94

Der var engang en mand i Tyskland, som havde et æsel, der havde tjent ham trolig i mange aar; men nu var det paa heldingen med dyret; kræfterne tog af, og det duede næsten ikke mere til arbeide. Da sagde herren: «Det er et dovent æsel! det er ikke sit foder værd; men skindet kan nok due.» Men æslet merkede, hvad klokken var slagen, tog leiligheden iagt og løb sin vei; det vilde til Bremen. «Der kan du jo nok blive bymusikant!» sagde det ved sig selv. Da det nu havde gaaet et godt stykke, fandt det en jagthund liggende paa veien, og denne pustede som en, der havde løbet sig ganske træt. «Hvad puster du for?» spurgte æslet. «Ak,» sagde hunden, «jeg er nu tilaars og bliver svagere, og da jeg nu ikke kan løbe saa hurtig paa jagten som i mine unge dage, vilde min herre skyde mig; men jeg merkede, hvad han havde isinde, og løb fra ham og hans kugle, alt hvad jeg kunde; men nu ligger jeg her og ved ikke, hvormed jeg skal tjene mit brød.» — «Hør, ved du hvad?» sagde æslet, «jeg vil til Bremen for at blive bymusikant; følg du med og gjør som jeg, tag tjeneste ved musiken; den kan føde sin mand.» Det syntes nok hunden om, og de gik videre frem. Men det varede ikke længe, saa traf de paa en kat, som sad ved grøften og saa ganske ynkelig og modfalden ud. «Hvad er der iveien med dig?» spurgte æslet. «Ak!» sagde katten, «man kan vel ikke være lystig, naar man ser sin død for øinene. Jeg er nu gammel; mine tænder vil ikke gjøre tjeneste, og da jeg nu heller vil sidde bag kakkelovnen og spinde end gaa paa musejagt, saa havde min madmoder isinde at drukne mig. Jeg listede mig vel bort itide, uden at hun merkede det; men nu sidder jeg stakkars gamle kat her paa landeveien og ved ikke, hvad jeg skal gribe til for at komme i et godt hus igjen.» — «Det skal jeg sige dig, du skal gaa med os to til Bremen,» sagde æslet, «du forstaar dig jo paa kattemusik, saa kan du ogsaa blive bymusikant.» — 95«Ja, I har ret!» sagde katten; «det var nu ikke faldet mig ind,» og saa gik den med de andre. Noget efter kom de tre landflygtige forbi en gaard; der stod hanen ovenpaa porten og galede af alle livsens kræfter. «Hi-ja-ja!» raabte æslet, «du skriger da ogsaa, saa det gaar igjennem marv og ben; hvad er der nu paafærde?» — «Hvad der er paafærde?» sagde hanen; «jeg har hele morgenen galet til godt veir, for det er jo noget, enhver kan se, at veiret vil blive vakkert idag; men det hjælper mig ikke. Her skal komme fremmede imorgen, og vor madmoder har ikke mindste medlidenhed med en tro, aarvaagen tjener. Hun har sagt, der skal koges suppe paa mig, og kokkepigen skal skjære halsen af paa mig iaften. Derfor sidder jeg nu her og galer af fuld hals, saalænge den er hel endnu.» — «Aa hvad, du rødhoved!» sagde æslet; «det er aldrig værdt at prøve det; du finder altid noget bedre end døden for en kokkepiges haand; gaa du med os til Bremen. Du har en god tenorstemme, og naar vi fire opfører en kvartet, saa skal jeg love for, det bliver en musik, som kan lade sig høre.» «Ja, ja,» sagde hanen; «det vil jeg nok gaa ind paa,» og dermed drog de alle fire videre.

Men de kunde ikke naa Bremen paa én dag, og om aftenen, da det blev mørkt, kom de ind i en skog, hvor de vilde blive natten over. Æslet og hunden lagde sig under et stort egetræ; katten kløv op paa en gren, og hanen fløi tilveirs, op i den øverste top, og før han satte sig til ro, saa han sig endnu engang rundt omkring til alle fire verdenshjørner. Da syntes han, at han saa noget langt borte, der lyste i den mørke skog, og han raabte ned til sine stalbrødre, at der maatte være et hus i skogen, for han kunde se, at der skinnede lys. Da sagde æslet: «Saa er det bedst, vi søger derhen; thi her bliver kun et daarligt nattekvarter.» — «Ja,» sagde hunden, «at faa sig et par gode ben med lidt kjød paa, det skulde gjøre godt.» Derpaa travede de afsted i skogen lige efter lyset, og jo længere de kom, desto lysere blev det, til de omsider kom til et røverhus, der laa dybt inde i den tykkeste skog, og hvor stuen var sterkt oplyst.

Æslet, som var den største af selskabet, gik til vinduet og saa ind i stuen og blev ved at staa og se. «Naa, hvad ser du da, Graaen?» spurgte hunden. «Hvad jeg ser?» 96sagde æslet; «jeg ser, der staar et dækket bord midt i stuen, med god mad paa, og røverne sidder og spiser, alt hvad de kan.» «Der kunde vanke noget for os med,» sagde hunden. «Ja! gid vi var der!» sagde æslet. Derpaa lagde de raad op om, hvordan de skulde faa røverne bort, og tilsidst fandt katten paa et middel. Æslet maatte sætte sine forben op i vinduet; hunden sprang op paa ryggen af æslet; katten klatrede op paa hunden, og hanen fløi op og satte sig paa kattens ryg. Derpaa begyndte de alle paa éngang efter et signal, som hanen gav, at istemme sin musik, og med det samme slog de vinduet ind og styrtede alle fire ind i stuen, saa ruderne klang og klirrede omkring dem. Røverne, som allerede var blevne bange ved den frygtelige musik, troede nu, det var et spøgelse, der kom styrtende ind i stuen, og tog i største forskrækkelse flugten ud i skogen. Nu satte de fire musikanter sig omkring bordet, tog tiltakke med, hvad der var levnet, og aad af hjertenslyst.

Da de nu endelig var færdige dermed, slukkede de lyset og søgte sig et natteleie, hver efter sin natur og bekvemmelighed. Æslet lagde sig paa møddingen, hunden bag døren, katten paa peisen ved den varme aske, og hanen satte sig paa en bjelke. Da de alle fire var meget trætte af dagens vandringer, sov de ogsaa snart ind. Men da midnat var forbi, og røverne langt borte kunde se, at der ikke længer brandt lys i huset, og alting lod til at være roligt, sagde en af dem til sin gut: «Vi skulde dog ikke have ladet os jage saadan en skræk i livet; gaa du ind i huset og se, hvordan det staar til.» Gutten maatte da gaa, skjønt lysten ikke var stor hos ham; han fandt alting roligt, gik ud i kjøkkenet og vilde tænde lys med en svovlstikke. Der sad katten paa skorstenen med sine gloende øine; dem tog røveren for en glo og holdt svovlstikken hen til øiet. Men katten forstod ikke spøg; den sprang lige i ansigtet paa ham, hvæsede sterkt og rev ham ganske tilblods. Da blev han gruelig forskrækket og for ud af bagdøren; men hunden, som laa der, sprang op og bed ham dygtig i benet; og da han i gaarden løb forbi møddingen, passede æslet paa og gav ham et dygtigt spark med bagbenene, saa han tumlede derved; men hanen, der var bleven vækket af al den støi, raabte ned fra bjelken: «Kykeliky!» — Da løb gutten, alt hvad han kunde, tilbage til sin herre og sagde: 97«Nei, der kan intet menneske komme! I huset sidder der en frygtelig heks, hun har pustet ild paa mig og revet mig blodig i ansigtet med sine lange, lodne fingre. Ved døren staar der en mand med en kniv; han stak mig i benet. I gaarden ligger et stort uhyre, som slog mig med en kølle, saa jeg tumlede om, og under loftet sidder dommeren; han raabte: «Bring mig den tyv hid!» Da skyndte jeg mig, alt hvad jeg kunde, for at komme bort.» — Da røveren hørte det, sagde han: «Det er ikke værdt at komme der mere.» Men de fire musikanter fandt sig saa vel i huset, at de for det første blev der og opsatte at gaa til Bremen; og den, som har fortalt dette, mener, det kan gjerne være, at de er der endnu.

94

Der var engang en mann i Tyskland, som hadde et esel, der hadde tjent ham trolig i mange år; men nå var det på hellingen med dyret; kreftene tog av, og det dugde nesten ikke mer til arbeide. Da sa herren: «Det er et dovent esel! det er ikke sitt foder verd; men skinnet kan nok due.» Men eslet merket, hva klokken var slagen, tog leiligheten i akt og løp sin vei; det ville til Bremen. «Der kan du jo nok bli bymusikant!» sa det ved seg selv. Da det nå hadde gått et godt stykke, fant det en jakthund liggende på veien, og denne pustet som en, der hadde løbet seg ganske trett. «Hva puster du for?» spurte eslet. «Ak,» sa hunden, «jeg er nå tilaars og blir svakere, og da jeg nå ikke kan løpe så hurtig på jakten som i mine unge dage, ville min herre skyde meg; men jeg merket, hva han hadde i sinne, og løp fra ham og hans kule, alt hva jeg kunne; men nå ligger jeg her og ved ikke, hvormed jeg skal tjene mitt brød.» — «Hør, vet du hva?» sa eslet, «jeg vil til Bremen for å bli bymusikant; følg du med og gjør som jeg, tag tjeneste ved musikken; den kan føde sin mann.» Det syntes nok hunden om, og de gikk videre frem. Men det varte ikke lenge, så traff de på en katt, som satt ved grøften og så ganske ynkelig og motfallen ut. «Hva er der i veien med deg?» spurte eslet. «Ak!» sa katten, «man kan vel ikke være lystig, når man ser sin død for øynene. Jeg er nå gammel; mine tenner vil ikke gjøre tjeneste, og da jeg nå heller vil sitte bak kakkelovnen og spinne enn gå på musejagt, så hadde min madmoder i sinne å drukne meg. Jeg listet meg vel bort itide, uten at hun merket det; men nå sitter jeg stakkars gamle katt her på landeveien og ved ikke, hva jeg skal gripe til for å komme i et godt hus igjen.» — «Det skal jeg si deg, du skal gå med oss to til Bremen,» sa eslet, «du forstår deg jo på kattemusikk, så kan du også bli bymusikant.» — 95«Ja, dere har rett!» sa katten; «det var nå ikke falt meg inn,» og så gikk den med de andre. Noe etter kom de tre landflyktige forbi en gård; der stod hanen ovenpå porten og galte av alle livsens krefter. «Hi-ja-ja!» ropte eslet, «du skriker da også, så det går igjennom marg og ben; hva er der nå paafærde?» — «Hva der er paafærde?» sa hanen; «jeg har hele morgenen galet til godt vær, for det er jo noe, enhver kan se, at været vil bli vakkert i dag; men det hjelper meg ikke. Her skal komme fremmede i morgen, og vår madmoder har ikke minste medlidenhet med en tro, årvåken tjener. Hun har sagt, der skal kokes suppe på meg, og kokkepiken skal skjære halsen av på meg i aften. Derfor sitter jeg nå her og galer av full hals, så lenge den er hel ennå.» — «Å hva, du rødhoved!» sa eslet; «det er aldri verdt å prøve det; du finner alltid noe bedre enn døden for en kokkepiges hånd; gå du med oss til Bremen. Du har en god tenorstemme, og når vi fire oppfører en kvartet, så skal jeg love for, det blir en musikk, som kan la seg høre.» «Ja, ja,» sa hanen; «det vil jeg nok gå inn på,» og dermed drog de alle fire videre.

Men de kunne ikke nå Bremen på én dag, og om aftenen, da det ble mørkt, kom de inn i en skog, hvor de ville bli natten over. Eslet og hunden la seg under et stort eiketre; katten kløv opp på en gren, og hanen fløy til værs, opp i den øverste topp, og før han satte seg til ro, så han seg enda engang rundt omkring til alle fire verdenshjørner. Da syntes han, at han så noe langt borte, der lyste i den mørke skog, og han ropte ned til sine stalbrødre, at der måtte være et hus i skogen, for han kunne se, at der skinte lys. Da sa eslet: «Så er det best, vi søker derhen; thi her blir kun et dårlig nattekvarter.» — «Ja,» sa hunden, «at få seg et par gode ben med litt kjøtt på, det skulle gjøre godt.» Derpå travet de av sted i skogen like etter lyset, og jo lenger de kom, desto lysere ble det, til de omsider kom til et røverhus, der lå dypt inne i den tykkeste skog, og hvor stuen var sterkt opplyst.

Eslet, som var den største av selskapet, gikk til vinduet og så inn i stuen og ble ved å stå og se. «Nå, hva ser du da, Graaen?» spurte hunden. «Hva jeg ser?» 96sa eslet; «jeg ser, der står et dekket bord midt i stuen, med god mat på, og røverne sitter og spiser, alt hva de kan.» «Der kunne vanke noe for oss med,» sa hunden. «Ja! gid vi var der!» sa eslet. Derpå la de råd opp om, hvordan de skulle få røverne bort, og til sist fant katten på et middel. Eslet måtte sette sine forben opp i vinduet; hunden sprang opp på ryggen av eslet; katten klatret opp på hunden, og hanen fløy opp og satte seg på kattens rygg. Derpå begynte de alle på en gang etter et signal, som hanen ga, å istemme sin musikk, og med det samme slo de vinduet inn og styrtet alle fire inn i stuen, så rutene klang og klirret omkring dem. Røverne, som allerede var blitt bange ved den fryktelige musikk, trodde nå, det var et spøkelse, der kom styrtende inn i stuen, og tok i største forskrekkelse flukten ut i skogen. Nå satte de fire musikanter seg omkring bordet, tog tiltakke med, hva der var levnet, og åt av hjertenslyst.

Da de nå endelig var ferdige dermed, slukket de lyset og søkte seg et natteleie, hver etter sin natur og bekvemmelighet. Eslet la seg på møddingen, hunden bak døren, katten på peisen ved den varme aske, og hanen satte seg på en bjelke. Da de alle fire var meget trette av dagens vandringer, sov de også snart inn. Men da midnatt var forbi, og røverne langt borte kunne se, at der ikke lenger brandt lys i huset, og alting lot til å være rolig, sa en av dem til sin gut: «Vi skulle dog ikke have latt oss jage sådan en skrekk i livet; gå du inn i huset og se, hvordan det står til.» Gutten måtte da gå, skjønt lysten ikke var stor hos ham; han fant alting rolig, gikk ut i kjøkkenet og ville tenne lys med en svovlstikke. Der satt katten på skorsteinen med sine gloende øyne; dem tog røveren for en glo og holdt svovlstikken hen til øyet. Men katten forstod ikke spøk; den sprang like i ansiktet på ham, hveste sterkt og rev ham ganske tilblods. Da ble han gruelig forskrekket og for ut av bakdøren; men hunden, som lå der, sprang opp og bed ham dyktig i benet; og da han i gården løp forbi møddingen, passet eslet på og ga ham et dyktig spark med bakbenene, så han tumlet derved; men hanen, der var blitt vekket av all den støy, ropte ned fra bjelken: «Kykeliky!» — Da løp gutten, alt hva han kunne, tilbake til sin herre og sa: 97«Nei, der kan intet menneske komme! I huset sitter der en fryktelig heks, hun har pustet ild på meg og revet meg blodig i ansiktet med sine lange, lodne fingre. Ved døren står der en mann med en kniv; han stak meg i benet. I gården ligger et stort uhyre, som slo meg med en kølle, så jeg tumlet om, og under loftet sitter dommeren; han ropte: «Bring meg den tyv hit!» Da skyndte jeg meg, alt hva jeg kunne, for å komme bort.» — Da røveren hørte det, sa han: «Det er ikke verdt å komme der mer.» Men de fire musikanter fant seg så vel i huset, at de for det første ble der og oppsatte å gå til Bremen; og den, som har fortalt dette, mener, det kan gjerne være, at de er der ennå.