Ræven var en vintermorgen gaaet ud paa fangst og vendte tilbage med et godt bytte, nemlig en fed gaas, som den neppe kunde slæbe hjem. Da mødte ulven den, og uden at sige et ord snappede den gaasen fra ræven, der var for sterkt belæsset til at kunne løbe fra ulven. Ræven tænkte ved sig selv: „Ja bi du! jeg skal nok huske dig det!“ og sagde ganske rolig: „Det var da hyggeligt, at jeg mødte dig her! jeg vilde just bringe dig denne gaas til frokost. Den er saa god og fed. Jeg tænker, den skal smage dig; velbekomme!“ „Du skal have mange tak!“ knurrede ulven mellem tænderne, for den havde allerede munden fuld; og ræven gik sin vei. Næste dag fandt den paa det tilfrosne vand en stor, død gjedde; denne bandt den fast til halen sin og gik saaledes ulven imøde.

„Tak for igaar, Mikkel!“ sagde ulven noksaa høflig og spurgte, hvor den havde faaet den deilige fisk fra. „Den har jeg fanget derude paa vandet,“ svarede ræven, „og naar du vil gjøre som jeg, kan du aldrig komme til at mangle vinterføde, saa længe sjøen er tillagt.“

108„Hvordan det?“ spurgte ulven ganske begjærlig. Ræven viste den et hul paa isen og sagde: „Her puttede jeg halen min ned akkurat som et fiskesnøre; fiskene bed paa, og jeg trak den ene op efter den anden.“ Ulven takkede for god underretning og sagde, den vilde endnu samme dag føre sig den til nytte. „Du kan ikke tro, hvor det er fornøieligt,“ sagde ræven; „men du maa have lidt taalmodighed. En timestid maa du lade halen hænge i vandet, og naar du føler en sterk svie, maa du hurtig trække fisken op.“ Ulven gik ud paa isen, og da den havde siddet en god time med halen i vandet, saa begyndte det at svie, og saa tænkte den: „Nu bider fisken paa!“ Den rykkede til; men da det frøs meget haardt, var halen dens frossen fast i vandet, og den kunde ikke faa den op. „Det maa være en fælt stor og tung fisk!“ tænkte den da og rykkede til med saadan magt, at halen gik af og blev siddende i isen. Nu merkede ulven, hvorledes ræven havde narret den, og da de næste morgen mødtes var ulven saa sint, saa det gnistrede af den; men ræven lo dygtig og sagde: „Med saadanne garn fanger man saadanne fisk!“

Ræven var en vintermorgen gått ut på fangst og vendte tilbake med et godt bytte, nemlig en fet gås, som den neppe kunne slepe hjem. Da møtte ulven den, og uten å si et ord snappet den gåsen fra ræven, der var for sterkt belesset til å kunne løpe fra ulven. Ræven tenkte ved seg selv: „Ja bi du! jeg skal nok huske deg det!“ og sa ganske rolig: „Det var da hyggelig, at jeg møtte deg her! jeg ville just bringe deg denne gås til frokost. Den er så god og fet. Jeg tenker, den skal smake deg; velbekomme!“ „Du skal ha mange takk!“ knurret ulven mellom tennene, for den hadde allerede munnen full; og ræven gikk sin vei. Neste dag fant den på det tilfrosne vann en stor, død gjedde; denne bandt den fast til halen sin og gikk således ulven imøte.

„Takk for i går, Mikkel!“ sa ulven nokså høflig og spurte, hvor den hadde fått den deilige fisk fra. „Den har jeg fanget derude på vannet,“ svarte ræven, „og når du vil gjøre som jeg, kan du aldri komme til å mangle vinterføde, så lenge sjøen er tillagt.“

108„Hvordan det?“ spurte ulven ganske begjærlig. Ræven viste den et hull på isen og sa: „Her puttet jeg halen min ned akkurat som et fiskesnøre; fiskene bet på, og jeg trakk den ene opp etter den annen.“ Ulven takket for god underretning og sa, den ville ennå samme dag føre seg den til nytte. „Du kan ikke tro, hvor det er fornøyelig,“ sa ræven; „men du må ha lidt tålmodighet. En timestid må du lade halen henge i vannet, og når du føler en sterk svie, må du hurtig trekke fisken opp.“ Ulven gikk ut på isen, og da den hadde sittet en god time med halen i vannet, så begynte det at svie, og så tenkte den: „Nå biter fisken på!“ Den rykket til; men da det frøs meget hardt, var halen dens frossen fast i vannet, og den kunne ikke få den opp. „Det må være en fælt stor og tung fisk!“ tenkte den da og rykket til med sådan makt, at halen gikk av og ble sittende i isen. Nå merket ulven, hvorledes ræven hadde narret den, og da de neste morgen møttes var ulven så sint, så det gnistrede av den; men ræven lo dyktig og sa: „Med sådanne garn fanger man sådanne fisk!“