Da Christian den Fjerde ved sin Fader Frederik den Andens Død 1588 kun var 11 Aar gammel, blev Regjeringen overdragen til fire danske Rigsraader, der i otte Aar styrede Rigerne. Da han var nitten Aar gammel, tiltraadte han selv Regjeringen, dannet ved en omhyggelig Opdragelse og udrustet med saadanne Sjæls og Legems Gaver, der indgyde Agtelse og Kjærlighed.
De foregaaende Konger ligefra Foreningen med Danmark havde kun lidet bekymret sig om Norges Vel. Christian derimod lod sjelden et Aar gaa hen uden idetmindste een Gang at see til Norge, som han tog sig af med sand Faderkjærlighed. De norske Lehn og betydelige Embeder, som hidindtil havde været i den danske Adels Hænder, bleve nu ogsaa overdragne til Indfødte, og en i Norge født dansk Adelsmand Hans Pedersøn Basse blev udnævnt til Cantsler, der var en af Landets høieste Embedsmænd.
De gamle skrevne Love, der i Tidens Løb næsten vare blevne ubrugelige, bleve af erfarne Mænd forbedrede og ved Trykken offentliggjorte under Navn af den norske Lovbog, hvilken i det Væsentlige er overeensstemmende med 37Magnus Lagabøters. En norsk Kirkeordinants blev udstedt, da man forhen havde maattet hjelpe sig med den danske, som ikke ret passede. Skolevæsenet blev forbedret og den protestantiske Læres Reenhed overholdt, idet flere Jesuiter*) deels bleve landsforviste, deels snege sig ud af Landet.
Handelen og de øvrige Næringsveie søgte Christian at fremme. Den hidindtil forsømte Bjergværksdrift blev ophjulpen. En Bondedreng i Sandsvær, som gjætede sin Faders Kvæg, fandt ved en Hændelse Sølvmalm, der lovede saa rigt Udbytte, at Kongen i Aaret 1624 anlagde Bjergstaden Kongsberg og fik det berømte Sølvværk i Drift. Sexten Aar sildigere fandt Bonden Hans Aasen den rige Kobbermalm, der grundede Røraas Kobberværk, det vigtigste i Norge. Forsvarsvæsenet blev forbedret, idet Skydegeværer bleve uddeelte til Almuen, der blev oplært i at bruge samme, og tvende nye Stæder, Christiania (1624) og Christianssand (1641), bleve anlagte, den første istedet for det kort forhen ved Vaadeild ødelagte Oslo.
Christian førte tre Krige. Den første, som blev ført mod den svenske Konge Carl den Niende, der lod sig kalde Lappernes Konge og krævede Skat i den norske Lapmark, kalder man almindelig Kalmarkrigen. Den endtes efter et Par Aars Forløb ved en Fred til Knærød 1613, hvor Carls Søn, den store Gustaf Adolf, opgav sin Formands Fordringer og betalte en Million Daler i Krigsomkostninger. Denne Krig blev i Norge kaldet Skottekrigen. Den svenske Konge havde nemlig ladet hverve endeel skotske Krigsfolk, som under Krigen landede i Norge. Da den norske Hær var rykket ind i Sverige, ventede de kun liden 38Modstand paa deres Gjennemmarsch. Den ene Anfører, Oberst Munchhaven, slap ei alene uden Modstand igjennem Størdalen*), hvor Bønderne og deres feige Anfører Steen Bilde ei dristede sig til at gjøre Modstand, men erobrede endog Herjedalen og Jemteland. Ilde gik det derimod den anden Høvding Oberst Georg Sinclair, der landede med 900 Mand ved Veblungsnæsset i Romsdalen, hvor den raske Peder Klungenes ifølge Sagnet med beraad Hu viste disse ubudne Gjæster en saare besværlig Vei, for at de kjekke Gudbrandsdøler kunde faa Tid til at samle sig. Ved det trange Bjergpas Kringelen besluttede Bønderne fra Lesø, Vaage, Froen og Ringebo Præstegjelde under Anførsel af Lensmændene Lars Hage og Berdon Seielstad at oppebie Fienden. Sinclair sank for Berdons sikkre Rifle, og hans Skotter bleve deels styrtede i den forbirindende Lougen Elv, deels nedhuggede i den trange Fælde. Fortroppen, som man uhindret havde ladet passere, blev indhentet ved Solheim og der dræbt af de forbittrede Bønder, som ingen Skaansel kjendte. Ved Kvams Kirke vises Sinclairs Grav, og paa Stedet, hvor han faldt, staar endnu en Støtte. Gudbrandsdalens Bønder have bevaret mangt et Sagn om denne Krig, som Digteren Edvard Storm har foreviget i sin bekjendte Sang: „Hr. Zinklar drog over salten Hav.“
Den anden Krig, hvilken Christian førte i Tydskland mod Keiser Ferdinand den Anden og de Katholske, som Forsvarer for sine betrængte Troesforvandte Lutheranerne, men uden Held, gav først Anledning til den staaende Hærs Oprettelse her i Riget.
Den tredie Krig maatte Christian føre paa sine gamle Dage med de Svenske, som pludseligen brøde ind i Holstein 39og Danmark. Uagtet Kongen selv kjæmpede som Helt, især i et blodigt Søslag ved Femern, hvor han blev saaret, og uagtet hans Svigersøn, Norges Statholder Hannibal Sehested, ei uden Held førte Krigen paa den norske Grændse, blev Christian dog nødt til at slutte en ufordeelagtig Fred til Brømsebro 1645, hvor han iblandt andet maatte afstaa de gamle norske Landskaber Jæmteland og Herjedalen. I denne Krig var det, at Sognepræsten i Ullensaker Kjeld Stub gjorde sig saa bekjendt. Da han i sin Ungdom havde tjent i Krigen, paatog den modige Præst sig Opsynet ved Grændseposterne i Akershus Stift. Saalænge Krigen varede, udførte han dette besværlige Hverv med stor Nidkjærhed og Opoffrelse. Efter Krigen var endt, vendte han tilbage til sit Kald, hvor han døde 1668.
Aaret efter Freden reiste den alderstegne Christian for sidste Gang til Norge, for hvilket han i den sidste Krig havde sørget med sin sædvanlige Omhu. Han blev modtaget med den hjertelige Glæde, som han fortjente, og opholdt sig der i syv Uger. Ikke længe efter endte denne brave og virksomme Fyrste sit daadrige Liv paa Rosenborg Slot i Kjøbenhavn den 28de Februar 1648.
Under denne Konge levede i Undal ved Mandal den videnskabelige Præst Peder Clausson, der har oversat Snorre Sturlasons og hans Fortsætteres norske Kongers Sagaer og forfattet en Beskrivelse over Norge. Hans Samtidige vare den danske Rigskantsler Arild Huitfeld, der har skrevet Danmarks Krønike, som gaaer til 1559. Han har gjort sig fortjent af sit Fødeland Norge ved i den at optage mange vigtige Efterretninger, som angaa Norges Historie. Paa samme Tid udmærkede en norsk Mand Cort Axelsson sig som Theolog ved Kjøbenhavns Universitet. I Christian den Fjerdes Tid begyndte man først at bruge Tobak i Norge.