Aa ja,“ sagde hun, „jeg vil bytte!“

I.

114Tidlig, tidlig om morgenen, før solen sprat, kom Ragnhild ud paa volden. Der laa Guldfæbla oppe paa en stor sten lige mod klare morgenen, med forgyldte horn, og den var saa vakker og fin, at der ikke fandtes mage til den i hele Hallingdal, og saa stor, at den var næsten ligesaa stor som en liden kvie, og det var ikke meget om at gjøre, at den melkede ligesaa meget som en liden ko. Da Ragnhild reiste hjem af sæteren, tog hun gjeden med hjem til smaabørnene sine, og de blev vel glade, fordi de skulde faa gjedemelkevelling. De baade dansede og sprang. Men endda større glæde blev det paa dem, fordi de skulde faa en gjed, og det en gjed med forgyldte horn og rag saa fint som silke. De byggede et lidet hus til den og plukkede foder, baade løv og bark og granbar og mose, forat de kunde have noget at give den til vinteren. Om dagen var Guldfæbla selv ude i skogen og fandt løv og bark, og om aftenen kom den hjem med yvret fuldt af den fedeste og deiligste melk.

Men da det led til jul, fik Guldfæbla to kid, og da blev børnene til Ragnhild Glitre endda gladere end før. Disse tog de ind i stuen og pyntede, saa godt de kunde, og naar gjedekiddene klatrede op paa bordet, paa skorstenshylden eller stod med alle fire ben paa en sengestolpe, da lo de og klappede i hænderne af glæde. Tilsidst fik gjeden saamange kid, at Ragnhild kunde sælge dem og kjøbe sig baade ko og hest, for det var det bedste gjedeslag, som nogensinde havde været i Hallingdal, og børnene de levede baade godt og vel, og er de ikke døde, saa lever de endnu.

111

Der var engang en gaardmandskone på Solheim i Hallingdal, som var så gjerrig, at der ikke var måte med det; hun sultet både folk og fe; hennes egne barn var ganske grågule av sult, og når de fikk litt mat, slukte de den som ulver, eller som om de ikke hadde smakt mat på åtte dage.

Barna måtte finne seg i å sulte; de turde ikke si noe; de turde ikke gråte heller, når hun så det, ellers fikk de av birkeriset, der satt under bjelken i taket; men når de kom ut, løp de ned til husmannskonen i Glitrepladsen, — hun het Ragnhild —; der gråt de og klaget sin nød, og hun delte de smuler, hun hadde, mellom dem og sine egne småbarn; men ofte hadde hun intet, så hun sultet, både hun og hennes små, stakkar. Hun hadde bare en eneste ko; men den passet og stelte hun vel. Rett som det var, for hun eller mannen med skikjælken opp i fjellet om vinteren etter et læs mose til den, og koen trivdes vel og ga så meget melk, at de nesten hadde nok allesammen. Men mor Solheims kreaturer, de hadde det ikke for godt: i vintertiden fikk de nesten intet annet til foder enn granbar og hestemøg, og det var som en ren høytid, når de fikk en dot ko- eller reinmose; men hun hadde det også igjen på melken; den var så dårlig og tynn, at der ikke fantes fløte på den, og den dugde ikke til annet enn å blande i vellingen eller til å koke ølost av. Kreaturene, de kunne nå ikke si noe til henne; men de så på henne, ja de så på henne med sine store, dypsindige øyne, så det måtte gått henne til hjertet, om hun hadde hatt noe, og de slikket henne på hånden, når hun kom opp i båsen til dem, med sine brede tunger; det var vel, fordi hun ikke sultet dem rent ihjel. Men om våren skulle du sett dem, når de kom ut. Da var der ikke annet tilbake enn skinn og ben, og så dårlige og utmagrede var de, at benene ikke ville bære dem; 112men de falt omkuld hvert øyeblikk. De tålte ikke den friske luft, men tumlet omkring som drukne.

Ragnhild sa nok til henne, hvor uforsvarlig det var å handle således med folk og fe; men det brød hun seg ikke om, for Ragnhild var bare en husmandskone, og hva hun sa, syntes hun, hun ikke behøvde å ta seg nær av.

Da sommeren kom, og det ble grønt og blomster, og fuglene sang i hver busk, reiste Solheims-kjerringen til seters; men hun kjente ikke, hvor fint det luktet av blomstene; hun hørte ikke, fuglene sang, for både hun og fæhunden og jentene hennes hadde nok å bestille med å holde de forsultne kreaturene sammen. Hjemme hadde de gått og gnaget, til bakkene i hagen nesten var bare, og hver gang de nå så en grønn plett eller noen gresstrå eller friske løvbusker i lien, ville de hen og smake på det; kalvene og kvierne rendte om og sparket bakut, så det var en lyst å se, hvor muntre de var; de gledet seg nok til de feite fjellbeiter.

De kom først sent til seteren, og da de hadde stelt fra seg, kom en av jentene inn og sa, at der gikk en stor, fremmed geit ute på setervollen; den hadde forgylte horn, og det skinte i den, som om ragget var silke, sa jenten.

„Skulle noen have hørt sådant snakk!“ sa kjerringen og skulle ut å se på geiten; men hun kunne ikke se, den hadde forgylte horn, og ragget på den syntes hun ikke var annerledes enn på hennes egne geiter.

Men som hun stod der, hørte hun, det sang så vakkert langt borte fra berget:

„Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?“

Men kjerringen ble vel sint, kan du tro! Hun innbilte seg, at det var en av naboene hennes, som ville erte henne og gjøre narr av henne, fordi hun var så gjerrig. Hun skrek at hun ikke hadde så dårlig ko, at hun ville bytte den bort, om de bød henne en hel tylvt med raggede geiter, og så jaget hun geiten av setervollen langt bort igjennom småskogen.

113Da begynte det å kaue borte i berget:

„Kom hjem, kom hjem,du vesle Guldfæbla mi!Kom hjem, kom hjem,du vesle Guldfæbla mi!Guldfæbla!“

Og så blåste det så vakkert på lur langt borte, og det klang igjen fra alle fjell og hauge, til den siste lyd svant hen langt, langt borte i det høye fjell, hvor sneen lå.

En stund etter reiste Solheims-kjerringen hjem, og da fikk Ragnhild Glitre lov å reise til seters med den blaasidede koen sin; hun skulle være der og hjelpe jentene med seterstellet. Og det kunne de nok stå seg på, for der var ingen flinkere enn Ragnhild til det. Når hun var i seteren, var det likesom alting gikk av seg selv og gjorde seg selv, og aldri fikk de gulere smør og og lysere ost enn det, Ragnhild kjernede og ystet.

Men en kveld, da hun og budeiene satt og melket, ble kreaturene rent galne; de spente og sparket, som om klæggen var etter dem, og de ville slett ikke stå stille som ellers. Den store, rødsidede stuten begynte å brøle, og med et rendte den like mot grinden og slo opp et fælt brøl. Ragnhild så opp med det samme; hun syntes tydelig, hun så, der fløy en over skigarden; men hun kunne ikke skjelne, hva det var, der fløy så fort; for hennes øyne så det ut som en skindfeldfille. Men der var bundet et bånd om halsen på den blaasidede koen til Ragnhild med det samme. De tok det straks av; men alle trodde de, at huldren hadde satt det på; og at det var henne, som Ragnhild så sprang over gjerdet, det trodde de fullt og fast. Mens jentene var inne med melken, hørte Ragnhild, der var en, som ropte på henne. „Ragnhild!“ sa det.

„Ja, her er jeg!“ svarte Ragnhild.

„Vil du bytte bu,en geit for en ku?Vil du bytte bu,Guldfæbla for en ku?“

sang det borte fra bergvæggen.

„Jeg mister vel koen allikevel, siden du har bundet bånd om den,“ tenkte Ragnhild; „derfor er det best, jeg sier ja og bytter.“

„Å ja,“ sa hun, „jeg vil bytte!“

I.

114Tidlig, tidlig om morgenen, før solen spratt, kom Ragnhild ut på volden. Der lå Guldfæbla oppe på en stor stein like mot klare morgenen, med forgylte horn, og den var så vakker og fin, at der ikke fantes mage til den i hele Hallingdal, og så stor, at den var nesten likeså stor som en liten kvie, og det var ikke meget om å gjøre, at den melkede likeså meget som en liten ko. Da Ragnhild reiste hjem av seteren, tok hun geiten med hjem til småbarnene sine, og de ble vel glade, fordi de skulle få gjedemelkevelling. De både danset og sprang. Men enda større glede ble det på dem, fordi de skulle få en geit, og det en geit med forgylte horn og rag så fint som silke. De bygde et lite hus til den og plukket foder, både løv og bark og granbar og mose, for at de kunne ha noe å gi den til vinteren. Om dagen var Guldfæbla selv ute i skogen og fant løv og bark, og om aftenen kom den hjem med yvret fullt av den feteste og deiligste melk.

Men da det led til jul, fikk Guldfæbla to kid, og da ble barna til Ragnhild Glitre enda gladere enn før. Disse tog de inn i stuen og pyntet, så godt de kunne, og når gjedekiddene klatret opp på bordet, på skorstenshylden eller stod med alle fire ben på en sengestolpe, da lo de og klappet i hendene av glede. Til sist fikk geiten så mange kid, at Ragnhild kunne selge dem og kjøpe seg både ko og hest, for det var det beste gjedeslag, som noensinne hadde vært i Hallingdal, og barna de levde både godt og vel, og er de ikke døde, så lever de ennå.