28

Uagtet Norge aldrig havde havt en saa varig indvortes Fred, som under Hakons Efterfølgere: Magnus Lagabøter, Eirik Præstehader, Hakon V, Magnus VII, der tillige var Konge i Sverige, Hakon VI og Olaf V, tabte Landet dog efterhaanden sin Kraft og Anseelse.

Kongerne vare i Almindelighed brave Mænd, der ved Love og Forordninger søgte at fremme Landets Bedste; men de fleste synes at have manglet tilbørlig Kraft og Indsigt i Statsstyrelsen. Følgen deraf var, at de mægtige geistlige og verdslige Høvdinger tiltoge sig en for Konge og Land lige skadelig Magt. Magnus Lagabøter, saa kaldet for sine Fortjenester af den norske Lovgivning, fuldendte vel Islands Underkastelse, som allerede var begyndt under hans Fader, men solgte til Skotland Suderøerne, hvilket Nogle betragte som en af Aarsagerne til den norske Flaades Forfald. Denne, som under Hakon den Gamle bestod af omtrent 300 Skibe, blev nu saa ubetydelig, at de norske Konger stundom endog lode sig foreskrive Love af de snue 29og overmodige tydske Kjøbmænd, der under Navn af Hanseater bidroge saare meget til Norges Svækkelse.

Det, som imidlertid fuldendte Norges Afmagt, var den frygtelige Landfarsot, der under Benævnelse „Pesta“, „Store Mannadauen“ og „den sorte Død“ endnu lever i Folkets Minde. Den kom fra Asien og udbredte sig med frygtelig Kraft og Hurtighed over en stor Deel af Jorden. Den yttrede sig her i Landet med smaa Buler og sorte Flekker, som medførte brat Død. Paa et inddrevet Skib, hvis Mandskab var uddøet, blev den 1349 bragt til Bergen, hvorfra den udbredte sig overalt i Landet, ødelagde Folk og Fæ, tilintetgjorde al Virksomhed og svækkede Norge uerstatteligen.

Under Hakon den Femte, der, saavelsom hans Broder Eirik Præstehader, førte Krig med Danmark, nedsatte Nordmænd sig først i Finmarken, som til den Tid alene beboedes af Finner eller Lapper, et fra de Norske aldeles forskjelligt omvankende Folkefærd, der dog fra de ældste Tider har været Norges Konger skatskyldigt.

28

Uaktet Norge aldri hadde hatt en så varig innvortes fred, som under Hakons etterfølgere: Magnus Lagabøter, Eirik Præstehader, Hakon V, Magnus VII, der tillike var konge i Sverige, Hakon VI og Olaf V, tapte landet dog etterhånden sin kraft og anseelse.

Kongene var i alminnelighet brave menn, der ved Love og forordninger søkte å fremme Landets Bedste; men de fleste synes å ha manglet tilbørlig kraft og innsikt i Statsstyrelsen. Følgen derav var, at de mektige geistlige og verdslige høvdinger tiltok seg en for konge og land like skadelig makt. Magnus Lagabøter, så kalt for sine fortjenester av den norske lovgivning, fullendte vel Islands underkastelse, som allerede var begynt under hans far, men solgte til Skottland Suderøerne, hvilket Nogle betrakte som en av årsakene til den norske flåtes forfall. Denne, som under Hakon den Gamle bestod av omtrent 300 skip, ble nå så ubetydelig, at de norske konger stundom endog lot seg foreskrive Love av de snue 29og overmodige tyske kjøpmenn, der under navn av hanseater bidro såre meget til Norges Svækkelse.

Det, som imidlertid fullendte Norges Afmagt, var den fryktelige Landfarsot, der under benevnelse „Pesta“, „Store Mannadauen“ og „den sorte død“ ennå lever i Folkets Minde. Den kom fra Asien og utbredte seg med fryktelig kraft og hurtighet over en stor del av jorden. Den ytret seg her i landet med små buler og sorte flekker, som medførte brat død. På et inddrevet skip, hvis mannskap var utdødd, ble den 1349 brakt til Bergen, hvorfra den utbredte seg overalt i landet, ødela folk og fe, tilintetgjorde all virksomhet og svækkede Norge uerstattelig.

Under Hakon den Femte, der, saavelsom hans bror Eirik Præstehader, førte Krig med Danmark, nedsatte nordmenn seg først i Finmarken, som til den tid alene beboedes av finner eller Lapper, et fra de Norske aldeles forskjellig omvankende folkeferd, der dog fra de eldste tider har vært Norges konger skattskyldig.