Læreplanatlas
Udtog af Norges Historie. Udarbeidet til Brug i Almue-Skolerne

7. Olaf Kyrre og Efterfølgere.

19

Haralds Søn Olaf var et Særsyn blandt den Tids Konger; thi han foretrak Freden og dens blidere Sysler for den vilde Krig. Man kaldte ham derfor Kyrre (den Stille) eller Bonde. Han har store Fortjenester af Norges Opkomst og Indbyggernes mildere Levemaade. Nordmændene vare endnu i de Tider raae og ubekjendte med Livets Bekvemmeligheder, men derfor ogsaa stærke og haardføre. Opdragelsen var streng. Deres Huse vare meget simple; Vaaningshuset bestod som oftest kun af een Stue, hvori den hele Familie kogte, spiste, opholdt sig og sov. Midt paa Jordgulvet brændte Ilden (Langeldr), og Røgen steg op igjennem et Hul paa Taget (Ljoret). Simple som deres Huse vare ogsaa deres Spise og Klæder. For at 20befordre Landets Velstand ophjalp han Agerdyrkningen og Handelen, som i de ældre Tider næsten kun bestod i Sørøveri, men nu ved den mildere Aand, som Christendommen medførte, efterhaanden gik over til Handel og blev vigtigere end før. Han anlagde Bergen, som snart blev Norges vigtigste Handelsstad.

For at hindre de mange Uordener, som ved de almindelige Omgangsdrikkelag fandt Sted, indrettede han i Stæderne Gildestuer, som i Almindelighed bleve helligede St. Olaf. Naar Gildeklokken lød, samledes Gildebrødrene, som maatte rette sig efter visse Love (Skraaer). Istedetfor Langeldr, der brændte midt paa Gulvet, bleve Ovnstuer indrettede, og Halm blev strøet paa Gulvet baade Vinter og Sommer. Bægre og Kar fortrængte ved Hoffet Dyrehorn, hvoraf man tilforn drak Øl og Mjød ved Arnen. I den Tid begyndte man at indføre Voxlys og at bruge andre udenlandske Skikke. Stadselige Buxer, der bleve snørede om Benene, høie Sko udsyede med Silke, Rynkekjorteler med fem Alen lange Ærmer, der bleve rynkede lige op til Axlerne, kom da i Brug.

Olaf var en meget gudfrygtig Mand, der gjerne læste i den hellige Skrift og flittig besøgte Guds Huus. Han lod ogsaa bygge mange Kirker og bød Almuen i ethvert Fylke at opbygge og vedligeholde en Trækirke. Han paalagde ogsaa Bisperne flittig at reise om for at paasee at Kirkelovene bleve overholdte, og at gamle hedenske Skikke: som at spise Hestekjød og udsætte Børn o. s. v. bleve afskaffede.

I Aaret 1093, efter 26 Aars Regjering, døde denne brave og ædle Konge, hvem Folkets Frihed og Lykke var kjærere end Rigdom og Krigerære.

Olafs Søn og Efterfølger Magnus, Barfod kaldet, var derimod en meget krigersk Fyrste, der endte sit urolige 21Liv paa et Tog til Ireland, hvor han blev overrasket og efter tapper Modstand slagen i Aaret 1103. Han undertvang alle de skotske Øer og gav Anledning til, at Løven blev Norges Vaaben.

Han efterlod sig tre Sønner, blandt hvilke Sigurd med en betydelig Hær og Flaade gjorde et Tog til det hellige Land, hvilket forskaffede ham Tilnavnet Jorsalfarer; thi det gamle Jødelands Hovedstad kaldte vore Forfædre Jorsalir. At bidrage til at rive det Land, hvor Frelseren havde levet og lidt, ud af de Vantroendes Hænder, som da havde det i Besiddelse, blev den Tid anseet for enhver christen Helts Pligt. Talrige Skarer grebe til Vaaben og droge afsted. En af Høvdingerne for det første af disse Toge, der kaldes Korstoge og varede næsten i 200 Aar, var den tappre Gottfried af Bouillon, der erobrede Jerusalem 1099. Hans Broder Kong Balduin var just beskjeftiget med Beleiringen af Staden Sidon, da Sigurd ankom og hjalp til Erobringen af samme. Efter at have svømmet over Jordan og besøgt den græske Keiser Alexius i Constantinopel, drog han til Lands tilbage til sit Fædreneland, beriget med en Splint af Christi foregivne Kors og med et berømt Navn. Han overlevede sine Brødre og Medregenter Olaf og Eystein, hvilken sidste omtales som vel erfaren i Lov og Ret. Sigurd døde efter 29 Aars Regjering i Oslo 1130.