«Kald paa mig imorgen tidlig!» sagde kongen til tjeneren, «vi skal paa rævejagt.» — Tjeneren bukkede. «Kald paa mig imorgen tidlig!» sagde tjeneren til en liden gut, «vi skal paa rævejagt.» — «Ja,» sagde gutten, gik ned til hunden i gaarden og sagde: «Kald paa mig imorgen tidlig! vi skal paa rævejagt.» — «Vau!» sagde hunden, vendte sig saa til hanen og sagde til den: «Kald paa mig imorgen tidlig! vi skal paa rævejagt.» — Og hanen blinkede med det venstre øie, det skulde betyde ja. Og saa gik de til ro allesammen.
Men ræven maa man tage sig iagt for; thi den har lange øren, og den havde hørt det hele. «Ha ha!» sagde den ved sig selv; «naa saa I skal paa rævejagt! Saa kommer jeg nok ogsaa paa rævejagt. Det skal der ikke blive noget af den gang!» — Saa tror du vel, den løb langt bort og gjemte sig? — Nei, det gjorde den ikke. Den listede sig ind i hønsehuset og tog hanen. «Se saa!» sagde ræven og løb til skogen.
Natten gik, morgenen kom. Hunden stolede paa hanen, og saa sov hunden. Den lille gut stolede paa hunden, og saa sov han. Tjeneren stolede paa gutten, og saa sov tjeneren. Kongen sov, lige til det var middag, saa vaagnede han og pryglede alle de andre op med sin lange sabel. Og da græd alle saa bedrøvelig og skjød skylden paa hanen, indtil vinden førte nogle af hanefjærene ind i gaarden, og nu skjønte de, 92hvorledes det hang sammen med hanen, og at det ikke var dens skyld.
«Neivist var det ikke dens skyld,» sagde ræven, som stod udenfor og lo. «Stol saa paa jer selv en anden gang; men mig skal I ikke stole paa, før I faar mig fat; og det bliver da ikke idag!» — Og dermed løb den.