Uagtet Norge efter Slaget ved Svoldr blev deelt imellem Seierherrerne, vare Eirik Jarl og hans Broder Sveinn egentlig Landets Styrere, da de ogsaa fik Bestyrelsen af de Fylker, som ved Delingen tilfaldt den danske og svenske Konge, med hvilke de vare besvogrede. Eirik Jarl var en af sin Tids meest udmærkede Mænd, tapper i Krig, men mild i Fred. I Hjørungavaag og ved Svoldr havde han aflagt Prøver paa glimrende Tapperhed, forenet med Ædelmodighed. I femten Aar styrede han med Viisdom Norge, som han overlod til sin unge Søn Hakon og sin Broder Sveinn, da han selv maatte følge Sveinn Tveskjægs Søn Knut over til England. Kort derpaa blev hans Familie fortrængt fra Norge af den norske Kongesøn Olaf, som siden erholdt Tilnavnet den Hellige.
Olafs Fader, den norske Underkonge Harald Grenske, havde Sigrid Storraade ladet indebrænde. Hans Moder Asta fra Gudbrandsdalen havde siden ægtet Sigurd Syr, Underkonge paa Ringerike. Hos ham blev den unge Olaf opfostret. Sigurd var en viis og fredelskende Mand, der levede som Bonde og med Omhu drev de store Gaarde, han eiede paa Ringerike. Engang bød Sigurd den unge Olaf at sadle en Hest, da han vilde ride ud for at see til Høstfolkene. Drengen, hvis Ærekjærhed blev stødt ved et saadant Forlangende, lagde Sadelen paa en Buk og trak den frem til den gamle Konge. „Jeg seer nok,“ sagde denne, „at Du er mere storsindet end jeg og vil være mine Befalinger kvit.“ Derfor gav han Olaf, da han var tolv Aar gammel, et Skib, hvormed han efter de Tiders Skik drog ud paa Sørøveri. Han sværmede flere Aar vidt omkring, erhvervede sig Gods og et berømt Navn. Som en 14prøvet Helt vendte han tilbage til sit Fødeland, hvor Sigurd Syrs Anseelse og Søseiren ved Nesiar*) forskaffede ham Norges Kongestol (1015). Den unge Hakon Eiriksson drog over til England, og Farbroderen Sveinn Jarl døde kort efter i Sverige.
Under Jarlernes Regjering var Christendommen kommen i Forfald, saa at Olaf med sin Religionsiver fik nok at gjøre. Med 300 stridbare Mænd drog han omkring fra Bygd til Bygd, underviste, som det heder, Folket i den sande Tro og gode Sæder, men straffede haardeligen Enhver, der ei vilde tjene den sande Gud. Paa Hundthorp i Gudbrandsdalen boede den Tid en mægtig Herser, der hedte Dalagudbrand. Ved Rygtet om Kongens Ankomst opbød han ved Budstikken Almuen til at samles mandstærk for at forsvare deres Fædreneguder. Han havde et Billede af Guden Thor, hvorpaa han satte megen Lid. Det var stort, hult og rigeligen behængt med Guld og Sølv. Daglig blev der sat for det fire Lever Fladbrød med tilsvarende Kjødmad, som den overtroiske Mængde indbildte sig, at Guden selv fortærede. Dette Afgudsbillede blev baaret ud paa Thingvolden for at indjage Kongen og hans Mænd Skræk. De tilstedeværende Bønder bøiede sig dybt for deres Gud, og heel haanligen spurgte nu Dalagudbrand Kongen og hans Biskop, hvor deres Gud nu var henne, og om de turde see Guden Thor i Øinene. „Se der er vor Gud,“ svarede Kongen. „Vender nu Eders Øine mod Østen, der færdes vor Gud med meget Lys.“ Bønderne vendte sig nu mod Østen, hvor Solen just oprandt. I samme Øieblik knuste Kolbein hiin Stærke paa Olafs Vink med et vældigt Kølleslag Afgudsbilledet, af hvilket en Mængde Muus, Orme og Øgler kom frem. Forfærdelse greb Bønderne, og overbeviste 15om deres Thors Afmagt, underkastede de sig frivillig og lode sig døbe. Gudbrand selv blev døbt, ja byggede endog den første Kirke i Dalen.
De gamle Love bleve forbedrede, en Kirkelov (Christenret) blev forfattet af Biskop Grimkell, og en Gaardsret (Hirdskraa) given, der bestemte Enhvers Plads og Pligter ved Kongens talrige Hof. Ved Kongens Side sad Biskoppen, og lige over for ham Stallaren, hvis Pligt det iblandt andet var at tale Kongens Sag paa Thinget. Ved Hoffet var desuden 60 Hirdmænd og 30 Gestir, som han gav Sold og visse Love. Hoffets Fornødenheder og Gaardsarbeide blev besørget ved 30 Huskarle og mange Trælle. Øl og Mjød blev drukket af Horn ved Ilden. Alle Hirdmænd sov sammen i een Stue. Olaf bragte det derhos saavidt, at Folket gav sit Samtykke til de Love, han foreslog.
De langvarige Stridigheder, Olaf havde med den hovmodige svenske Konge Olaf Skøtkonung, hvis Datter han ægtede imod Faderens Villie, var af liden Vigtighed. Farligere derimod var hans Uenighed med flere af Landets mægtigste Høvdinger, der ei fandt Behag i Olafs kraftfulde og myndige Styrelse. Den meest anseete blandt disse var Erling Skjalgssøn paa Sole paa Jæderen, der gjaldt for den gjeveste blandt alle Lendermænd i Norge. Nitti og flere fribaarne Mænd spiste daglig ved hans Bord og stode i hans Tjeneste, foruden et stort Antal Trælle, som han behandlede med megen Mildhed. Han var af en mægtig Slægt og gift med Olaf Tryggvasons Søster. Han tilbød Olaf sit Venskab, naar han maatte beholde sine store Forlehninger; men da Kongen afslog dette, lagdes Grunden til et Uvenskab, der brød ud til en aabenbar Strid i Anledning af Erlings Søstersøn, den halogalandske Høvding Asbjørn Sigurdssøn, som Kongen tilsidst lod dræbe. Asbjørns 16store og mægtige Familie svor Hevn. Den listige Knut, Sveinn Tveskjægs Søn, Konge i Danmark og England, forøgede ved store Løfter og rige Gaver Misfornøielsen.
En Krig udbrød mellem Knut og Olaf, der forenede sig med sin Svoger Kong Anund Jacob i Sverige. Efter et Slag ved Helgeaa i Skaane vendte Olaf tilbage til Norge, hvor han ved Knuts Ankomst blev næsten ganske forladt. Kun ledsaget af faa Trofaste begav han sig til Gardarike, hvor han hos Kong Jarisleif fandt en venlig Modtagelse. Opmuntret ved en Drøm og understøttet af sin Svoger Anund Jacob, sin Halvbroder Harald Sigurdssøn og Flere, vendte han i Aaret 1030 tilbage til Norge. Med omtrent 4000 Mand rykkede han ind i Værdalen*), hvor han ved Stiklastad stødte paa 10,000 Bønder, anførte af de mægtigste Høvdinger Nordenfjelds, nemlig: Kalf Arnason, Harek af Thjøttø og den omtalte Asbjørns Farbroder Thorer Hund paa Bjarkø. Det kom til et heftigt Slag, hvori Olaf efter en mandig Kamp blev dræbt, og hans Hær deels nedhugget, deels adsplittet.
Olafs Religionsiver i Forening med de mange Undere, som foregaves at være indtrufne ved hans Lig, forskaffede ham Tilnavnet den Hellige. Almuen erklærede ham for at være sand Helgen, og Kirker til hans Ære bleve byggede ei alene i Norden, men endog i det fjerne Constantinopel, vore Forfædres Miklagard. Han beskrives som en Mand af middelmaadig Høide, før og stærk. Han havde lysbrunt Haar, et bredt, rødt og klart Ansigt og vakkre levende Øine. Han besad mange Færdigheder, kunde skyde godt med Bue, var en dygtig Svømmer og en hændig Smed. Hans Tale var djerv og hans Maal klart. Han 17var derhos en meget duelig Konge, tapper og dristig, men ærgjerrig, myndig og voldsom. Olaf anlagde Staden Sarpsborg.