En bonde gik en varm sommerdag med sin lille søn Thomas til byen. «Se,» sagde faderen underveis, «der ligger et stykke af en hestesko paa veien; tag det op og gjem det!» «Aa», sagde Thomas, «det er jo ikke umagen værdt at bukke sig for det.» Faderen tog stiltiende jernstykket op og puttede det i lommen. I nærmeste landsby solgte han det til en smed for et par øre og kjøbte kirsebær for pengene. Begge gik videre. Solen skinnede meget varmt, og der var hverken hus eller træ eller nogen kilde i nærheden. Thomas vansmegtede næsten af tørst og kunde neppe slæbe sig efter sin fader. Da lod faderen som af en hændelse et kirsebær falde. Thomas tog det saa begjærlig op, som om det havde været guld, og puttede detstraks i munden. Da de havde gaaet nogle skridt, lod faderen atter et kirsebær falde. Thomas bukkede sig ligesaa hurtig som før og tog det op. Saaledes lod faderen ham efterhaanden tage alle kirsebærene op. Da der nu ikke var flere igjen, og Thomas havde fortæret det sidste, vendte faderen sig smilende om og sagde: «Se, havde du nu villet bukke dig én gang for jernets skyld, saa havde du sluppet at bukke dig saa mange gange for at faa kirsebærene. Agt ogsaa paa smaating, min søn, og sky aldrig en liden umag; den kan tidt fri dig for en større!»

En bonde gikk en varm sommerdag med sin lille sønn Thomas til byen. «Se,» sa faren underveis, «der ligger et stykke av en hestesko på veien; ta det opp og gjem det!» «Å», sa Thomas, «det er jo ikke umaken verdt å bukke seg for det.» Faderen tog stiltiende jernstykket opp og puttet det i lommen. I nærmeste landsby solgte han det til en smed for et par øre og kjøpte kirsebær for pengene. Begge gikk videre. Solen skinte meget varmt, og der var hverken hus eller tre eller noen kilde i nærheten. Thomas vansmektet nesten av tørst og kunne neppe slepe seg etter sin far. Da lot faren som av en hendelse et kirsebær falle. Thomas tok det så begjærlig opp, som om det hadde vært gull, og puttet detstraks i munnen. Da de hadde gått noen skritt, lot faren atter et kirsebær falle. Thomas bukket seg likeså hurtig som før og tok det opp. Således lot faren ham etterhånden ta alle kirsebærene opp. Da der nå ikke var flere igjen, og Thomas hadde fortært det siste, vendte faren seg smilende om og sa: «Se, hadde du nå villet bukke deg én gang for jernets skyld, så hadde du sluppet å bukke deg så mange ganger for å få kirsebærene. Akt også på småting, min sønn, og sky aldri en liten umak; den kan titt fri deg for en større!»