92

En gut med sin fader til byen gaar;et truende uveir paa himlen staar;de skynder sig hjemmet at række;men før de har halvten tilbagelagtaf veien, nedstyrter regnet med magtog gjennembløder dem begge.

Da siger gutten, i hu saa mod:«Den gode Gud er nok ikke saa god,93som du ham beskriver saa ofte.Hvi har han ei biet en time endnu?Da sad vi jo trygt, baade jeg og du,hos mor i den varme kofte.»

Den gamle vil svare; men pludselig saahan røg opstige, hvor huset laa;det er brand; han begynder at grue.Og da han nærmer sig huset, han seren skare omkring det; dog brænder ei merden altfortærende lue.

Mens borte han var, den ild udbrød,dog regnet i strømme fra himlen flødog slukked den truende flamme.Da sagde gutten: «Nu ser jeg, far,at Gud er god, som han altid var,og bliver vist evig den samme.»

92

En gut med sin far til byen går;et truende uvær på himlen står;de skynder seg hjemmet å rekke;men før de har halvten tilbakelagtav veien, nedstyrter regnet med maktog gjennembløder dem begge.

Da sier gutten, i hu så mot:«Den gode Gud er nok ikke så god,93som du ham beskriver så ofte.Hvi har han ei biet en time ennå?Da satt vi jo trygt, både jeg og du,hos mor i den varme kofte.»

Den gamle vil svare; men plutselig såhan røg opstige, hvor huset lå;det er brand; han begynner å grue.Og da han nærmer seg huset, han seren skare omkring det; dog brenner ei merden altfortærende lue.

Mens borte han var, den ild utbrøt,dog regnet i strømme fra himlen fløtog slukket den truende flamme.Da sa gutten: «Nå ser jeg, far,at Gud er god, som han alltid var,og blir vist evig den samme.»