4

Med Thora Mostrstang, en Pige af fornem Byrd, havde Harald paa sine gamle Dage havt en Søn, der blev kaldet Hakon. Som Barn blev han sendt den engelske Konge Athelstan eller Adalstein til Opfostring, hvorfor han blev kaldet Hakon Adalsteins-Fostre. Ved Forstand og gode Sæder vandt den fagre Dreng Alles Yndest, og den engelske Konge elskede ham høit. Han lod ham oplære i 5alle de Færdigheder, som da hørte til en fyrstelig Opdragelse, og forærede ham et kosteligt Sværd, Kværnbiter kaldet. Da Hakon var femten Aar gammel, understøttede Adalstein ham med en Hær og en Flaade for at drage over til Norge, hvor Hadet mod Broderen Eirik Blodøxe meer og meer havde tiltaget. I en Storm tabte Hakon den største Deel af sin Flaade, men dette Tab blev fuldeligen erstattet, da Thronderne i Aaret 935 paa den kloge Sigurd Jarls Opfordring, eenstemmigen kaarede Hakon til Konge. Da fast det hele Land med Glæde forenede sig med denne vennehulde Yngling, der gjengav Bønderne deres Odel, blev Eirik nødt til at forlade Landet.

Hakon regjerede længe med Viisdom og Kraft over Norge, som han ved gode Love og hensigtsmæssige Indretninger søgte at ophjælpe. Ved Hjelp af Thorleif den Vise, Sigurd Jarl og andre erfarne Mænd bragte han Gulathings og Frostathings-Lovene i Stand, som Almuen paa Gulathinget paa Hordaland*) og paa Frostathinget**) gav Lovs Kraft. For at betrygge Landet mod Overfald oprettede Hakon paa høie Bjerge Varer, der ved en Fiendes Nærmelse skulde antændes, og inddeelte sit Rige langs Søsiden i Skibreder, der, naar Varen brændte eller Budstikken (Herør) kom, skulde stille et bestemt Antal Folk og Skibe til Fædrenelandets Forsvar. Beboerne af Jamtaland og en Deel af Helsingialand, der nedstammede fra Normænd, erkjendte frivilligen Norges Konge for deres Overhoved.

Uagtet Hakon ved sin vennesæle Færd havde erhvervet sig sine Landsmænds Kjærlighed, var det dog ikke langt fra, at det var kommet til alvorlige Optrin imellem Kongen og 6Thrønderne. Folket var endnu hedensk og kjendte ikke den ene sande Gud og hans Villie. Det dyrkede derimod mange Afguder som Odin, Thor, Freyr, Baldr, Frygga, Freya o. fl., til hvilke de paa bestemte Høitider, især ved Julefesten, offrede Dyr, fornemlig Heste, og stundom endog Mennesker. Hakon, som i England var bleven opdragen i den christne Tro, ansaa det for sin Pligt at gjøre sine Undersaatter bekjendte med den sande Tro. Han indkaldte derfor engelske Præster, byggede nogle Kirker og fik nogle af sine fortrolige Venner til at lade sig døbe. Endelig fremtraadte han i en talrig Forsamling paa Frostathing og bød Alle at tro paa een Gud og forsage alle Offringer, helligholde hver syvende Dag og faste een Dag i hver Uge. Dette Forslag opvakte stor Knurren blandt Almuen. Den djerve Asbjørn af Medalhus, en rig Bonde, reiste sig nu og erklærede i en kraftfuld Tale, at Bønderne ei vilde forsage den Tro, som deres Fædre fra Slægt til Slægt havde havt, og som derhos havde hjulpet dem selv, og at de vilde kaare sig en anden Høvding, under hvilken de kunde beholde deres Tro, hvis Kongen ei inden Thinget blev sluttet, vilde forandre sit Forsæt. Kongens Føielighed, saavel ved denne Leilighed, som ved et Offergilde paa Hlade*), forøgede Thrøndernes Overmod. De dræbte hans Præster, brændte hans Kirker og tvang ham ved en Juleoffring paa Mære til at spise Hestelever, som den Tids Christne betragtede som en Vederstyggelighed, og til at drikke alle de Offerbægre, som Bønderne iskjænkede for ham, uden at gjøre Kors over dem. Opbragt forlod Hakon Thinget og lovede at gjengjælde Thrønderne deres Overmod. Han samlede en Hær, og Rygtet gik, at det gjaldt Thrøndelagen, da udvortes Fiender afværgede en Borgerkrig. 7Disse Fiender vare den fordrevne Eirik Blodøxes Sønner. Efterat deres Fader nemlig var dræbt i England, vare de med deres berygtede Moder Gunhild dragne til den danske Konge Harald Blaatand, som understøttede dem med Folk og Skibe for at støde Hakon fra Thronen eller i det mindste svække den farlige Naboes Kraft. Saasnart Hakon fik Underretning om denne Ufred, forligte han sig med Thrønderne og slog sine Fiender, først i et blodigt Slag paa Augvaldsnes*) og nogle Aar senere paa Rastar-Kalf paa Freidø, hvor den gamle Eigill Ullserk ved sin Klogskab og sit Mod hjalp Hakon til en Seier over mangefold flere Fiender.

Omtrent sex Aar derefter sad Kong Hakon paa Øen Stord ved Davrebord med sine Hirdmænd og nogle Bønder, da hans Frænde Eyvind Skaldaspilder iilsomt traadte ind i Hallen og i et Kvad meldte, at Fienden var nær. En talrig Skare fulgte Gunhilds Sønner, og kun faa vare Hakons Stridsmænd i Sammenligning med dem; men da Kongen ønskede at vove en Dyst, svigtede ei hans Kjæmper. Han takkede dem for deres Mod og bød dem at væbne sig; han selv iførte sig sin Ringbrynie, tog Kværnbiter i sin Haand, satte en gylden Hjelm paa sit Hoved og et Skjold paa sin Arm. Han ordnede nu sine Helte og førte dem i Kampen. Først skjød man med Spyd, derpaa greb man til Sværd. Hakon og hans Jævnlige i Styrke, Thoralf hin Stærke, gik frem foran Mærket (Fanen) og hug med begge Hænder, saa at Kampen blev blodig. Da Kongens gyldne Hjelm i Solskinnet tjente Fienden til Stævne, kastede Eyvind Skaldaspilder en Hætte over den. Da skreg den vilde Eyvind Skreya: „Skjuler Normanna-Konung sig nu? Er han flyet, eller hvor er Guldhjelmen?“ 8„Hold fram, som du stævner, om du vilst finde Normanna-Konung,“ raabte Hakon til Eyvind, der flux hævede sit Sværd og hug efter Kongen; men Thoralf skjød sit Skjold saa hvast imellem, at Eyvind ravede. I samme Stund fattede Hakon sit Sværd med begge Hænder og kløvede med eet Hug Eyvinds Hjelm og Hoved. I det samme blev Eyvinds Broder, den vældige Alf Askmand, fældet af Thoralf. Ved disse Kjæmpers Drab flyede Fienden; men under Forfølgelsen blev Hakon truffen i Armen af en Piil, hvorved Norge kort efter tabte en Fyrste, som Samtiden begræd som en Fader og Efterverdenen sætter høit blandt Norges ædle og store Konger (960).

4

Med Thora Mostrstang, en pike av fornem Byrd, hadde Harald på sine gamle dager hatt en sønn, der ble kalt Hakon. Som barn ble han sendt den engelske konge Athelstan eller Adalstein til oppfostring, hvorfor han ble kalt Hakon Adalsteins-fostre. Ved forstand og gode Sæder vant den fagre dreng Alles Yndest, og den engelske konge elsket ham høyt. Han lot ham opplære i 5alle de ferdigheter, som da hørte til en fyrstelig oppdragelse, og forærte ham et kostelig sverd, Kværnbiter kalt. Da Hakon var femten år gammel, understøttet Adalstein ham med en hær og en flåte for å dra over til Norge, hvor hatet mot broren Eirik Blodøxe mer og mer hadde tiltaget. I en Storm tapte Hakon den største del av sin flåte, men dette tap ble fuldeligen erstattet, da trønderne i Aaret 935 på den kloge Sigurd Jarls oppfordring, enstemmig kaarede Hakon til konge. Da fast det hele land med glede forente seg med denne vennehulde yngling, der gjengav bøndene deres odel, ble Eirik nødt til å forlate landet.

Hakon regjerte lenge med Viisdom og kraft over Norge, som han ved gode Love og hensiktsmessige innretninger søkte at ophjælpe. Ved hjelp av Thorleif den vise, Sigurd Jarl og andre erfarne menn brakte han Gulathings og Frostathings-lovene i stand, som Almuen på Gulathinget på Hordaland*) og på Frostathinget**) ga Lovs kraft. For at betrygge landet mot overfall oprettede Hakon på høye Bjerge Varer, der ved en Fiendes Nærmelse skulle antennes, og inndelte sitt rike langs sjøsiden i Skibreder, der, når Varen brente eller Budstikken (Herør) kom, skulle stille et bestemt antall folk og skip til Fædrenelandets forsvar. Beboerne av Jamtaland og en del av Helsingialand, der nedstammet fra Normænd, erkjente frivillig Norges konge for deres Overhoved.

Uaktet Hakon ved sin vennesæle ferd hadde ervervet seg sine landsmenns kjærlighet, var det dog ikke langt fra, at det var kommet til alvorlige opptrinn imellom Kongen og 6trønderne. Folket var ennå hedensk og kjente ikke den ene sande Gud og hans vilje. Det dyrkede derimot mange avguder som Odin, Thor, Freyr, Baldr, Frygga, Freya o. fl., til hvilke de på bestemte høytider, især ved julefesten, ofret dyr, fornemlig hester, og stundom endog mennesker. Hakon, som i England var blitt oppdratt i den kristne tro, anså det for sin plikt å gjøre sine undersåtter bekjente med den sanne tro. Han innkalte derfor engelske prester, bygde noen kirker og fikk noen av sine fortrolige venner til å la seg døpe. Endelig fremtrådte han i en talrig forsamling på Frostathing og bød alle å tro på een Gud og forsage alle ofringer, helligholde hver syvende dag og faste een dag i hver uke. Dette forslag opvakte stor Knurren blant Almuen. Den djerve Asbjørn av Medalhus, en rik bonde, reiste seg nå og erklærte i en kraftfull Tale, at bøndene ei ville forsage den tro, som deres fedre fra slekt til slekt hadde hatt, og som derhos hadde hjulpet dem selv, og at de ville kaare seg en annen høvding, under hvilken de kunne beholde deres tro, hvis Kongen ei innen tinget ble sluttet, ville forandre sitt forsett. Kongens føyelighet, såvel ved denne leilighet, som ved et Offergilde på Hlade*), forøket trøndernes overmot. De drepte hans prester, brente hans kirker og tvang ham ved en Juleoffring på Mære til å spise Hestelever, som den Tids kristne betraktede som en vederstyggelighet, og til å drikke alle de offerbegre, som bøndene iskjænkede for ham, uten å gjøre kors over dem. Oppbrakt forlot Hakon tinget og lovede å gjengjelde trønderne deres overmot. Han samlet en hær, og ryktet gikk, at det gjaldt Thrøndelagen, da utvortes fiender avverget en borgerkrig. 7Disse fiender var den fordrevne Eirik Blodøxes Sønner. Etter at deres far nemlig var drept i England, var de med deres beryktede mor Gunhild dragne til den danske konge Harald Blaatand, som understøttet dem med folk og skip for å støte Hakon fra tronen eller i det minste svekke den farlige nabos kraft. Så snart Hakon fikk underretning om denne ufred, forlikte han seg med trønderne og slo sine fiender, først i et blodig slag på Augvaldsnes*) og noen år senere på Rastar-Kalf på Freidø, hvor den gamle Eigill Ullserk ved sin klokskap og sitt mot hjalp Hakon til en seier over mangefold flere fiender.

Omtrent seks år deretter satt Kong Hakon på Øen Stord ved Davrebord med sine hirdmenn og noen bønder, da hans frende Eyvind Skaldaspilder iilsomt trådte inn i hallen og i et Kvad meldte, at fienden var nær. En talrig Skare fulgte Gunhilds sønner, og kun få vare Hakons stridsmenn i sammenligning med dem; men da Kongen ønsket å vove en dyst, sviktet ei hans kjemper. Han takket dem for deres mot og bød dem å væpne seg; han selv iførte seg sin Ringbrynie, tok Kværnbiter i sin hånd, satte en gylden Hjelm på sitt hode og et skjold på sin arm. Han ordnet nå sine Helte og førte dem i kampen. Først skjød man med spyd, derpå grep man til sverd. Hakon og hans Jævnlige i styrke, Thoralf hin Stærke, gikk frem foran merket (fanen) og hug med begge hender, så at kampen ble blodig. Da Kongens gyldne Hjelm i solskinnet tjente fienden til stevne, kastet Eyvind Skaldaspilder en hette over den. Da skrek den ville Eyvind Skreya: „Skjuler Normanna-Konung seg nå? Er han flyet, eller hvor er gullhjelmen?“ 8„Hold fram, som du stevner, om du vilst finne Normanna-Konung,“ ropte Hakon til Eyvind, der fluks hevet sitt sverd og hug etter Kongen; men Thoralf skjød sitt skjold så hvast imellom, at Eyvind ravet. I samme stund fattet Hakon sitt sverd med begge hender og kløvde med ett Hug Eyvinds Hjelm og hode. I det samme ble Eyvinds bror, den veldige Alf Askmand, felt av Thoralf. Ved disse kjempers drap flyede fienden; men under forfølgelsen ble Hakon truffet i armen av en pil, hvorved Norge kort etter tapte en fyrste, som samtiden begræd som en far og etterverdenen setter høyt blant Norges edle og store konger (960).