124. Tommeliden.
Tommeliden var sig en mand saa spæd,i fingerbøls harnisk var han klæd.
102Hans hjelm var hvælvet, hvid og ren,det var en udhulet kirsebærsten;en knappenaal var hans lansestang;selv var han bare en tomme lang.
Tommeliden sidder i tommeltot,der morer han sig saa jevnt og godt.Tommeliden drager paa eventyr:han vog en flue, det frygtelig dyr!Tommeliden drager i fremmed land:han svømmed sig over et melkespand.
Der var stor frygt over al den gaard;af tandverk led den kongelig’ maar.Svanhvide sig havde saa liden en mund,den var som et kirsebær, rød og rund.De læger kommer med skarpen tang;den kirsebærmund var dem altfor trang.
«Og hvo, som uddrager den hule tand,skal være drot i det halve land!»Tommeliden sprang ind med hjelm og stang;hun merked i munden det knapt engang.Af sadlen han kasted den frække gjest;hun merkede neppe det lansefæst.
Der var stor fryd over al den gaard.Tommeliden egted den væne maar;prinsessen ham pynted med silkebaand,og hjem hun nu bar ham paa hviden haand.— Foragte skal man just ei de smaa;tidt naar de, hvor ei de store kan naa.
124. Tommeliden.
Tommeliden var seg en mann så spæd,i fingerbøls harnisk var han klæd.
102Hans hjelm var hvelvet, hvit og ren,det var en uthulet kirsebærstein;en knappenål var hans lansestang;selv var han bare en tomme lang.
Tommeliden sitter i tommeltott,der morer han seg så jevnt og godt.Tommeliden drager på eventyr:han vog en flue, det fryktelig dyr!Tommeliden drager i fremmed land:han svømte seg over et melkespann.
Der var stor frykt over all den gård;av tannverk led den kongelig’ maar.Svanhvide seg hadde så liten en munn,den var som et kirsebær, rød og rund.De leger kommer med skarpen tang;den kirsebærmunn var dem altfor trang.
«Og hvo, som uddrager den hule tann,skal være drott i det halve land!»Tommeliden sprang inn med hjelm og stang;hun merket i munnen det knapt engang.Av salen han kastet den frekke gjest;hun merket neppe det lansefæst.
Der var stor fryd over all den gård.Tommeliden egted den vene maar;prinsessen ham pyntet med silkebånd,og hjem hun nå bar ham på hvit hånd.— Forakte skal man just ei de små;titt når de, hvor ei de store kan nå.