En slunken, forsulten ulv kom en maaneklar nat sammen med en tyk, velmæsket gaardshund. Efterat de havde hilst paa hinanden, sagde ulven: «Hvoraf kommer det, min ven, at du ser saa glinsende ud? Hvor du trives godt ved dit foder! Se, her streifer jeg nat og dag omkring for at berge livet og kan neppe fri mig fra at sulte ihjel.» — «Naa,» sagde hunden, «hvis du vil have det lige saa godt som jeg, behøver du blot at bære dig ad som jeg.» — «Saa!» svarede den, «hvad gjør du da?» — «Aa,» sagde hunden, «ikke andet end vogte min herres hus og holde tyvene borte om natten.» — «Hjertelig gjerne vil jeg det; thi for tiden staar det meget bedrøvelig til med mig. Dette liv her i skogen, i kulde og regn falder mig meget haardt at holde ud. At have et lunt tag over hovedet og nok af mad og drikke, vil ikke være daarligt bytte, 107synes jeg.» — «Kom da,» sagde hunden, «du har intet andet at gjøre end at følge med mig.» — Da de nu traskede afsted sammen, opdagede ulven et merke paa hundens hals, og temmelig nysgjerrig, som den var, kunde den ikke lade være at spørge, hvad det skulde betyde. — «Aa, det er slet ingenting!» sagde hunden. — «Nei, sig mig dog» — vedblev ulven. — «Aa! det er en ren ubetydelighed, maaske har halsbaandet, hvortil min lænke er befæstet —» «Lænke!» raabte ulven forundret, «det er da vel ikke saaledes at forstaa? Kan du ikke frit gaa omkring, naar og hvor du lyster?» — «Ikke saa aldeles; du maa vide, man anser mig for noget vel glubsk; derfor lader man mig om dagen af og til binde; men jeg forsikrer dig, jeg har fuldkommen frihed om natten, og herren giver mig føde af sit eget fad, og tjenestefolkene giver mig det bedste kjødben, og jeg er alles yndling og — — men hvad er der paafærde? hvor vil du hen!» — «Godnat, min kjære!» sagde ulven, «gid alle dine lækkerbidskener maa bekomme dig vel; jeg sælger ikke min frihed for mad.»

En slunken, forsulten ulv kom en maaneklar natt sammen med en tykk, velmæsket gårdshund. Etter at de hadde hilst på hinannen, sa ulven: «Hvorav kommer det, min venn, at du ser så glinsende ut? Hvor du trives godt ved ditt foder! Se, her streifer jeg natt og dag omkring for å berge livet og kan neppe fri meg fra å sulte ihjel.» — «Nå,» sa hunden, «hvis du vil ha det like så godt som jeg, behøver du blot å bære deg ad som jeg.» — «Så!» svarte den, «hva gjør du da?» — «Å,» sa hunden, «ikke annet enn vokte min herres hus og holde tyvene borte om natten.» — «Hjertelig gjerne vil jeg det; thi for tiden står det meget bedrøvelig til med meg. Dette liv her i skogen, i kulde og regn faller meg meget hardt å holde ut. Å ha et lunt tag over hodet og nok av mat og drikke, vil ikke være dårlig bytte, 107synes jeg.» — «Kom da,» sa hunden, «du har intet annet å gjøre enn å følge med meg.» — Da de nå traskede av sted sammen, oppdaget ulven et merke på hundens hals, og temmelig nysgjerrig, som den var, kunne den ikke la være å spørre, hva det skulle bety. — «Å, det er slett ingenting!» sa hunden. — «Nei, sig meg dog» — vedble ulven. — «Å! det er en ren ubetydelighet, maaske har halsbåndet, hvortil min lenke er befestet —» «Lænke!» ropte ulven forundret, «det er da vel ikke således å forstå? Kan du ikke fritt gå omkring, når og hvor du lyster?» — «Ikke så aldeles; du må vite, man anser meg for noe vel glupsk; derfor lar man meg om dagen av og til binde; men jeg forsikrer deg, jeg har fullkommen frihet om natten, og herren giver meg føde av sitt eget fat, og tjenestefolkene giver meg det beste kjøttben, og jeg er alles yndling og — — men hva er der paafærde? hvor vil du hen!» — «Godnatt, min kjære!» sa ulven, «gid alle dine lekkerbiskener må bekomme deg vel; jeg selger ikke min frihet for mat.»