20

Nu skal du høre en historie om en liden pige, som skulde have juletræ, og som rent glemte det.

1. Lill og Alv gjør sig istand til en agetur. — Lill havde en liden broder, som hed Alv. En eftermiddag foreslog Lill, at hun og Alv skulde gaa ud og age.

«Jeg er bare bange, det bliver uveir,» sagde hendes moder og saa paa den mørke sky; men hun vilde gjerne være Alv kvit en stund; thi det var juleaften, og juletræet skulde pyntes.

«Aa, det kunde da aldrig give sig til at blive stygt veir juleaften,» sagde Lill.

«Nei, det kunde da vel aldrig blive stygt veir juleaften,» gjentog Alv, som altid syntes, at han maatte sige efter, hvad Lill sagde.

Saa tog da Lill paa sig sin hue med det blaa silkefor og dusken bagi, og moderen klædte paa Alv. Hun havde paa ham snesokkerne, de smaa, uldforede snesko, klædesfrakken og det røde skjerf og de pene, smaa vanter med den røde bord om haandledene og den kjække hue, kantet med fløiel. Saa maatte han rundt og kysse allesammen, som om han stod paa veien til at gjøre en tur over til Amerika paa et aars tid. Alv, som havde lært, at han maatte finde sig i det, tog det altsammen rolig. Endelig var de færdige og havde alt naaet døren. Da kaldte moderen ham tilbage for at kysse hans øine, «for de lignede saa papas idag», sagde hun. Alv sagde ingenting; men det var 21nok næsten forbi med hans taalmodighed dengang; for han betroede Lill paa veien, at han ikke kunde begribe, hvorfor alle tanterne og barnepigen bestandig skulde kysse ham, og at han nok undredes paa, om de vilde kalde ham kjælegutten sin, naar han blev saa stor som Per.

2. Lills veninder.

— Gjertrud var Lills bedste, kjæreste og fortroligste veninde. Forrige uge havde det været Johanne Witt; men Johanne Witt havde givet en sukkerstang til Anna Holm, og det var Lill bleven saa fornærmet over, at hun ikke havde nikket til Johanne paa tre dage. Ugen forud var det Marte Berg; men Marte havde sagt, at hun troede, Lill var vigtig af det stukne blaa silkefor, hun havde i huen, og efter det var Marte og Lill ikke mere veninder. Næste uge vilde nok venskabet med Gjertrud være forbi. Lill lod gjerne turen gaa rundt til alle i skolen et par gange om aaret.

3. Ageturen.

— Der var endnu lidt solskin tiltrods for skyen, som sneg sig frem, og Alv travede afsted efter Lill og Gjertrud. Han slæbte sin kjælke opad bakkerne, blev siddende fast, naar han forsøgte paa at krybe gjennem gjerderne, og laa bestandig paa næsen, naar han faldt. Han var alligevel saa heldig at naa Langebakken uden at have mistet andet end sit skjerf, den ene vante og lommetørklædet, og nu agede han da paa den skinnende skare hele den lange eftermiddag.

Du skulde bare have seet ham; han brugte bestandig at age nedover bakken med aaben mund, og han havde ikke mere begreb om at styre end en kat. Det var ikke muligt at faa ham til at lade være at skrabe med begge fødderne i bakken hele tiden, saa du kan tænke, han sled 22tre huller i sine snesko bare paa den ene eftermiddag. Hans kjælke snurrede gjerne rundt som en top, og han rullede af som en tul, men strævede sig saa op igjen, agede afsted, snurrede rundt og rullede af igjen. Saa begyndte han at fryse paa fødderne og sagde grædende til Lill, at der var kommet noget ind i hans støvle, og det gjorde ondt. Bedre skjønte han nu ikke, da han frøs.

Men endda morede han sig godt alligevel, og det gjorde Lill og Gjertrud ogsaa, saa de rent glemte skyen. Den havde sneget sig hen over hele himlen nu. Det begyndte at blive mørkt, og en hel hvirvel af sneflokker havde allerede en stund gjort luften ganske hvid, før de merkede det.

4. Paa hjemveien.

— «Au,» sagde Alv og pustede tungt. «Der kommer sne ned igjennem halsen paa mig.»

«Ja, det gjør det ogsaa!» raabte Lill og stansede hurtig. «Skulde du nogensinde have seet saadant?»

«Uf, det er saa koldt ogsaa! Jeg fryser saa!» sagde Gjertrud, «og jeg tror, det er over aftensmadstid. Lad os skynde os hjem, saa fort vi kan!»

«Ja, lad os det; jeg er kjed af at age.»

«Jeg er ogsaa kjed af at age. Gid jeg bare kunde faa stenen ud af mine støvler,» jamrede Alv.

Saa løb de da afsted over markerne. Nu var de en god halv fjerding hjemmefra og halvdelen saa langt fra landeveien; der var gjerder at klyve over og et stykke skog, som de maatte igjennem. Vinden blev bestandig sterkere og sterkere, og sneen faldt tættere og tættere, saa det begyndte at blive vanskeligt.

«Skynd dig, Alv!» sagde Lill, som begyndte at blive utaalmodig. «Hvor sen du er; kom nu!»

23Alv kom efter, saa fort han kunde; men hans ben var saa korte, og hans fødder var saa smaa, at han ikke kunde følge med. Lill maatte vente paa ham, og Lill begyndte at fryse. «Uf, Alv, hvor brydsom du er! Jeg vilde rigtig ønske, at jeg engang kunde faa gaa ud uden at have dig diltende med. Saa, løb nu! Ellers gaar jeg fra dig.»

«Ja, ja», sagde den lille, trætte Alv og begyndte at løbe igjen. «Jeg skal løbe saa fort; men jeg er saa træt; vær saa snild at tage mig i haanden, Lill.»

Men Lill havde stukket begge hænderne i sine kaabelommer for at holde dem varme og lod, som hun ikke hørte det. Det gjorde saa ondt i Alvs bare fingre, og sneen faldt paa dem.

20

Nå skal du høre en historie om en liten pike, som skulle ha juletre, og som rent glemte det.

1. Lill og Alv gjør seg i stand til en agetur. — Lill hadde en liten bror, som het Alv. En ettermiddag foreslo Lill, at hun og Alv skulle gå ut og age.

«Jeg er bare bange, det blir uvær,» sa hennes mor og så på den mørke sky; men hun ville gjerne være Alv kvit en stund; thi det var juleaften, og juletreet skulle pyntes.

«Å, det kunne da aldri gi seg til å bli stygt vær juleaften,» sa Lill.

«Nei, det kunne da vel aldri bli stygt vær juleaften,» gjentok Alv, som alltid syntes, at han måtte si etter, hva Lill sa.

Så tok da Lill på seg sin hue med det blå silkefor og dusken bagi, og moren kledde på Alv. Hun hadde på ham snesokkerne, de små, uldforede snesko, klædesfrakken og det røde skjerf og de pene, små vanter med den røde bord om haandledene og den kjekke hue, kantet med fløyel. Så måtte han rundt og kysse allesammen, som om han stod på veien til å gjøre en tur over til Amerika på et aars tid. Alv, som hadde lært, at han måtte finne seg i det, tok det altsammen rolig. Endelig var de ferdige og hadde alt nået døren. Da kalte moren ham tilbake for å kysse hans øyne, «for de lignet så papas i dag», sa hun. Alv sa ingenting; men det var 21nok nesten forbi med hans tålmodighet dengang; for han betrodde Lill på veien, at han ikke kunne begripe, hvorfor alle tanterne og barnepiken bestandig skulle kysse ham, og at han nok undredes på, om de ville kalle ham kjælegutten sin, når han ble så stor som Per.

2. Lills venninner.

— Gjertrud var Lills beste, kjæreste og fortroligste venninne. Forrige uke hadde det været Johanne Witt; men Johanne Witt hadde gitt en sukkerstang til Anna Holm, og det var Lill blitt så fornærmet over, at hun ikke hadde nikket til Johanne på tre dage. Uken forut var det Marte Berg; men Marte hadde sagt, at hun trodde, Lill var viktig av det stukne blå silkefor, hun hadde i huen, og etter det var Marte og Lill ikke mer venninner. Neste uke ville nok vennskapet med Gjertrud være forbi. Lill lot gjerne turen gå rundt til alle i skolen et par gange om året.

3. Ageturen.

— Der var ennå litt solskinn tiltrods for skyen, som snek seg frem, og Alv travet av sted etter Lill og Gjertrud. Han slepte sin kjelke oppad bakkene, ble sittende fast, når han forsøkte på å krype gjennom gjerderne, og lå bestandig på nesen, når han falt. Han var allikevel så heldig å nå Langebakken uten å ha mistet annet enn sitt skjerf, den ene vante og lommetørkleet, og nå agede han da på den skinnende skare hele den lange ettermiddag.

Du skulle bare have sett ham; han brukte bestandig at age nedover bakken med åpen munn, og han hadde ikke mer begrep om å styre enn en katt. Det var ikke mulig å få ham til å la være at skrape med begge føttene i bakken hele tiden, så du kan tenke, han sled 22tre huller i sine snesko bare på den ene ettermiddag. Hans kjelke snurret gjerne rundt som en topp, og han rullet av som en tul, men strevde seg så opp igjen, agede av sted, snurret rundt og rullet av igjen. Så begynte han å fryse på føttene og sa gråtende til Lill, at der var kommet noe inn i hans støvel, og det gjorde ondt. Bedre skjønte han nå ikke, da han frøs.

Men enda moret han seg godt allikevel, og det gjorde Lill og Gjertrud også, så de rent glemte skyen. Den hadde sneget seg hen over hele himlen nå. Det begynte å bli mørkt, og en hel virvel av sneflokker hadde allerede en stund gjort luften ganske hvit, før de merket det.

4. På hjemveien.

— «Au,» sa Alv og pustet tungt. «Der kommer sne ned igjennom halsen på meg.»

«Ja, det gjør det også!» ropte Lill og stanset hurtig. «Skulle du noensinne have sett sådant?»

«Uff, det er så kaldt også! Jeg fryser så!» sa Gjertrud, «og jeg tror, det er over aftensmatstid. La oss skynde oss hjem, så fort vi kan!»

«Ja, la oss det; jeg er kjed av å age.»

«Jeg er også kjed av å age. Gid jeg bare kunne få steinen ut av mine støvler,» jamrede Alv.

Så løp de da av sted over markene. Nå var de en god halv fjerding hjemmefra og halvdelen så langt fra landeveien; der var gjerder å klyve over og et stykke skog, som de måtte igjennom. Vinden ble bestandig sterkere og sterkere, og sneen falt tettere og tettere, så det begynte å bli vanskelig.

«Skynd deg, Alv!» sa Lill, som begynte å bli utålmodig. «Hvor sen du er; kom nå!»

23Alv kom etter, så fort han kunne; men hans ben var så korte, og hans føtter var så små, at han ikke kunne følge med. Lill måtte vente på ham, og Lill begynte å fryse. «Uff, Alv, hvor brydsom du er! Jeg ville riktig ønske, at jeg engang kunne få gå ut uten å ha deg diltende med. Så, løp nå! Ellers går jeg fra deg.»

«Ja, ja», sa den lille, trette Alv og begynte å løpe igjen. «Jeg skal løpe så fort; men jeg er så trett; vær så snild å ta meg i hånden, Lill.»

Men Lill hadde stukket begge hendene i sine kaabelommer for å holde dem varme og lot, som hun ikke hørte det. Det gjorde så ondt i Alvs bare fingre, og sneen falt på dem.