Ved den ædle Hakons Drab bleve hans Broder Eiriks Sønner Norges Herskere. Den ældste blandt disse, der efter deres Moder almindeligen kaldtes Gunhilds Sønner, var Harald Graafeld, der egentlig var at betragte som Overkonge. De vare dygtige Krigere og vakkre at see til, men gjerrige og voldsomme. Da Hungersnød desuden plagede Landet under deres Regjering, bleve de almindelig forhadte, og flere af dem fik en voldsom Død. En farlig Modstander havde de i den thrønderske Jarl Hakon, der af Gaarden Hlade kaldtes Hladejarlen. Hans Fader, den før nævnte Sigurd Jarl, havde Gunhilds Sønner lumskeligen indebrændt. Den unge Hakon var tapper og klog, men derhos meget underfundig.

Fordreven fra Norge begav Hakon sig til den danske Konge Harald Blaatand. Her fik han ved sine rænkefulde Planer Harald Graafeld 976 lokket til Danmark og dræbt, og sig selv udnævnt til den danske Konges Jarl over Norge, som uden Modstand underkastede sig den yndede og anseete 9Jarl. Ved klog Benyttelse af Omstændighederne nødte han siden den danske Konge til at erkjende Norges Uafhængighed. Denne befæstede han endnu mere ved en blodig Seier, som han i Hjørungavaag*) vandt over de krigerske Jomsvikinger**), der af den danske Konge Sveinn Tveskjeg vare blevne ansporede til at angribe ham.

Snart maatte dog Hakon sande, at Hovmod staaer for Fald. Stolt af sin Magt glemte han alt Maadehold. Hans Grusomhed og Vellyst gjorde ham snart forhadt. Paa Bynæsset i Nærheden af Hlade, boede Orm Lyrgja, en mægtig Bonde, der havde en Hustru Gudrun, som for sin Sjønheds Skyld blev kaldet Lundarsol eller Solen paa Gaarden Lunde. Jarlen fik Lyst til den fagre Kvinde og vilde lade hende føre til sig; men hendes Mand fik Almuen til at gjøre Opstand. Hakon blev overrasket og flygtede til sin Frille Thora paa Rimol. For at frelse Livet maatte Norges nylig saa stolte og mægtige Hersker skjule sig i et Hul, der i Hast blev gravet under en Svinesti, hvor hans eneste Ledsager, Trællen Karkr, troløs myrdede sin ulykkelige Herre Aar 995.

Ved den edle Hakons drap ble hans bror Eiriks sønner Norges herskere. Den eldste blant disse, der etter deres mor almindeligen kaltes Gunhilds sønner, var Harald Graafeld, der egentlig var å betrakte som Overkonge. De var dyktige krigere og vakre å se til, men gjerrige og voldsomme. Da hungersnød dessuten plagede landet under deres regjering, ble de alminnelig forhatte, og flere av dem fikk en voldsom død. En farlig motstander hadde de i den trønderske Jarl Hakon, der av gården Hlade kaltes Hladejarlen. Hans Fader, den før nevnte Sigurd Jarl, hadde Gunhilds sønner lumskelig innebrent. Den unge Hakon var tapper og klok, men derhos meget underfundig.

Fordrevet fra Norge begav Hakon seg til den danske konge Harald Blaatand. Her fikk han ved sine renkefulle planer Harald Graafeld 976 lokket til Danmark og drept, og seg selv utnevnt til den danske Konges Jarl over Norge, som uten motstand underkastet seg den yndede og anseete 9Jarl. Ved klok benyttelse av omstendighetene nødte han siden den danske konge til å erkjenne Norges Uafhængighed. Denne befestet han enda mer ved en blodig seier, som han i Hjørungavaag*) vant over de krigerske jomsvikinger**), der av den danske konge Sveinn Tveskjeg var blitt ansporet til å angripe ham.

Snart måtte dog Hakon sande, at hovmod står for fall. Stolt av sin makt glemte han alt måtehold. Hans Grusomhed og vellyst gjorde ham snart forhatt. På Bynæsset i nærheten av Hlade, bodde Orm Lyrgja, en mektig bonde, der hadde en hustru Gudrun, som for sin skjønnhets skyld ble kalt Lundarsol eller solen på gården Lunde. Jarlen fikk lyst til den fagre kvinne og ville la henne føre til seg; men hennes mann fikk Almuen til å gjøre oppstand. Hakon ble overrasket og flyktet til sin frille Thora på Rimol. For å frelse livet måtte Norges nylig så stolte og mektige Hersker skjule seg i et Hul, der i hast ble gravet under en svinesti, hvor hans eneste ledsager, trellen Karkr, troløs myrdet sin ulykkelige Herre år 995.