Ved Hakons Drab blev Olaf Tryggvason Konge. Vidunderlig havde hans Liv været. Paa den onde Dronning Gunhilds Anstiftelse var hans Fader, den norske Underkonge Tryggve, bleven myrdet, og hans Moder Astrid undkom kun ved en hastig Flugt. Under denne fødte hun paa en Holme i Randsfjorden en Søn, som blev kaldet Olaf. For at undgaa Gunhilds Efterstræbelser flygtede Astrid med sin unge Søn under store Farer ud af Landet. Paa en Reise 10til Gardarike*) blev det Skib, hvorpaa de vare, overfaldet af Sørøvere, der skilte Olaf fra hans Moder og solgte ham for en Buk til en Mand, der atter afhændede ham for en Kjole til en Estlænder ved Navn Reas. Ved en Hændelse traf han her paa sin Morbroder, der løskjøbte ham og tog ham med til Gardarike, hvor hans høie Byrd blev bekjendt og han kom i stor Yndest hos Landets Dronning. Da han blev voxen, drog han ud paa Vikingetog og ægtede først en vendisk og siden en irsk Kongedatter. Efter nogle Aars Omsværmen drog han som en kjek og berømt Helt til Norge. Med 5 Langskibe stævnede han ind ad Throndhjemsfjorden i det afgjørende Øieblik, da Almuen havde gjort Opstand mod Hakon Jarl. Thrønderne valgte nu med Glæde Olaf, som desuden var af den gamle Kongeæt, til Konge, og en gjevere Mand var vanskelig at finde. Han var stærkere og behændigere end enhver Anden. Han gik uden Borde paa Aarerne, naar hans Mænd roede et Langskib, og legede med tre Haandsaxe (korte Sværd) paa een Gang, saa at en af dem bestandig var i Luften. Han hug med begge Hænder, skjød med to Spyd ad Gangen, var saare kyndig i Bueskydning og Svømning. Han var vakker, munter, blid, vennesæl og saare gavmild, overgik Alle i Tapperhed, men var derhos hidsig og i sin Vrede grum. At plyndre paa Hav og Strand blev i de Dage ei anseet for Skam, men tvertimod for en hæderlig Syssel for enhver tapper og ærekjær Yngling. Paa et saadant Tog havde Olaf antaget den christne Tro, som han besluttede at indføre i sit Fædreneland, der paa den Tid var ganske hedensk. Med Klogskab og Overtalelse fik han Viken christnet. I det vestenfjeldske Norge dristede Almuen sig ei til at gjøre Modstand, men antog paa Mostr, Gula- og 11Dragseids-Thinge den nye Lære. Paa Øen Mostr paa Søndhordland lod Olaf bygge en liden Steenkirke, der endnu staar og er den ældste Kirke i Norge. Nordenfjelds fandt han vel kraftig Modstand, men ved Klogskab og Magt, der stundom udartede til oprørende Grumhed, drev han dog sit Forsæt igjennem. Olafs Omvendelsesiver indskrænkede sig ei til Norge alene, men strakte sig til Island, til det nylig fra Island opdagede Grønland og til Færøerne, hvilke sidste Helten Sigmund Bræstersøn christnede.

Samtidig med Olaf var den svenske Dronning Sigrid Storraade. Hun havde gjort sig berygtet ved at lade indebrænde tvende Konger, der beilede til hende. Dette uagtet forlangte Olaf hendes Haand. For at aftale de nærmere Betingelser, kom de sammen i Konghella. Da Sigrid her nægtede at antage den christne Tro, blev den hidsige Olaf saa opbragt, at han ei alene skjeldte hende ud for en gammel Kjærring og hedensk som en Hund, men endog slog hende i Ansigtet med sin Handske. Den fornærmede Kvinde lovede Hevn og holdt Løfte. Saasnart hun derfor nogen Tid efter fik Kundskab om, at Olaf med sin Flaade var seilet igjennem Øresundet til Venden, opeggede hun den danske Konge Sveinn Tveskjeg, med hvem hun havde giftet sig, til at indgaa Forening med hendes Søn den svenske Konge, Olaf Skotkonung, og med den landflygtige norske Jarl Eirik, en Søn af Hakon Hladejarl. Ved Hjelp af den lumske Sigvald Jarl fra Jomsborg lykkedes det de forbundne Fyrster at overraske Olaf ved Svoldr, en liden Ø ved Vendens Kyst. Da Normændene kun havde elleve Langskibe samlede til at sætte imod Fiendens talrige Flaade, raadede Kongens Morbroder Thorkell Dydrill til Flugt; men den uforsagte Olaf svarede: „Aldrig har jeg flyet i Strid, skal heller ikke gjøre det idag. Gud raader 12for Livet.“ Kong Olaf stod i Løftingen (Bagstavnen) paa sit Skib Ormen hiin Lange høit over de Øvrige. Han bar et gyldent Skjold, en forgyldt Hjelm og over Brynien en kort rød Kjortel. Kampen var blodig; men Seiren var længe uvis; thi vel vare Fienderne talrige; men Ormen var høibordet, og Kjæmper vare inden Borde. Endelig lagde Eirik Jarl til med sit Skib. Han var kjek og stridbar og havde sin Faders Drab at hevne. Paa Olafs Skib var den attenaarige Einar Thambarskjelver, Nordens første Bueskytter. Han spændte sin Bue mod den dristige Jarl; men i det samme brast den med et saadant Brag, at Olaf forundret spurgte: „hvad brast der saa høit?“ „Norge af dine Hænder, Konge!“ svarede Einar. „Vel er ikke saa stor Brøst vorden,“ sagde Kongen! „Gud raader for Livet, og ei din Bue; tag min og skyd med!“ „For veg, for veg er Kongens Bue,“ svarede Skytten, som i dens Sted greb Skjold og Sværd og stred mandigen. Den fiendtlige Overmagt var imidlertid for stor. Stedse understøttet med friske Folk fra den danske og svenske Flaade, lykkedes det endelig Eirik at faa Fæste paa Ormen. Omkring den tappre Konge opstod nu en fortvivlet Kamp. Her faldt hans Svogre Hyrning og Thorgeir, hans Stavngjemmer Ulf hiin Røde og mange andre Helte, der efterlode sig et berømmeligt Eftermæle. For ei levende at falde i sine forbittrede Fienders Hænder, sprang den saarede Konge med sine tiloversblevne Mænd over Borde, og aldrig saa Norge mere den gjeveste Helt, det nogensinde fostrede. Dette skede den 9de September Aar 1000. Eirik beholdt Ormen hiin Lange, og deelte sit Fødeland med den svenske og danske Konge.

Olaf har anlagt Staden Nidaros, som nu kaldes Throndhjem efter det Landskab, hvori den ligger.

Ved Hakons drap ble Olaf Tryggvason Konge. Vidunderlig hadde hans liv vært. På den onde dronning Gunhilds Anstiftelse var hans far, den norske underkonge Tryggve, blitt myrdet, og hans mor Astrid unnkom kun ved en hastig flukt. Under denne fødte hun på en Holme i Randsfjorden en sønn, som ble kalt Olaf. For å unngå Gunhilds Efterstræbelser flyktet Astrid med sin unge sønn under store Farer ut av landet. På en reise 10til Gardarike*) ble det skip, hvorpå de var, overfallet av sjørøvere, der skilte Olaf fra hans mor og solgte ham for en bukk til en mann, der atter avhendet ham for en kjole til en estlender ved navn Reas. Ved en hendelse traff han her på sin Morbroder, der løskjøpte ham og tok ham med til Gardarike, hvor hans høye Byrd ble bekjent og han kom i stor Yndest hos Landets dronning. Da han ble voksen, drog han ut på Vikingetog og ektet først en vendisk og siden en irsk Kongedatter. Etter noen Aars Omsværmen drog han som en kjekk og berømt helt til Norge. Med 5 langskip stevnet han inn ad Throndhjemsfjorden i det avgjørende øyeblikk, da Almuen hadde gjort oppstand mot Hakon Jarl. Trønderne valgte nå med glede Olaf, som dessuten var av den gamle kongeætt, til konge, og en gjevere mann var vanskelig å finne. Han var sterkere og behændigere enn enhver Anden. Han gikk uten Borde på årene, når hans menn rodde et langskip, og lekte med tre Haandsaxe (korte sverd) på een gang, så at en av dem bestandig var i luften. Han hug med begge hender, skjød med to spyd ad gangen, var såre kyndig i bueskyting og Svømning. Han var vakker, munter, blid, vennesæl og såre gavmild, overgikk alle i tapperhet, men var derhos hidsig og i sin vrede grum. Å plyndre på hav og Strand ble i de dager ei anseet for skam, men tvertimod for en hederlig syssel for enhver tapper og ærekjær yngling. På et sådant Tog hadde Olaf antatt den kristne tro, som han besluttet å innføre i sitt fedreland, der på den tid var ganske hedensk. Med klokskap og overtalelse fikk han Viken kristnet. I det vestenfjeldske Norge dristet Almuen seg ei til å gjøre motstand, men antok på Mostr, Gula- og 11Dragseids-Thinge den nye lære. På Øen Mostr på Søndhordland lot Olaf bygge en liten steinkirke, der ennå står og er den eldste kirke i Norge. Nordenfjells fant han vel kraftig motstand, men ved klokskap og makt, der stundom utartet til opprørende grumhet, drev han dog sitt forsett igjennom. Olafs Omvendelsesiver innskrenket seg ei til Norge alene, men strakte seg til Island, til det nylig fra Island opdagede Grønland og til Færøerne, hvilke siste helten Sigmund Bræstersøn kristnet.

Samtidig med Olaf var den svenske dronning Sigrid Storraade. Hun hadde gjort seg beryktet ved å la innebrenne tvende konger, der beilet til henne. Dette uaktet forlangte Olaf hennes hånd. For å avtale de nærmere betingelser, kom de sammen i Konghella. Da Sigrid her nektet å anta den kristne tro, ble den hidsige Olaf så oppbrakt, at han ei alene skjelte henne ut for en gammel kjerring og hedensk som en hund, men endog slo henne i ansiktet med sin hanske. Den fornærmede kvinne lovede hevn og holdt løfte. Så snart hun derfor noen tid etter fikk kunnskap om, at Olaf med sin flåte var seilet igjennom Øresundet til Venden, opeggede hun den danske konge Sveinn Tveskjeg, med hvem hun hadde giftet seg, til å inngå forening med hennes sønn den svenske konge, Olaf Skotkonung, og med den landflyktige norske Jarl Eirik, en sønn av Hakon Hladejarl. Ved hjelp av den lumske Sigvald Jarl fra Jomsborg lyktes det de forbundne Fyrster å overraske Olaf ved Svoldr, en liten Ø ved Vendens kyst. Da Normændene kun hadde elleve langskip samlede til å sette imot Fiendens talrige flåte, rådde Kongens Morbroder Thorkell Dydrill til flukt; men den uforsagte Olaf svarte: „Aldri har jeg flyet i strid, skal heller ikke gjøre det i dag. Gud råder 12for livet.“ Kong Olaf stod i løftingen (bakstavnen) på sitt skip Ormen hin Lange høyt over de Øvrige. Han bar et gyllent skjold, en forgylt Hjelm og over brynjen en kort rød kjortel. Kampen var blodig; men seieren var lenge uviss; thi vel var fiendene talrige; men Ormen var høybordet, og kjemper vare innen Borde. Endelig la Eirik Jarl til med sitt skip. Han var kjekk og stridbar og hadde sin Faders drap å hevne. På Olafs Skib var den attenårige Einar Thambarskjelver, Nordens første bueskytter. Han spente sin bue mot den dristige Jarl; men i det samme brast den med et sådant brak, at Olaf forundret spurte: „hva brast der så høyt?“ „Norge av dine hender, konge!“ svarte Einar. „Vel er ikke så stor Brøst vorden,“ sa Kongen! „Gud råder for livet, og ei din bue; ta min og skyt med!“ „For veg, for veg er Kongens bue,“ svarte Skytten, som i dens sted grep skjold og sverd og stred mandigen. Den fiendtlige overmakt var imidlertid for stor. Stedse understøttet med friske folk fra den danske og svenske flåte, lyktes det endelig Eirik at få feste på Ormen. Omkring den tappre konge opstod nå en fortvivlet kamp. Her falt hans svogere Hyrning og Thorgeir, hans Stavngjemmer Ulf hin Røde og mange andre Helte, der etterlot seg et berømmeligt Eftermæle. For ei levende å falle i sine forbittrede Fienders hender, sprang den saarede konge med sine tiloversblevne menn over Borde, og aldri så Norge mer den gjeveste helt, det noensinne fostrede. Dette skjedde den 9de september år 1000. Eirik beholdt Ormen hin Lange, og delte sitt fødeland med den svenske og danske konge.

Olaf har anlagt staden Nidaros, som nå kalles Throndhjem etter det landskap, hvori den ligger.