Den mægtige Kong Knut satte efter Olafs Fald sin unge Søn Sveinn paa Norges Kongestol; men slette Raadgivere og uklog Fremgangsmaade gjorde ham og hans Regjering snart forhadt. Flere mægtige Mænd, i hvis Spidse Sanct Olafs Modstandere Kalf Arnason og Einar Thambarskjelver stode, forenede sig for at sætte hans Søn, den unge Magnus, paa Thronen. Han blev hentet fra Gardarike. Sveinn maatte fly, og Magnus blev Norges Konge. Ifølge en Forening med Sveinns Broder Hardeknut blev han ved dennes Død ogsaa Konge over Danmark.
Til Jarl over dette sit nye Rige indsatte den godtroende Magnus, mod den erfarne Einar Thambarskjelvers Raad, Kong Knuts Søstersøn, Sveinn Estridson. Magnus fik snart Anledning til at angre sin Uforsigtighed. Sveinn sveg sin Troskabsed og indviklede ved sin Opstand Magnus i en Krig, som truede med at blive farlig, da hans egen Farbroder Harald forenede sig med Fjenden. Denne krigerske og ærgjerrige Mand havde nemlig efter Slaget ved Stiklastad begivet sig til Miklagard, hvor han blandt Væringerne, den græske Keisers Livvagt, havde erhvervet sig megen Krigserfarenhed og Rigdomme. Et Forlig kom imidlertid i Stand, ifølge hvilket Magnus deelte Norge med sin Farbroder, og denne sine store Rigdomme med sin Brodersøn. Den gode Forstaaelse imellem den hidsige Magnus og den herskesyge Harald varede ikke længe; men Magnus, 18som har faaet Tilnavnet den Gode, døde ung, og Harald blev Norges Enehersker.
Harald førte en langvarig Krig med Sveinn Estridsson, som han forgjæves søgte at støde fra den danske Kongestol. I Nisaaen*) stødte engang de fiendtlige Flaader sammen. Uagtet Harald blev overrasket af en overlegen dansk Flaade, vandt han dog en glimrende Seier. Sveinns eget Skib blev ryddet, og han maatte selv takke den norske Jarl Hakon Ivarsson for Liv og Frihed, da denne hemmelig lod ham bringe ud af Slaget.
I samme Slag blev Olaf den Helliges trofaste Ven Finn Arnason, der misfornøiet med Harald havde forladt Norge, tagen til Fange. Kongens Samtale med denne gamle næsten blinde Høvding viser, hvor raae den Tids Sæder vare. „Vil Du have Fred, skjønt Du ei har fortjent det,“ spurgte Kongen. „Ikke af Dig, din Hund,“ svarede Finn. „Vil Du da,“ vedblev Harald, „at Magnus, din Frænde skal give Dig Fred?“ Det var Kongens unge Søn. „Hvad kan den Hvalp raade for Fred?“ svarede den vrede Høvding. Da lo Kongen, som fandt Moro i at ærte ham og sagde: „Vil Du tage Fred af Thora, din Frændkone?“ Saa hedte Dronningen, der var Finns Broderdatter. „Er hun her,“ svarede Finn. „Ei er det da underligt, at Du har bidt saa vel fra Dig, siden Mærren har fulgt Dig.“ Ikke destomindre gav Kongen den grove Finn Fred.
Ei altid var Harald saa mild. Hakon Ivarsson maatte forlade Landet, fordi han havde reddet Kong Sveinns Liv. Allerede før den Tid var den syttiaarige Einar Thambarskjelver bleven et Offer for Kongens Hevn. I Slaget ved Svoldr blev han fangen, men benaadet af 19Eirik Jarl, som siden gav ham sin fagre Søster Bergliot til Ægtefælle og store Forlehninger. Under Magnus den Gode, hvis Fosterfader han havde været, stod han i stor Anseelse. Harald derimod kunde ei enes med den myndige og mægtige Mand, der var meget yndet af Almuen. Under det Paaskud at forlige sig med ham, indbød Kongen ham til en Sammenkomst i Nidaros; men neppe var Oldingen traadt ind i Kongens Hal, førend han blev overfalden af Snigmordere og dræbt tilligemed sin Søn Eindrid.
To Aar efterat han havde sluttet Fred med Danmark, drog den krigslystne Harald med en talrig Hær og Flaade over til England for at understøtte den engelske Jarl Toste mod hans Broder Kong Harald Godvinson. Paa dette Tog faldt han med den største Deel af sin Hær i Heltekampen ved York 1066. Han var en klog, erfaren og tapper Konge, men en voldsom, herskesyg og hevngjerrig Mand. Han har anlagt Staden Oslo.