I koleratiden i begyndelsen af august 1853 stimlede en mængde mennesker sammen udenfor et hus ved Vestervold i Kjøbenhavn. «Det er forfærdeligt,» udbrød en mand, der stod i klyngen; «i mandags begravedes moderen med et af børnene, idag lagdes faderen med to børn i kisten, og nu er de to smaa alene tilbage.» — «Har de da slet ingen familie?» spurgte en bonde, der var bleven holdende med sin vogn for at høre, hvad der var paafærde. «Nei, slet ingen,» lød svaret, «de maa paa fattigvæsenet.» Med et sprang var bonden nede af vognen, og efter et øiebliks ophold inde i huset kom han ud med to smaagutter, den ene paa tre, den anden paa fem aar, løftede dem op i vognen, og idet han kjørte bort med dem, sagde han: «Vil mor ikke beholde dem begge, saa tager svoger nok den ene af dem; han har heller ikke træ under trøien.»

I koleratiden i begynnelsen av august 1853 stimlet en mengde mennesker sammen utenfor et hus ved Vestervold i Kjøbenhavn. «Det er forferdelig,» utbrøt en mann, der stod i klyngen; «i mandags begravedes moren med et av barna, i dag lagdes faren med to barn i kisten, og nå er de to små alene tilbake.» — «Har de da slett ingen familie?» spurte en bonde, der var blitt holdende med sin vogn for å høre, hva der var paafærde. «Nei, slett ingen,» lød svaret, «de må på fattigvæsenet.» Med et sprang var bonden nede av vognen, og etter et øiebliks opphold inne i huset kom han ut med to smågutter, den ene på tre, den annen på fem år, løftet dem opp i vognen, og idet han kjørte bort med dem, sa han: «Vil mor ikke beholde dem begge, så tar svoger nok den ene av dem; han har heller ikke tre under trøyen.»