Læreplanatlas
1. Bind1ste afdeling.

5. Lill gaar fra Alv.

23

— Mørket kom hurtig. «Dersom ikke den kjedelige Alv havde været med, saa kunde vi været hjemme nu,» sagde Lill til Gjertrud, og hun sagde det saa høit, at Alv kunde høre det. «Jeg tænker, vi kommer for sent til juletræet. Det er bedst, vi gaar fra ham.»

Alvs læbe dirrede, og Lill hørte, medens hun løb, at han kom travende hurtigere og hurtigere bagefter.

«Jeg skal ikke være kjedelig,» raabte han, «aa, gaa ikke fra mig! gaa ikke fra mig!»

Lill saa sig ikke om. Havde hun gjort det, saa vilde hun have seet en blaafrossen haand, som tørrede to store taarer bort fra to store øine.

Det blev mørkere og mørkere. Sneen føg dem ind i øinene, saa de ikke kunde se nogenting, og den skarpe vind peb og skar dem i ansigtet. Alv svelgede de to næste taarer, som vilde frem, og travede mandig afsted; men han kom alligevel længer og længer bagefter, og Lill løb fra ham.

24«Skynd dig, Alv, skynd dig!» raabte hun uden at vende sig. Jeg tror ikke, at hun vidste, hvor langt tilbage han var. «Jeg kan ikke vente paa dig længer. Du ved jo veien hjem, saa du kan komme lige bagefter. Du maa skynde dig, hvis du vil se juletræet.»

Alv gled paa den frosne sne, faldt og arbeidede sig op igjen og skyndte sig afsted i skræk og fortvivlelse. Nu kom han ind i skoven; men der var det endda mørkere under trærne, og vinden hylede frygtelig.

«Lill, vent paa mig! Ve-ent paa mig!» Men Lill løb.

«Lill! Li-ill! Lil-li! Vent paa Alv! Aa, vær saa snild at vente paa Alv, Lill!»

Men Lill hørte ikke. Sneen føg ind i Alvs øine; han kunde neppe se hende nu. «Lill, jeg har noget at fortælle dig — jeg har noget at fortælle dig, Lill!»