En mand havde et æsel, som han vilde sælge, fordi han trængte til penge. „Kom, Hans!“ sagde han til sin søn; „idag er der marked inde i byen; vi vil trække æslet til byen og sælge det.“ Saa lagde manden en grime paa æslet, og de trak afsted med det til byen. De var ikke komne ret langt henad veien, før en hestehandler red forbi og raabte til dem: „Det maa være et daarligt æsel, I der trækker 110med, siden det ikke kan taale at bære en af jer.“ — „Sæt du dig op paa æslet, Hans!“ sagde faderen; „vi behøver da heller ikke at gaa begge to.“ Saa satte sønnen sig op. Et øieblik efter mødte de en gammel kone, som kom fra byen med en kurv i haanden. „Fy skamme dig, din lange rækel!“ raabte hun til gutten, „skal du sidde der og ride i mag, medens den stakkars gamle mand maa gaa tilfods ved siden af!“ — „Sid du heller op i mit sted, far!“ sagde gutten og stod af. — „Ja, lad mig det!“ svarede den gamle og satte sig op. Det varede ikke længe, saa kom de forbi en vogn, fuld af lystige markedsgjester. „Heida, du gamle rytter!“ raabte en bondegut, som sad paa kuskesædet og tændte sin snadde; „du bryder dig nok ikke meget om den stakkars gutten, som trasker i sølen, naar du bare selv kan sidde magelig og dingle paa dit æsel.“ — „Sæt du dig op bag mig, Hans!“ sagde faderen. — Det gjorde sønnen, og saa red de videre. „Nu har jeg rigtig seet to dyrplagere!“ raabte straks efter en mand, som fulgtes med et par andre henad veien til byen. „Det stakkars æsel maa være glad ved at komme til marked og blive solgt til skikkelige folk, som kan behandle det menneskelig,“ tilføiede han. — „Hvad skal vi nu gjøre, Hans, for at føie os efter folk? Gaa maa vi ikke, og ride paa æslet maa hverken den ene af os eller vi begge. Lad os da bære æslet, hvis vi kan; det er det eneste, der er tilbage for os.“ Saa tog manden et taug, bandt benene sammen paa æslet og stak en tyk stang igjennem, forat de kunde bære det paa sine skuldre imellem sig. Men æslet var altfor tungt; det lod sig ikke gjøre. „Ja, saa maa vi vel ende, som vi begyndte,“ sagde faderen; „for det er ikke muligt at gjøre alle tillags.“ Derpaa løste de æslet og trak det til byen uden at bekymre sig mere om, hvad folk sagde.

En mann hadde et esel, som han ville selge, fordi han trengte til penger. „Kom, Hans!“ sa han til sin sønn; „i dag er der marked inne i byen; vi vil trekke eslet til byen og selge det.“ Så la mannen en grime på eslet, og de trakk av sted med det til byen. De var ikke kommet rett langt henad veien, før en hestehandler red forbi og ropte til dem: „Det må være et dårlig esel, dere der trekker 110med, siden det ikke kan tåle å bære en av jer.“ — „Sett du deg opp på eslet, Hans!“ sa faren; „vi behøver da heller ikke å gå begge to.“ Så satte sønnen seg opp. Et øyeblikk etter møtte de en gammel kone, som kom fra byen med en kurv i hånden. „Fy skamme deg, din lange rekel!“ ropte hun til gutten, „skal du sitte der og ride i mag, mens den stakkars gamle mann må gå tilfods ved siden av!“ — „Sid du heller opp i mitt sted, far!“ sa gutten og stod av. — „Ja, la meg det!“ svarte den gamle og satte seg opp. Det varte ikke lenge, så kom de forbi en vogn, full av lystige markedsgjester. „Heida, du gamle rytter!“ ropte en bondegutt, som satt på kuskesetet og tente sin snadde; „du bryder deg nok ikke meget om den stakkars gutten, som trasker i sølen, når du bare selv kan sitte makelig og dingle på ditt esel.“ — „Sett du deg opp bak meg, Hans!“ sa faren. — Det gjorde sønnen, og så red de videre. „Nå har jeg riktig sett to dyrplagere!“ ropte straks etter en mann, som fulgtes med et par andre henad veien til byen. „Det stakkars esel må være glad ved å komme til marked og bli solgt til skikkelige folk, som kan behandle det menneskelig,“ tilføyet han. — „Hva skal vi nå gjøre, Hans, for å føye oss etter folk? Gå må vi ikke, og ride på eslet må hverken den ene av oss eller vi begge. La oss da bære eslet, hvis vi kan; det er det eneste, der er tilbake for oss.“ Så tok mannen et taug, bandt benene sammen på eslet og stak en tykk stang igjennom, for at de kunne bære det på sine skuldre imellom seg. Men eslet var altfor tungt; det lot seg ikke gjøre. „Ja, så må vi vel ende, som vi begynte,“ sa faren; „for det er ikke mulig å gjøre alle til lags.“ Derpå løste de eslet og trakk det til byen uten å bekymre seg mer om, hva folk sa.