Ved Christian den Tredies og hans Samtidige den svenske Konge Gustaf Wasa’s Død fik de nordiske Riger to unge Fyrster, nemlig: Frederik den Anden, Konge i Danmark med Norge, og Erik den Fjortende, Konge i Sverige. Strid om nogle Ubetydeligheder, f. Ex. om hvo der havde Ret til at føre 3 Kroner i sit Vaaben, tjente som Paaskud til en blodig og ødelæggende Krig, der i syv Aar herjede Landene og lagde Grunden til det unaturlige Nationalhad imellem Nordens ved Sprog, Seder og Religion nær beslægtede Folkeslag. Ødelagte Gaarde, brændende Byer og Uskyldiges Drab betegnede paa begge Sider de kjæmpende Partiers Skridt. Norge led især meget ved de svenske Streifepartier, der havde stor Fremgang. Throndhjem blev erobret, Hamar, Sarpsborg og Oslo bleve opbrændte, og de stærke Slotte Bahus og Akershus langvarig beleirede. Disse Slotte bleve imidlertid tappert forsvarede. Throndhjem blev gjenerobret, og den virksomme Mogens Svale gav Fienden nok at bestille. Kjede af denne hensigtsløse Kamp sluttede de stridende Magter endelig Fred i Stettin (1570), hvor Frederik blandt Andet fik Ret til at føre 3 Kroner i sit Vaaben.
Norges Forfatning var under Frederiks lange Regjering høist maadelig. Det havde under Christian den Tredie 36tabt sit Rigsraad og behandledes aldeles som en Provinds af Danmark. De norske Lehn overdroges til danske Adelsmænd, og den norske Adel tabte sig efterhaanden blandt Bondestanden. For Rigets Forsvar var aldeles ikke sørget ved Syvaarskrigens Udbrud. Intet Under derfor, at de Svenske huserede saa slemt i Landet. — I det afbrændte Sarpsborgs Sted blev Frederiksstad anlagt. I denne Konges Tid er uden Tvivl Brugen af det fordærvelige Brændeviin først indført.