[1]

Saa høit op i Tiden, som vor Kundskab naaer, var Norge deelt i mange smaa Riger, hvis Indbyggere vare af samme Folkefærd, som de nuværende Svenske og Danske. De styredes af Drotter eller Konger, hvis Magt dog var meget indskrænket, da disse kun sjelden kunde foretage sig noget af Betydenhed uden først paa Thinget at have hørt Folkets Mening og forlangt dets Hjelp. Forøvrigt vare Kongerne Anførere i Krig og forestode den Tids Gudstjeneste, som fornemlig bestod i Offringer. Dertil kom, at de dømte tilligemed tolv Dommere, som desuden vare Præster eller Hofgoder og stode under Kongerne.

Blandt de gamle Kongeslægter havde den Frithjofske i Sogn en kort Tid staaet i stor Anseelse; men varig Indflydelse paa Norges Skjebne fik først Ynglingeætten, der fortrængt fra Sverige kom ind i Norge. Deels ved Giftermaal og deels ved Vaabenmagt stiftede denne Slægt i det søndenfjeldske Norge et Rige, der blev Gjenstand for Naboernes Frygt og Misundelse. Halfdan med Tilnavnet den Svarte, en af sin Tids dygtigste Mænd, maatte derfor udholde mangen blodig Kamp for at forsvare sit Rige, som han ei alene ved sin Vaabendaad, men ogsaa ved gode Love og deres Overholdelse gav indvortes Kraft og udvortes Anseelse. Da Halfdan engang paa usikker Vaariis kjørte over Randsfjorden, druknede han Aar 863 i sit 40de Aar og efterlod sit Rige til sin unge Søn Harald.

2Denne Harald tog strax Herredømmet; thi endskjønt han kun var ung af Aar, var han dog større og stærkere end nogen Anden, derhos forstandig og meget kjæk. Nabofyrsternes Angreb nødte den unge Konge til at gribe Sværdet, og han nedlagde det ei, førend Fjenden var beseiret, og den største Deel af det søndenfjeldske Norge lød hans Kongebud.

Hos en rig Bonde i Valders opfostredes paa samme Tid en Kongedatter ved Navn Gyda. Rygtet om den fagre Pige naaede ogsaa den unge Harald, der i et Julegilde bød nogle af sine Mænd at hente hende; men den stolte Gyda lod svare, at hun ei vilde have Harald til Mand, med mindre han for hendes Skyld underkastede sig hele Norge. Flere af Kongens Mænd raadede ham til at hevne sig paa den overmodige Kvinde; men Harald svor ved den Gud, der havde skabt ham og raader over Alt, hverken at skjære eller kjæmme sit Haar, førend han havde underlagt sig hele Norge med Skat og Skyld, eller i modsat Fald ladet sit Liv. Thrøndelagen blev erobret, mange Slag bleve leverede, og mange Seire vundne, inden han ved en afgjørende Kamp i Hafrsfjord*) fuldendte Norges Erobring i Aaret 885. Harald mindedes nu sit Løfte, ægtede Gyda og lod i et Gilde sit Haar, som i 10 Aar havde været ukjæmt, greie og skjære ved sin Ven Ragnvald Jarl. Da dette nu var saare langt og fagert, gav Jarlen Harald Tilnavnet Haarfager.

For lettere at regjere sit urolige Rige indsatte Harald Jarler, der skulde dømme Almuen efter Lov og Landsret, og under dem Hersere, hvilke maatte holde et vist Antal Krigsfolk til Landets Tjeneste. De bleve lønnede af de Skatter, som Kongen, imod hvad der før havde været Sædvane, efter eget Tykke paalagde Bønderne, idet han fratog dem deres Odel**). 3Misfornøiede med Haralds Enevælde og den Strenghed, hvormed han overholdt Lovene, udvandrede en Mængde af Landets mægtigste Slægter. Nogle droge over til de skotske Øer, andre befolkede Jamtaland og Helsingialand; atter andre forøgede de Vikingers (Sørøveres) Antal, som allerede længe under Navn af Normanner paa det frygteligste havde herjet Tydsklands, Frankriges og flere Landes Kyster. De fleste og gjeveste Familier begave sig i Aaret 874 og følgende Aaringer over til det kort tilforn opdagede Island, hvor de oprettede en Fristat. Alle offentlige Anliggender bleve der afgjorte paa et almindeligt Thing, som kaldtes Althinget, under Bestyrelse af en paa visse Aar valgt Lagmand. Allerede den første Lagmand Ulfliot forfattede en Lov, som med nogle Forandringer længe gjaldt paa Øen. Uagtet Islænderne vedbleve at staae i nøie Forbindelse med Moderlandet Norge, bevarede de dog igjennem flere Aarhundreder deres Uafhængighed og have ved deres Sands for Digtekunst og Historie erhvervet sig et hæderligt Eftermæle.

Da Harald var 50 Aar gammel, sammenkaldte han et stort Thing, paa Oplandene for at raade Bod paa de store Uroligheder, som hans mange allerede voxne Sønner foraarsagede. Her gav han dem alle Kongenavn og deelte Landet saaledes imellem dem, at de fik visse Fylker eller Landskaber at bestyre, hvis Indtægter de skulde dele med Overkongen. Dette Middel hjalp imidlertid ikke meget. Faderens Forkjærlighed for en yngre Søn Eirik, som han havde bestemt til Efterfølger, opvakte de ældre Brødres Misnøie. Eiriks Voldsomhed og Gjærrighed paadrog ham Folkets Uvillie, der endnu mere forøgedes ved hans Ægteskab med den underfundige Gunhild og ved Drabet af flere af hans Brødre. Man gav ham derfor Øgenavnet Blodøxe. Da hans Broder Halfdan Svarte vilde tage 4Hevn over Brodermorderen, og Harald tog Eiriks Parti, stode Hærene allerede opstillede, og en Borgerkrig var nær ved at udbryde. I dette afgjørende Øieblik fremtraadte Skalden Guthorm Sindre. Han benyttede sig af den Yndest, hvori han stod hos Harald og Halfdan og af det Løfte, de begge tilforn havde givet ham om ei at afslaae ham en Bøns Opfyldelse, til at bringe et Forlig istand der hindrede en Borgerkrigs Udbrud. Den ædle Guthorm Sindres Navn mindes derfor endnu med Ros i Tale og Sang.

Tre Aar før sin Død nedlagde den ottiaarige Harald Regjeringen, efter at have erklæret Eirik for Overkonge, og levede sine sidste Dage i Ro. Oldingen døde Aar 933 og blev begraven i en stor Kjæmpehaug ved Karmsund. Han beskrives som en vakker, stor, stærk og saare kjek Mand, derhos venlig, gavmild og meget klog. Han var vel øvet i den Tids Færdigheder og agtede Digtekunsten høit. Hans Hof var derfor ei alene Samlingssted for Landets kjekkeste Helte, men ogsaa for den Tids største Skalde, der ikke blot besang, men selv udførte store Bedrifter. Haralds glimrende Egenskaber bleve dog fordunklede ved Heftighed, Mistænkelighed og Vellyst. For at ægte en jydsk Kongedatter, Ragnhild, forskjød han paa en Gang sine ni andre Hustruer.— Ragnhild blev Moder til Eirik Blodøxe.

1

Så høyt opp i tiden, som vår kunnskap når, var Norge delt i mange små riker, hvis innbyggere var av samme folkeferd, som de nåværende Svenske og Danske. De styredes av drotter eller konger, hvis makt dog var meget innskrenket, da disse kun sjelden kunne foreta seg noe av Betydenhed uten først på tinget å ha hørt Folkets mening og forlangt dets hjelp. Forøvrig var kongene Anførere i Krig og forestode den Tids gudstjeneste, som fornemlig bestod i ofringer. Dertil kom, at de dømte tillikemed tolv dommere, som dessuten vare prester eller Hofgoder og stod under kongene.

Blant de gamle kongeslekter hadde den Frithjofske i Sogn en kort tid stått i stor anseelse; men varig innflytelse på Norges skjebne fikk først Ynglingeætten, der fortrengt fra Sverige kom inn i Norge. Dels ved giftermål og dels ved våpenmakt stiftede denne slekt i det sønnenfjelske Norge et rike, der ble gjenstand for naboenes frykt og misunnelse. Halfdan med Tilnavnet den Svarte, en av sin Tids dyktigste menn, måtte derfor utholde mangen blodig kamp for å forsvare sitt rike, som han ei alene ved sin Vaabendaad, men også ved gode Love og deres overholdelse ga innvortes kraft og utvortes anseelse. Da Halfdan engang på usikker Vaariis kjørte over Randsfjorden, druknet han år 863 i sitt 40de år og etterlot sitt rike til sin unge sønn Harald.

2Denne Harald tok straks herredømmet; thi enskjønt han kun var ung av år, var han dog større og sterkere enn noen Anden, derhos forstandig og meget kjekk. Nabofyrsternes angrep nødte den unge konge til å gripe sverdet, og han nedla det ei, før Fjenden var beseiret, og den største del av det sønnenfjelske Norge lød hans Kongebud.

Hos en rik bonde i Valders opfostredes på samme tid en Kongedatter ved navn Gyda. Ryktet om den fagre pike nådde også den unge Harald, der i et julegilde bød noen av sine menn å hente henne; men den stolte Gyda lot svare, at hun ei ville ha Harald til mann, med mindre han for hennes skyld underkastet seg hele Norge. Flere av Kongens menn rådde ham til å hevne seg på den overmodige kvinne; men Harald svor ved den Gud, der hadde skapt ham og råder over alt, hverken å skjære eller kjemme sitt hår, før han hadde underlagt seg hele Norge med skatt og skyld, eller i motsatt fall ladet sitt liv. Thrøndelagen ble erobret, mange slag ble levert, og mange seire vunne, innen han ved en avgjørende kamp i Hafrsfjord*) fullendte Norges erobring i Aaret 885. Harald mintes nå sitt løfte, ektet Gyda og lot i et gilde sitt hår, som i 10 år hadde vært ukjemt, greie og skjære ved sin venn Ragnvald Jarl. Da dette nå var såre langt og fagert, ga jarlen Harald Tilnavnet Haarfager.

For lettere å regjere sitt urolige rike innsatte Harald Jarler, der skulle dømme Almuen etter lov og landsrett, og under dem Hersere, hvilke måtte holde et vist antall Krigsfolk til Landets tjeneste. De ble lønnede av de skatter, som Kongen, imot hva der før hadde vært sedvane, etter eget tykke paalagde bøndene, idet han fratok dem deres odel**). 3Misfornøyde med Haralds Enevælde og den strenghet, hvormed han overholdt lovene, udvandrede en mengde av Landets mektigste slekter. Noen dro over til de skotske øyer, andre befolkede Jamtaland og Helsingialand; atter andre forøgede de Vikingers (sjørøveres) antall, som allerede lenge under navn av Normanner på det frykteligste hadde herjet Tydsklands, Frankriges og flere Landes Kyster. De fleste og gjeveste familier begave seg i Aaret 874 og følgende Aaringer over til det kort tilforn opdagede Island, hvor de opprettet en fristat. Alle offentlige anliggender ble der avgjorte på et alminnelig ting, som kaltes Althinget, under Bestyrelse av en på visse år valgt lagmann. Allerede den første lagmann Ulfliot forfattede en lov, som med noen forandringer lenge gjaldt på Øen. Uaktet islenderne vedble å stå i nøye forbindelse med moderlandet Norge, bevarte de dog igjennom flere århundrer deres uavhengighet og have ved deres Sands for diktekunst og historie ervervet seg et hederlig Eftermæle.

Da Harald var 50 år gammel, sammenkalte han et stort ting, på Oplandene for å råde Bod på de store uroligheter, som hans mange allerede voksne sønner forårsaket. Her ga han dem alle Kongenavn og delte landet således imellom dem, at de fikk visse fylker eller landskaper å bestyre, hvis inntekter de skulle dele med Overkongen. Dette middel hjalp imidlertid ikke meget. Faderens forkjærlighet for en yngre sønn Eirik, som han hadde bestemt til etterfølger, opvakte de eldre Brødres misnøye. Eiriks Voldsomhed og gjerrighet pådrog ham Folkets uvilje, der enda mer forøgedes ved hans ekteskap med den underfundige Gunhild og ved drapet av flere av hans brødre. Man ga ham derfor økenavnet Blodøxe. Da hans bror Halfdan Svarte ville ta 4hevn over brodermorderen, og Harald tok Eiriks parti, stod hærene allerede oppstilte, og en borgerkrig var nær ved å utbryte. I dette avgjørende øyeblikk fremtrådte skalden Guthorm Sindre. Han benyttet seg av den Yndest, hvori han stod hos Harald og Halfdan og av det løfte, de begge tilforn hadde gitt ham om ei å avslå ham en Bøns Opfyldelse, til å bringe et forlik i stand der hindret en Borgerkrigs utbrudd. Den edle Guthorm Sindres navn minnes derfor ennå med ros i Tale og sang.

Tre år før sin død nedla den åttiårige Harald Regjeringen, etter å ha erklært Eirik for Overkonge, og levde sine siste dager i ro. Oldingen døde år 933 og ble begravd i en stor kjempehaug ved Karmsund. Han beskrives som en vakker, stor, sterk og såre kjekk mann, derhos vennlig, gavmild og meget klok. Han var vel øvet i den Tids ferdigheter og aktede diktekunsten høyt. Hans Hof var derfor ei alene samlingssted for Landets kjekkeste Helte, men også for den Tids største skalder, der ikke blot besang, men selv utførte store bedrifter. Haralds glimrende egenskaper ble dog fordunklede ved heftighet, mistenkelighet og vellyst. For å ekte en jysk Kongedatter, Ragnhild, forskjøt han på en gang sine ni andre hustruer.— Ragnhild ble mor til Eirik Blodøxe.