— Lill var aldeles ude af syne. Alv forsøgte en gang til, skjønt hans svage, fine stemme næsten var kvalt af graad. «Aa, Lill — Lill, lad Alv komme hjem til jul!»
Han fik intet svar, bare et langt, fælt hyl af vinden, som strøg hen over høiderne og igjennem trærne. Alv stansede og blev staaende ganske stille.
Det var aldeles mørkt nu. De bløde sneflokker var blevet til slud, der stak Alvs kinder som naale og skar som knive i hans øine. Han kunde ikke se veien, og han kunde ikke se himlen. Han puttede sine blaa fingre snart ind i munden, snart op i haaret; men han kunde ikke faa dem varme. De forede sko var blevne ligesaa kolde som sneen, der lagde sig op omkring dem; den lille klædesfrakke og snesokkerne kunde ikke holde den skarpe vind ude. Den lange vinteraften kom — Alvs juleaften. «Lill, kom tilbage!» raabte den stakkels lille Alv og gjorde et svagt forsøg paa at 25løbe videre. Han vidste ikke — han kunde ikke se, hvor han gik. «Jeg skal være snild gut, Lill. Jeg skal ikke være brydsom mere. Jeg skal løbe rigtig fort. Jeg skal ikke dilte bagefter. Aa, hvorfor vil ingen komme efter Alv!» Men der kom ingen efter Alv, og han begyndte at fryse frygtelig.
7. Lills anger.
— Med det samme Lill traadte ind i stuen hjemme, raabte hendes moder: «Men Lill, hvor er Alv?» Hun svarede: «Aa, lige bagefter os. Han var saa sen, og vi» . . . Mere fik hun ikke sagt; hun blev saa angst, saa angst . . Moderen styrtede afsted for at se efter sit barn; Per ilede efter hende. Ingen tænkte paa at tænde lysene. Aftensmaden stod urørt paa bordet, og ilden holdt paa at dø ud i ovnen. Bedstemoder sad foran den og forsøgte at strikke; men der var noget iveien med hendes øine, og hun maatte opgive det. Klemt op i det mørke hjørne sad der en ganske alene og sank rent sammen paa gulvet. Det var Lill. Hun havde ikke sagt et ord; hun havde forsøgt mere end én gang at raabe: «O bedstemoder, tror du, de vil finde ham? Vil Alv fryse ihjel? O bedstemoder! bedstemoder! Jeg vilde ønske, at jeg ogsaa kunde gaa og sige ham, hvor jeg angrer paa det.»
Men hun kunde ikke faa ordene frem. Hun turde ikke minde nogen om, at hun var der; hun vilde heller være glemt. Hun sagde ingenting; men hun tænkte en hel del. Hun tænkte paa Alv, naar han om morgenen løb og legte i sin natskjorte og kastede puder paa hende, medens haaret faldt helt ned over ansigtet paa ham — hun havde været vred paa ham undertiden i disse pudekampe. — Hun tænkte paa Alv i snesokkerne og med den kjække hue og de pene vanter, naar han kastede snebold i gaarden — paa Alvs øine og 26kinder og hans morsomme, lille, flade næse, naar han tittede ind ad det lave vindu for at «skræmme bedstemama.» — Hun tænkte paa Alv ved sukkerkoppen, sirupskrukken og syltetøisskabet — paa hans skøieragtige ansigt, paa hans smilehul. Tænk, om hun aldrig mere skulde se ham! Hun tænkte paa Alv, da han travede efter hende om eftermiddagen og sagde, at hans «fødder var tunge.» Det var en lang vei for saadanne smaa fødder at gaa; det skulde hun have tænkt paa, — ja, hun skulde have tænkt paa det! Hun tænkte paa Alv, da han strævede opover bakken i solskinnet, og da han agede og rullede af kjælken. Hun tænkte paa den skarpe vind og paa Alv, da han løb hjemover i snefoget — paa hans svage stemme, da han raabte efter hende: «Vent paa Alv, Lill! Ve-nt!» Men hun havde ikke ventet. Den stakkels lille Alv! Og dersom han nu aldrig mere skulde bede Lill om at vente! Dersom Lill aldrig skulde kunne fortælle ham, at han ikke var brydsom! Dersom han skulde gaa op til himlen og fortælle englene, at Lill havde kaldt ham den kjedelige Alv!
8. Per med bylten.
— «Hys!» sagde bedstemoder, «hvad er det?»
Det var klinken paa gadedøren. Det var døren, som blev slaaet op. Det var Pers trin i gangen — hans stemme og moderens, men ingen anden. De kom ind, bedækkede med sne. Per havde en bylt i armene, og den var ogsaa bedækket med sne og laa ganske rolig.
Lill bar sig underlig ad. Hun vendte sig om med ansigtet ind imod væggen og holdt hænderne for øinene. Hun fortalte bagefter, at hun ikke havde turdet se.
Men med engang reiste bylten sig iveiret. «Jeg vil gjerne have aftensmad!» sagde en stemme saa lig 27Alvs, som nogen stemme kunde være. — Jeg ved en liden pige, som den aften takkede Gud.
Se, paa denne maade gik det til, at Lill glemte sit juletræ. Men saa var det jo lige godt til næste aften.