Igjennem Aarhundreder var Christi guddommelige Lære bleven saa forvansket ved menneskelige Tilsætninger og grov Overtro, at man i de Tiders Christendom skulde have Vanskelighed ved at gjenkjende dens himmelske Oprindelse. Tro, Haab og Kjærlighed blev i de Dage ei betragtet som et nødvendigt Særkjende paa en ægte Christen. Man glemte Gud og Frelseren over dennes foregivne, ufeilbare og uindskrænkede Statholder Paven og en utallig Skare af Helgener. Hiin tiltog sig Ret til at løse Menneskerne fra deres Forpligtelser, tilgive dem deres Synder, straffe dem med Bandsættelse og true med evig Fordømmelse. Disse bleve anseete for at besidde en saadan Overflod af Hellighed, at de kunde overlade en Deel til de Syndere, der udbade sig deres Forbøn ved Guddommens Throne. St. Olaf, St. Halvard og den hellige Sunniva vare de fornemste af de Helgener, som vore Forfædre tilbade. Geistligheden blev ogsaa betragtet som Mægler mellem Gud og Mennesker; og Alt, som med den stod i Forbindelse, blev anseet for helligt. At faste hver Fredag, daglig høre en Ottesang og opramse en latinsk Bøn, med Selvpiinsler at tæmme Kjødets Lyster, at gjøre Valfarter til Stæder, der ansaaes for at være hellige, at skjænke Noget til gudeligt Brug, at gaa i Kloster, at ligge begraven i indviet Jord, og at lade læse en Sjælemesse, ansaaes for sikkre Midler til at naa Paradiis. At læse i den hellige Skrift var Lægmanden endog forbudt, og denne Sandhedens rene Kilde var endogsaa for den norske Geistlighed en næsten ubekjendt Bog. Overtro og Ryggesløshed herskede i Kirken. 33Vel fremtraadte der stundom Mænd, som dristigen talede mod Samtidens Vanart og Overtro; men de Fleste maatte bøde med Livet, indtil at Sandhedens uforfærdede Talsmand Martin Luther fremstod. Denne mærkværdige Mand var født af fattige Forældre i Eisleben i det nordlige Tydskland, den 10de November 1483. Som Lærer ved Universitetet i Wittenberg søgte han at befrie Christendommen fra dens mange menneskelige Tilsætninger og føre den tilbage til dens oprindelige Reenhed. Med Kraft og Held virkede han lige indtil sin Død den 18de Februar 1546. Hans Forbedringer (Reformation) fandt mange Tilhængere, der bleve kaldte Lutheranere eller Protestanter, for at adskille dem fra Katholikerne, eller Papisterne, der vedbleve at erkjende Paven for Kirkens Overhoved.
Kong Frederik den Førstes Søn og Efterfølger Christian den Tredie yndede, ligesom hans Fader, den lutherske Kirkeforbedring, som han derfor søgte at faa indført. Den samme danske Herredag, der 1536, tvertimod Vilkaarene i den kalmarske Forening, vedtog den berygtede Bestemmelse, at Norge i Fremtiden ei skulde være et Rige for sig selv, men et Ledemod af Danmarks Rige, bestemte ogsaa, at de katholske Biskopper skulde afsættes og den lutherske Kirkeforbedring indføres. Store Uroligheder fandt imidlertid Sted i Norge. Den mægtige throndhjemske Erkebiskop Olaf Engelbrektson havde tilligemed en stor Deel af Riget erklæret sig for den fangne Christian den Andens Parti, som i Danmark under Greve Christopher af Oldenburgs Anførsel havde gjort Christian den Tredie langvarig Modstand. Christian den Tredies Sendebud til Erkebispen bleve fængslede i Throndhjem og en af dem, Vincents Lunge, blev endog myrdet paa Erkebispens Foranstaltning. Denne 34søgte derpaa at bemægtige sig Bergenhus og Akershus, som vare det danske Parties vigtigste Støtter. Forsøget mislykkedes imidlertid, og da Olaf Engelbrektson fik Underretning om, at Christian den Andens Tilhængere i Danmark vare overvundne og en dansk Flaade var sendt til Throndhjem, tabte han ogsaa Modet og flygtede til Nederlandene, hvor han kort efter døde. Saaledes mistede Norge uheldigviis den eneste Mand, der havde Villie og Magt til at gjøre Noget for Rigets Selvstændihed og modsætte sig de Danskes Planer.
Berøvet sit Rigsraad og sine Biskopper, og derved tillige sin Selvstændighed, blev Riget et forsvarsløst Rov for de opsendte danske Adelsmænd. Disse sørgede mere for at fremme egen Fordeel, skille Kirkerne ved deres Kostbarheder og tilintetgjøre alle udvortes Levninger af den katholske Gudstjeneste, end for at omvende og oplyse Folket, der endnu længe vedblev i Grunden at være katholsk og i høi Grad uvidende. Paa Island fandt den nye Kirkeforbedring heftig Modstand, der endog gik saavidt, at den sidste katholske Biskop i Hole Stift, Jon Areson, blev henrettet.
En Landsmand fra disse Tider, hvis Minde fortjener at bevares, er Geble Pederssøn. Han var født paa Helgeland og var en af de faa Samtidige, der med sand Iver tog sig af den norske Kirkeforbedring. Som første evangeliske Biskop i Bergen sørgede han med Nidkjærhed og Indsigt for Religionens Fremme og Kirkens Tarv. For at danne duelige Lærere tog han sig med Iver af det forsømte Skolevæsen, idet han ei alene anvendte en Deel af sine Indkomster til at ophjelpe samme, men endog selv underviste en Time daglig ved Bergens latinske Skole, hvis Bestyrer han tilforn havde været. Efter tyve Aars rosværdige 35Virksomhed døde denne brave Mand i en høi Alder 1557. Christian den Tredie overlevede ham kun to Aar.
I denne Konges sidste Levedage begyndte Lehnsherren i Bergen, Christopher Walkendorff, at sætte Grændser for de hanseatiske Handlendes Egenraadighed og Voldsomhed.