Kong Hakon den Sjette havde med den danske Kongedatter Margreta en Søn, Olaf den Femte, der ved Morfaderens Waldemar Atterdags Død blev Konge i Danmark og fire Aar senere arvede Norges Krone efter sin Fader 1380. Olaf døde ung, og med ham uddøde i Aaret 1387 den gamle norske Kongestamme. Vel levede endnu Olafs Frænde, Hakon Jonssøn, Kong Hakon den Femtes Dattersøns Søn; men den snedige Margreta, der havde et stort Parti blandt den mægtige Geistlighed, besteg ei alene den norske og danske Throne, men afsatte endog 30med Vaabenmagt den svenske Konge Albrecht af Mecklenburg, som idelig havde forhaanet hende.
For at bringe en nøiere Forening i Stand imellem de tre nordiske Riger, sammenkaldte hun en Rigsforsamling i Kalmar, hvor den berømte kalmarske Union (Forening) blev stiftet 1397. Ifølge den skulde alle tre Riger regjeres af en fælles valgt Konge; men hvert Rige styres efter egen Lov og Ret, have sit eget Rigsraad og beholde sin Selvstændighed. Dronning Margreta døde 1412.
Kongernes Uduelighed, Geistlighedens og Adelens overdrevne Magt, Nationalhad og flere Aarsager bevirkede imidlertid, at denne Forening hverken blev varig eller heldbringende. Den usle Eirik af Pommern, Christopher af Bayern, den svenske Konge Carl Knutsson, der ganske kort tillige var Norges Konge, Christian den Første af Oldenburg og dennes Søn Hans eller Johan synes alle ganske at have manglet den Klogskab og Kraft, der udfordredes til at være Unionskonger. De Svenske grebe flere Gange til Vaaben og fandt i Engelbrekt Engelbrektsson og Sturerne duelige Rigsforstandere. I Norge herskede ogsaa stor Misfornøielse, da Landet led meget ved Hanseaternes Overmod og de kongelige Tjeneres Udpresninger. Under den svage og ødsle Christian den Første opstod der en almindelig Gjæring i Landet, da Kongen havde gjort flere Indgreb i Landets Rettigheder og blandt andet uden det norske Rigsraads Vidende og Villie pantsat til Skotterne Ørken- og Hetlandsøerne. Endnu farligere bleve de norske Uroligheder under Kong Hans. Befalingsmanden paa Akershus Knut Alfssøn, en Mand, som ved Fødsel og mægtig Familie baade i Norge og Sverige stod i stor Anseelse, indlod sig i Forbindelse med de Svenske, der havde gjort Opstand under Steen Sture den Ældre. 31At Knut blev dræbt paa Anstiftelse af Kongens Sendemænd, gjorde kun Ondt værre. Herluf Hyttefad stillede sig nu i Spidsen for en Opstand, der blev saa alvorlig, at Kongen ei vidste andet Raad, end at sende sin eneste Søn, den unge Christian, med en Hær til Norge. Med Strenghed kuede han Opstanden; Herluf Hyttefad blev slagen, fangen, lagt paa Pinebænken og siden henrettet, og nogle Deeltagere maatte ogsaa bøde med Livet.
Christian den Anden, der endnu i Faderens Levetid i ti Aar som Statholder bestyrede Norge, manglede ikke Evne til at blive en duelig Konge; men en forsømt Opdragelse, et haardt Gemyt og heftige Lidenskaber gjorde ham til en Tyran. Det stockholmske Blodbad, hvorved en stor Mængde Svenske især Adelige ei alene uden Lov og Dom, men endog mod tilsagt Tryghed bleve henrettede (1520), skilte ham ved den svenske Krone. Hans Egenmægtighed og den store Indflydelse, som den kloge, men overmodige Sigbrit, hans Frille Dyvekes Moder, havde vundet over ham, foraarsagede, at den jydske Adel (1523) opsagde ham Huldskab og Troskab. Uagtet han havde talrige Venner baade i Danmark og Norge, især blandt Borger- og Bondestanden, flygtede han dog utidig til Nederlandene for at søge Hjelp hos sin mægtige Svoger Keiser Karl den Femte. Derved blev det let for hans uduelige Farbroder Frederik den Første samme Aar at blive Danmarks og Norges Konge. Christians Forsøg paa at gjenerobre Norge i Aaret 1531 og 1532 mislykkedes, uagtet han der fandt talrige Tilhængere. Den ulykkelige Fyrste blev endog mod givet Løfte fængslet og maatte i samfulde 27 Aar bøde for egen Brøde og Frænders troløse Haardhed.