Jeg saa en liden pige græde; hun græd over verdens ondskab. Den deiligste dukke havde hun faaet til foræring; det var en dukke saa nydelig og fin; den var slet ikke skabt til modgang. Men den lille piges brødre, 99de lange gutter, havde taget dukken, sat den op i et høit træ i haven og var saa løbet bort. Den lille pige kunde ikke naa dukken, slet ikke hjælpe den ned, og derfor græd hun. Dukken græd bestemt med og strakte armene ud imellem de grønne grene og saa ganske ynkelig ud. Ja, det var verdens modgang, som moder saa tidt talte om. Den stakkars dukke! Det begyndte jo allerede at blive mørk aften, og saa vilde natten komme! Skulde hun lade den sidde her ude i træet den hele nat? Nei, det kunde den lille pige ikke bære over sit hjerte. «Jeg vil blive hos dig!» sagde hun, skjønt hun slet ikke var modig. Hun syntes allerede ganske tydelig at se de smaa nisser med sine høie, spidse huer titte frem mellem buskene, og nede i den mørke gang dansede lange spøgelser; de kom nærmere og nærmere og strakte hænderne henimod træet, hvor dukken sad. De lo og pegte fingre ad den. Aa, hvor den lille pige var bange! «Men naar man ingen synd har gjort,» tænkte hun, «saa kan jo det onde ikke gjøre en noget! Mon jeg har gjort nogen synd?» Og hun tænkte sig om. «Jo,» sagde hun, «jeg har leet af den stakkars and med den røde klud om benet; den halter saa morsomt, og derfor lo jeg; men det er synd at le af dyrene.» Og hun saa op mod dukken. «Har du ogsaa leet af dyrene?» spurgte hun, og det saa ud, som om dukken rystede med hovedet. I det samme blæste vinden, og dukken sprang ned uden at tage mindste skade.

Jeg så en liten pike gråte; hun gråt over verdens ondskap. Den deiligste dukke hadde hun fått til foræring; det var en dukke så nydelig og fin; den var slett ikke skapt til motgang. Men den lille piges brødre, 99de lange gutter, hadde tatt dukken, satt den opp i et høyt tre i hagen og var så løbet bort. Den lille pike kunne ikke nå dukken, slett ikke hjelpe den ned, og derfor gråt hun. Dukken gråt bestemt med og strakte armene ut imellom de grønne grener og så ganske ynkelig ut. Ja, det var verdens motgang, som mor så titt talte om. Den stakkars dukke! Det begynte jo allerede å bli mørk aften, og så ville natten komme! Skulle hun la den sitte her ute i treet den hele natt? Nei, det kunne den lille pike ikke bære over sitt hjerte. «Jeg vil bli hos deg!» sa hun, skjønt hun slett ikke var modig. Hun syntes allerede ganske tydelig å se de små nisser med sine høye, spisse huer titte frem mellom buskene, og nede i den mørke gang danset lange spøkelser; de kom nærmere og nærmere og strakte hendene henimot treet, hvor dukken satt. De lo og pekte fingre ad den. Å, hvor den lille pike var bange! «Men når man ingen synd har gjort,» tenkte hun, «så kan jo det onde ikke gjøre en noe! Mon jeg har gjort noen synd?» Og hun tenkte seg om. «Jo,» sa hun, «jeg har ledd av den stakkars and med den røde klut om benet; den halter så morsomt, og derfor lo jeg; men det er synd å le av dyrene.» Og hun så opp mot dukken. «Har du også ledd av dyrene?» spurte hun, og det så ut, som om dukken rystet med hodet. I det samme blåste vinden, og dukken sprang ned uten å ta minste skade.