En puddel og en jagthund gik ud at spadsere. En af deres venner, en spidshund, saa dem i afstand og kom dem med langsomme skridt imøde. Inden de naaede den, sagde pudlen til sin ledsager: „Se, hvor stolt spidsen er af sine lange hvide haar! Den skulde dog betænke, at der ikke gives vakrere pels for en hund end sorte krøllede haar.“ Om jagthunden gav den ret heri, fik den ikke vide; thi den taug bomstille.
Spidsen var imidlertid kommen til, og den saa nok, at pudlen mønstrede den med store øine; men den lod, som om den intet merkede, og de viste hinanden gjensidig forskjellige venskabstegn paa sin maade. Pludselig blev der fløitet ad pudlen, og den løb sin vei. Da sagde spidsen til jagthunden: „Den dumme puddel! man ser jo nok, at den holder sig for den vakreste af os alle, fordi den har sorte, krøllede haar; den skulde dog betænke, at lange, hvide haar klæder uendelig bedre. Ikke sandt, du?“ Ogsaa hertil taug jagthunden, men saa grætten ud.
Snart efter skiltes de ad. Paa hjemveien traf jagthunden en anden jagthund og sagde til den: „Hver dag finder jeg det paany bestyrket, at vi jagthunde dog er de oprigtigste og kløgtigste 109af alle hunde; vi opleder ikke andres feil; men kommer vi til at se dem, saa taler vi rent ud af posen om det. Nys gik jeg med pudlen og spidsen; ansigt til ansigt sagde de hinanden mange venligheder; men paa hinandens bag gjorde hver af dem sig tilgode over den andens indbildskhed. Det er virkelig latterligt, hvordan de roste disse lange og disse krøllede haar; de skulde dog rigtig have betænkt, at korte, glatte haar, især hvide med lidt brune pletter i, er det eneste, som klæder en hund.“ „Vau, vau!“ sagde den anden hund.