Jeg saa en aften et barn, en liden fireaars pige. Hun havde faaet en ny blaa kjole og en ny rosenrød hat. Stasen var netop paa, og alle raabte paa lys; thi maanens straaler igjennem vinduet var ikke nok. Der maatte lyses anderledes op. Der stod den lille pige, stiv som en dukke, med armene ængstelig ud fra kjolen og fingrene vidt spilede fra hverandre. Aldrig har jeg seet noget barn gladere; hendes øine, hendes hele aasyn straalede af lyksalighed. — «Imorgen skal du komme paa gaden!» sagde moderen, og den lille saa op mod sin hat, saa ned ad sin kjole og smilede lykkelig. «Moder», sagde hun, «hvad mon hundene vil tænke, naar de ser mig i den stas?»

Jeg så en aften et barn, en liten fireårs pike. Hun hadde fått en ny blå kjole og en ny rosenrød hat. Stasen var nettopp på, og alle ropte på lys; thi månens stråler igjennom vinduet var ikke nok. Der måtte lyses annerledes opp. Der stod den lille pike, stiv som en dukke, med armene engstelig ut fra kjolen og fingrene vidt spilte fra hverandre. Aldri har jeg sett noe barn gladere; hennes øyne, hennes hele åsyn strålte av lyksalighed. — «I morgen skal du komme på gaten!» sa moren, og den lille så opp mot sin hat, så ned ad sin kjole og smilte lykkelig. «Mor», sa hun, «hva mon hundene vil tenke, når de ser meg i den stas?»