Magnus’s Død satte imidlertid ei Sverrer i rolig Besiddelse af Norges Throne. Han maatte under sin hele Regjering kjæmpe deels med fiendtlige Partier, der stedse fandt Tilhold i Danmark og hos den urolige søndenfjeldske Almue, deels med den overmodige Geistlighed. Denne havde nogen Tid tilforn faaet et mægtigt Overhoved i Erkebiskoppen i Nidaros. Denne Erkebispestol saavelsom Hamars Bispesæde stiftedes 1152. Den første Erkebiskop hedte Jon Birgerssøn, og hans Efterfølger Eystein, en Mand af høi Byrd og store Evner, havde saaledes forøget Geistlighedens, Indflydelse, at den blev farlig for Kongemagten. Det var den samme Eystein, som lod bygge Throndhjems berømte Domkirke. Med hans Eftermand Eirik havde Sverrer en heftig Strid, der endte med, at Erkebiskoppen maatte forlade Landet.

Den farligste blandt Kongens Modstandere var imidlertid Nicolaus Arnason, Biskop i Oslo, en ærgjerrig, urolig og troløs Mand, der misbrugte sine store Evner til 25at vedligeholde de ødelæggende Borgerkrige. Han stod i Forbindelse med den landflygtige Erkebisp Eirik og var den egentlige Stifter af det farlige Baglerparti. Ingensinde kom Sverrer i større Forlegenhed, og ingensinde viste hans sjeldne Evner sig i et mere glimrende Lys. Paven satte ham i Band; Baglerne bemægtigede sig den største Deel af Landet; Birkebeinerne bleve slagne i flere Træfninger, og i Viken udbrød en farlig Opstand, fordi han havde paalagt en ny Skat. Sverrer bygger i en Hast en Flaade, slaaer de overmodige Bagler ved Tauterø i Throndhjemsfjorden, dæmper Opstanden i Viken og tvinger den anseelige Baglerhøvding Hreidar Sendemand til at overgive sig paa Borgen ved Tunsberg. Svækket ved den sidste Krigs Anstrengelser, endte Sverrer kort efter, den 9de Marts 1202 sit daadrige Liv i Bergen.

Under denne Konge antages det mærkværdige Skrift Kongespeilet at være forfattet, hvori Nogle mene, at Sverrer selv har havt Deel. Kort før hans Regjering forfattede en Munk i Nidaros, Thjodrek, en kort norsk Historie i det latinske Sprog. Til sin egen Historie eller Saga, som den islandske Abed Carl Jonsson begyndte, har Kong Sverrer meddeelt Bidrag. Omtrent i Sverrers Tid synes Lagmandsværdigheden at være opkommen i Norge.

Magnus’s død satte imidlertid ei Sverrer i rolig besittelse av Norges Throne. Han måtte under sin hele regjering kjempe dels med fiendtlige partier, der stedse fant tilhold i Danmark og hos den urolige sønnenfjelske Almue, dels med den overmodige geistlighet. Denne hadde noen tid tilforn fått et mektig Overhoved i erkebiskopen i Nidaros. Denne erkebispestol saavelsom Hamars Bispesæde stiftedes 1152. Den første erkebiskop hette Jon Birgerssøn, og hans etterfølger Eystein, en mann av høy Byrd og store evner, hadde således forøket Geistlighedens, innflytelse, at den ble farlig for kongemakten. Det var den samme Eystein, som lot bygge Throndhjems berømte domkirke. Med hans Eftermand Eirik hadde Sverrer en heftig strid, der endte med, at erkebiskopen måtte forlate landet.

Den farligste blant Kongens motstandere var imidlertid Nicolaus Arnason, biskop i Oslo, en ærgjerrig, urolig og troløs mann, der misbrukte sine store evner til 25å vedlikeholde de ødeleggende borgerkriger. Han stod i forbindelse med den landflyktige Erkebisp Eirik og var den egentlige stifter av det farlige Baglerparti. Ingensinde kom Sverrer i større forlegenhet, og ingensinde viste hans sjeldne evner seg i et mer glimrende lys. Paven satte ham i band; Baglerne bemektiget seg den største del av landet; Birkebeinerne ble slagne i flere trefninger, og i Viken utbrøt en farlig oppstand, fordi han hadde pålagt en ny skatt. Sverrer bygger i en hast en flåte, slaaer de overmodige Bagler ved Tauterø i Throndhjemsfjorden, demper oppstanden i Viken og tvinger den anselige Baglerhøvding Hreidar sendemann til å overgi seg på Borgen ved Tunsberg. Svekket ved den siste Krigs anstrengelser, endte Sverrer kort etter, den 9de mars 1202 sitt dådrike Liv i Bergen.

Under denne konge antas det merkverdige skrift Kongespeilet å være forfattet, hvori Nogle mene, at Sverrer selv har hatt del. Kort før hans regjering forfattede en munk i Nidaros, Thjodrek, en kort norsk historie i det latinske språk. Til sin egen historie eller saga, som den islandske Abed Carl Jonsson begynte, har Kong Sverrer meddelt bidrag. Omtrent i Sverrers tid synes lagmannsverdigheten å være opkommen i Norge.