21

Ved Sigurds Død begyndte en for Norge ulykkelig Tid, hvori Landsmænd kjæmpede mod Landsmænd, hvor Borgerblod flød i Strømme, og hvor Skaansel blev et fast ukjendt Ord. I disse Borgerkrige var Ingen sikker paa Liv og Eiendom. Kirkefred og Eder bleve brudte, Bønder 22og Høvdinger indebrændte eller myrdede og Slægtskabs og Venskabs Baand krænkede. Flere Konger kjæmpede stedse om Kronen; thi ved at bære gloende Jern (Jernbyrd) kunde man i de Dage bevise sin Ret til den.

Sigurds eneste Søn Magnus blev, kun 18 Aar gammel, paa det grusomste lemlæstet af sin foregivne Farbroder Harald Gille, som var kommen over til Norge fra Ireland. Denne Harald blev igjen efter sex Aars kraftløse Regjering myrdet af Sigurd Slemmedegn, der udgav sig for hans Broder.

Haralds tre Sønner Sigurd, Eystein og Inge kjæmpede indbyrdes om Riget; de to ældste bleve overvundne og dræbte af den yngste, Inge, som i den djerve Gregorius Dagssøn fandt en Støtte og trofast Ven. Denne duelige Mands Fald overlevede Inge ei længe. Han blev slagen ved Oslo af sin Brodersøn Hakon Sigurdssøn Hærdabreid, som dog ei længe nød godt af sin Seier. Erling Skakke, en mægtig og klog Høvding, der var gift med Sigurd Jorsalfarers Datter Christina, lod sin fem Aar gamle Søn Magnus kaare til Konge. Hakon blev (1162) overvunden og myrdet i Steinavaag i Romsdalen.

Ved at smigre den mægtige Geistlighed og udrydde den gamle Kongeslægt søgte Erling at sikkre sin Søn Norges Kongestol. Uagtet Flere af Kongefamilien vare ryddede af Veien af den grusomme Erling, vovede dog den unge Eystein Eysteinssøn Meila en Kamp. Han stillede sig i Spidsen for de haardføre og krigerske Birkebeiner, men blev slagen af den unge Magnus Erlingssøn og den erfarne Orm Kongsbroder paa Re*) og myrdet af en Bonde, hos hvem han søgte Tilflugt. De adspredte Birkebeiner fandt imidlertid snart en dueligere Anfører i den 23kloge og tappre Sverrer Sigurdssøn. Han var en Broder af Hakon Hærdabreid, men blev udgivet for en Søn af en Kammager, og af Biskop Roe paa Færøerne endog viet til Præst. Da han siden fik sin høie Byrd at vide, drog han over til Norge, hvor han, i Spidsen for de forfulgte og for Alt blottede Birkebeiner, indlod sig i en farlig Kamp med den yndede Magnus og hans listige Fader.

I tvende samfulde Aar maatte Sverrer med sin Helteskare drage om fra Bygd til Bygd, stedse forfulgt af en overlegen Fiende. Ofte var han i Trang for Livets første Fornødenheder; med Bark, Bær og Birkesaft maatte han og hans Folk opholde Livet. Stundom kom han i saa stor Fare, at hans Undergang syntes vis; men med forbausende Standhaftighed, Klogskab og Tapperhed overvandt han enhver Hindring. Engang lod han sine Skibe trække over Land fra Randsfjorden til Mjøsen og overraskede sine Fiender paa Saastad paa Hedemarken. Her viser man endnu en Haug, hvor efter Sagnet Kvinderne stode og græd, medens Birkebeinerne sloge deres Mænd og Frænder ihjel. Haugen kaldes endnu til Minde derom „Graatehaugen.“ En anden Gang blev ham i Jamtaland omringet af en mangefold overlegen Hær. Han begyndte Slaget henimod Aftenen og trak sig, da det begyndte at blive mørkt, med sin liden Skare ud af Kampen, saa at Fiendens Folk gik løs paa hinanden indbyrdes i den Tanke, at det var Birkebeinerne. Om Morgenen angreb Sverrer de udmattede Fiender og vandt en let Seier. Kjed af denne idelige Omflakken, angreb Sverrer i Aaret 1179 med sine 360 Birkebeiner den altfor trygge Erling Skakke og vandt paa Kalvskindet ved Nidaros en afgjørende Seier over sine i Antal langt overlegne Fiender. Den erfarne Erling faldt, og hans Søn Kong Magnus maatte ved Flugten søge Frelse. 24Den vennesæle Magnus havde imidlertid et stort Parti, der i hele fem Aar gav Sverrer nok at bestille. Endelig lykkedes det ham ved Fimreite i Sognefjorden at vinde en afgjørende Seier over det fiendtlige Parti, hvilket blev kaldt Heklunger. 1800 af disse tilligemed den attenaarige Magnus Erlingsson, Orm Kongsbroder og flere anseelige Mænd satte Livet til i denne blodige Kamp (1184). Under Slaget var Sverrer bleven skilt fra sine Folk og kom i Livsfare, da et Skib med flygtende Fiender stævnede mod det Sted, hvor han var; men med sjelden Aandsnærværelse raabte han til dem: „vender tilbage; thi nu tage de Flugten;“ og de gjorde saa.

21

Ved Sigurds død begynte en for Norge ulykkelig tid, hvori landsmenn kjempet mot landsmenn, hvor Borgerblod fløt i strømme, og hvor skånsel ble et fast ukjent ord. I disse borgerkriger var Ingen sikker på liv og eiendom. Kirkefred og Eder ble brutte, bønder 22og høvdinger innebrente eller myrdet og slektskaps og Venskabs bånd krænkede. Flere konger kjempet stedse om kronen; thi ved å bære gloende jern (jernbyrd) kunne man i de dager bevise sin rett til den.

Sigurds eneste sønn Magnus ble, kun 18 år gammel, på det grusomste lemlestet av sin foregitte Farbroder Harald Gille, som var kommet over til Norge fra Ireland. Denne Harald ble igjen etter seks Aars kraftløse regjering myrdet av Sigurd Slemmedegn, der utgav seg for hans bror.

Haralds tre sønner Sigurd, Eystein og Inge kjempet innbyrdes om riket; de to eldste ble overvundne og drepte av den yngste, Inge, som i den djerve Gregorius Dagssøn fant en støtte og trofast venn. Denne duelige Mands fall overlevde Inge ei lenge. Han ble slagen ved Oslo av sin brorsønn Hakon Sigurdssøn Hærdabreid, som dog ei lenge nød godt av sin seier. Erling Skakke, en mektig og klok høvding, der var gift med Sigurd Jorsalfarers Datter Christina, lot sin fem år gamle sønn Magnus kaare til konge. Hakon ble (1162) overvunnet og myrdet i Steinavaag i Romsdalen.

Ved å smigre den mektige geistlighet og utrydde den gamle kongeslekt søkte Erling å sikre sin sønn Norges Kongestol. Uaktet Flere av kongefamilien var ryddet av veien av den grusomme Erling, vovede dog den unge Eystein Eysteinssøn Meila en kamp. Han stillede seg i Spidsen for de hardføre og krigerske Birkebeiner, men ble slagen av den unge Magnus Erlingssøn og den erfarne Orm Kongsbroder på re*) og myrdet av en bonde, hos hvem han søkte tilflukt. De adspredte Birkebeiner fant imidlertid snart en dueligere Anfører i den 23kloge og tappre Sverrer Sigurdssøn. Han var en bror av Hakon Hærdabreid, men ble utgitt for en sønn av en kammaker, og av biskop Roe på Færøerne endog viet til prest. Da han siden fikk sin høye Byrd å vite, drog han over til Norge, hvor han, i Spidsen for de forfulgte og for alt blottede Birkebeiner, innlot seg i en farlig kamp med den yndede Magnus og hans listige far.

I tvende samfulle år måtte Sverrer med sin Helteskare dra om fra bygd til bygd, stedse forfulgt av en overlegen fiende. Ofte var han i trang for Livets første fornødenheter; med bark, bær og Birkesaft måtte han og hans folk oppholde livet. Stundom kom han i så stor fare, at hans undergang syntes vis; men med forbausende standhaftighet, klokskap og tapperhet overvant han enhver hindring. Engang lot han sine skip trekke over land fra Randsfjorden til Mjøsen og overraskede sine fiender på Saastad på Hedemarken. Her viser man ennå en Haug, hvor etter sagnet kvinnene stod og gråt, mens birkebeinerne slo deres menn og frender ihjel. Haugen kalles ennå til Minde derom „Graatehaugen.“ En annen gang ble ham i Jamtaland omringet av en mangefold overlegen hær. Han begynte slaget henimot Aftenen og trakk seg, da det begynte å bli mørkt, med sin liten Skare ut av kampen, så at Fiendens folk gikk løs på hinannen innbyrdes i den tanke, at det var birkebeinerne. Om morgenen angrep Sverrer de utmattede fiender og vant en lett seier. Kjed av denne idelige Omflakken, angrep Sverrer i Aaret 1179 med sine 360 Birkebeiner den altfor trygge Erling Skakke og vant på Kalvskindet ved Nidaros en avgjørende seier over sine i antall langt overlegne fiender. Den erfarne Erling falt, og hans sønn Kong Magnus måtte ved flukten søke Frelse. 24Den vennesæle Magnus hadde imidlertid et stort parti, der i hele fem år ga Sverrer nok å bestille. Endelig lyktes det ham ved Fimreite i Sognefjorden å vinne en avgjørende seier over det fiendtlige parti, hvilket ble kalt Heklunger. 1800 av disse tillikemed den attenårige Magnus Erlingsson, Orm Kongsbroder og flere anselige menn satte livet til i denne blodige kamp (1184). Under slaget var Sverrer blitt skilt fra sine folk og kom i livsfare, da et skip med flyktende fiender stevnet mot det sted, hvor han var; men med sjelden åndsnærværelse ropte han til dem: „vender tilbake; thi nå ta de flukten;“ og de gjorde så.