„Hvem mon der er den sterkeste af os to?“ sagde solen til nordenvinden. „Det maa vel jeg være,“ brummede nordenvinden, og saa pustede den sine tykke kinder op og blæste en sky for solens ansigt, og i det samme rev den to store trær op med rod. „Ja, lad os prøve det,“ sagde solen, idet den tittede frem bag skyen. „Ser du den mand dernede? Han har en stok i haanden og en slængkappe paa. Den af os maa vel være den sterkeste, som kan faa ham til at lægge kappen af.“
Nu begyndte nordenvinden at blæse af alle kræfter. Den suste og bruste; trærne bøiede sig næsten helt ned til jorden for den strenge herre; støvet føg i store skyer henad veien, og bølgerne skjød ryg og vendte det hvide ud. „Hu, hvor det bliver koldt!“ sagde manden og svøbte sig ind i sin kappe; jo mere det blæste, desto tættere svøbte han sig ind.
Tilsidst kunde nordenvinden ikke mere; saa kom solen frem. Den skinnede saa deilig; trærne nikkede og sagde: „Tak, du kjære, varme sol!“ De smaa bølger blinkede og hoppede af glæde. Snart fik manden det for varmt; han stod stille, trak sin kappe af og bar den paa ryggen over sin stok.
„Kan du se, man kommer længst med det gode!“ sagde solen til nordenvinden.