120. Om aftenen.
Begge mine øine de bliver saa smaa;nu vil til min lille seng jeg gaa.
Min moder mig altid saa venlig dækker;hun atter imorgen tidlig mig vækker.
Snart kommer min fader og moder herind;da ser de paa mig med kjærligt sind.
Saa lukker de og sine øienlaage;men faderen oppe i himlen vil vaage.
Han sover aldrig; han ser til vor jordog sørger for hver, som hernede bor.
100Han skjænker alle den søde slummer,baade store og smaa, som jorden rummer.
Gud Fader i himlen! jeg beder dig,vil ogsaa inat du se til mig!
Min fader og moder du huldt beskjerme.Lad ingen sorg til dem sig nærme!
120. Om aftenen.
Begge mine øyne de blir så små;nå vil til min lille seng jeg gå.
Min mor meg alltid så vennlig dekker;hun atter i morgen tidlig meg vekker.
Snart kommer min far og mor herind;da ser de på meg med kjærlig sinn.
Så lukker de og sine øienlaage;men faren oppe i himlen vil våke.
Han sover aldri; han ser til vår jordog sørger for hver, som hernede bor.
100Han skjenker alle den søte slummer,både store og små, som jorden rummer.
Gud Fader i himlen! jeg beder deg,vil også i natt du se til meg!
Min far og mor du huldt beskjerme.La ingen sorg til dem seg nærme!