En dag, da jeg sad udenfor min dør og talte med nogle gode venner, kom en tigger hen til os og bad under mange taarer og ganske fortvilet om en almisse. Enhver af os gav ham noget, og han gik bort. Den ulykkelige havde sagt os, at han led af en ganske forfærdelig sygdom, som han skammede sig ved at sige os. Nu fik vi alle lyst til at vide, hvad det kunde være for en sygdom, som en tigger ikke vilde være bekjendt, og vi sendte derfor en gut efter ham for at faa det at vide. Gutten tog ham snart igjen og saa paa ham fra øverst til nederst; men da han ingen skrøbeligheder kunde se, sagde han: «Min ven! jeg synes ikke, I har nogen grund til at klage.» «Ak!» svarede tiggeren, «mit onde er saaledes beskaffent, at man hverken kan se eller gjette det. Men alligevel har det angrebet min krop og gjort mig lam paa alle lemmer, saa det ikke er muligt for mig at tjene mit brød, da jeg ikke kan forrette det letteste arbeide. Vil du vide navnet paa min sygdom? Man kalder den dovenskab.»
Vi kunde først ikke lade være at le af denne forklaring; men siden kom vi ofte til at tænke derpaa med alvor.