En ravn havde stjaalet et stykke ost og fløi op med det i et høit træ. Det saa Mikkel ræv og fik lyst til at narre tyven. Han gik hen under træet og sagde til ravnen: «Deilige fugl! hvor det dog er skam, at folk saaledes bagtaler dig. De siger, at du er sort som kul; men nu ser jeg med mine egne øine, at dine bløde fjær er saa hvide som sne. Man skulde tro, folk var blinde. Og hvilken yndig skabning du har! Jeg tror ikke, det er muligt, at nogen kan se dig uden at blive forelsket i dig. Du har vist ogsaa stemme og kan synge vakkert. Ja, der er ingen fugl, som kan maale sig med dig.» Ravnen var enfoldig nok til at tro, at alt, hvad ræven sagde, var sandhed. Den vilde nu ogsaa lade sin deilige stemme høre. Men saasnart den lukkede munden op, faldt osten ned, og nu var ræven ikke sen. Den greb osten, løb bort med den saa hurtig, den kunde, og lo over ravnens forfængelighed.

En ravn hadde stjålet et stykke ost og fløy opp med det i et høyt tre. Det så Mikkel rev og fikk lyst til å narre tyven. Han gikk hen under treet og sa til ravnen: «Deilige fugl! hvor det dog er skam, at folk således bagtaler deg. De sier, at du er sort som kul; men nå ser jeg med mine egne øyne, at dine bløte fjær er så hvite som sne. Man skulle tro, folk var blinde. Og hvilken yndig skapning du har! Jeg tror ikke, det er mulig, at noen kan se deg uten å bli forelsket i deg. Du har vist også stemme og kan synge vakkert. Ja, der er ingen fugl, som kan måle seg med deg.» Ravnen var enfoldig nok til å tro, at alt, hva ræven sa, var sannhet. Den ville nå også lade sin deilige stemme høre. Men så snart den lukkede munnen opp, falt osten ned, og nå var ræven ikke sen. Den grep osten, løp bort med den så hurtig, den kunne, og lo over ravnens forfengelighet.