533

(Den kallundborgske Kræmmer Peder Paars havde med sin Skriver Peder Rus foretaget en Reise for at besøge sin Fæstemø i Aars, men strandede paa Anholt. Beboerne af denne Ø antog ham for en Erobrer og rustede sig til Krig).

Nu blev raadslaget om en General at tage.Man foreslog Jens Block; man vidste ey hans Mage.Man Doctor kaldte ham, skiønt han kun var Balbeer.Han dræbte tolvte Deel af Øens Folk, ja meer,Med Piller hver et Aar; En Doctor ingenlundeHan deri eftergav, skiønt han Latin ey kunde.Han syntes best beqvem at føre an en Hær,Som han var modig, sterk, og vant var til i særAt skille Folk ved Liv ved Draaber og ved Piller;Thi skiønt man vidste vel, han havde egne Griller,Som Læger gierne har, saa holdt man ingen dogBeqvemmere end han til saadan vigtig Tog.Hvor vel besluttet blev, ham saadan Post at byde,Saa fandt man dog for got, han altid skulde lydeDe Raad, som Christen Storck ham udi Felten gav;Thi han saa vittig var, som Block var kiek og brav.

534Strax saadant kundbar blev, man hørte raisonereBlant den gemeene Mand: Skal han nu commandere?Skal han os føre an? Han saadant ey forstaaer 1);Han aldrig var i Krig, han aldrig fik et Saar.Den gode Christen Storck, som hannem Raad skal give,Ey bedre er end han. Hvad vil der med os blive?

Om Fogden den Tid sig i dette Val forsaae,Det vil jeg ved sit Værd for alle lade staae;Jeg er hans Dommer ey. Det veed jeg og kand sige,At man en Øvrighed i Kaartet ey maa kige.Men hvad er meer gemeent end saadan Snak hver Dag?Den dømmer aldrig ret om saadan vigtig Sag,Der intet selv forstaaer. Enhver vil Statsmand være,Hver Bonde, Handverksmand en General kand lære.Man tit og ofte har med stor Forundring hørt,At Bønder saadan Snak om Staten haver ført.Der er fast intet Skrid, en General kand giøre,En Handverksmand jo veed det bedre at udføre. — —

Nu maa jeg lidt igien til Fogden mig begive,Og see hvad meere værd jeg finder at beskrive.Skiønt han ey tapper var, men skrøbelig og lad,Saa var ham dog mod Paars indprentet saadan Had,At han Krigshæren selv Personlig vilde følge.Det anstod ey Jens Block; han kunde ikke dølgeSin Misfornøyelse, men sagde: Herre hør!En Øvrigheds Person sig aldrig vove bør,For Landets Velfærd han sit kostbar Liv maa spare;Hvis han omkommes, staaer det heele Land i Fare.Skiønt Generalen kun af Avind sagde det,Saa tilstod dog enhver, han deri havde ret.Dog lod sig Fogden ey af saadant overtale,Men strax Befaling gav, hans broget Hest at sale,At lave sig til March. Calliope stem op,Beskriv mig kortelig vor Fogd fra Taae til Top,Hans Rustning og Mundur, hans Krigsmagt og dens Orden,Som den blev seet da at staae ved Fogde-Gaarden.

Man Fogden saae til Hest i Spidsen af hans Hær.Hans Sadel eene var betrekket med got Lær;De andres var af Træ. Paa Hovedet en HueHan havde, som var rød; den værd var at beskue.Hans Trøje den var blaae, med smaa Glas-Knapper paa,De syntes langt fra fast som mange Stierner staaePaa Himlens Firmament. Jeg intet her vil skiule:535Hans Støvler sadde net, hans Buxer vare gule,Hans Brystdug, som var rød, tilkiende give lodHans Tapperhed, at han udøse vilde Blod.Ved Siden hang et Sverd, som kaldes nu Hirtzfænger,Man aldrig nogen Tid paa Øen saae den længer.Hans Haar til Bæltet hang, var meget tykt og tæt.At male alting af, min Pen er alt for slet.Han havde sig forsiunt mod Kulden, var vel foeret.At det Krigs-Guden var, man skulde have soeret;Thi som en voxen Tyr og Oxe man ham saae ¹)Blant andet mindre Fæ, blant Faar og Gedder staae.

Jens Block man derimod sig understod at laste;Thi han saa ilde ud, som Frue-Dag i Faste,Han slet i Klæder var. Men denne gode Mand,At Fienden med Pragt ey overvindes kand,Vel vidste; tvert imod, at den af riige KlæderOpmuntres til at slaaes, sig over Byttet glæder.Han ikkun havde sig forsynet med GeværSaa skarp som Ragekniv; at komme ham fornær,Det ingen tienligt var. Den høyre Fløy han førte,Var ferdig at gaae fort, saasnart man Trommen rørte.Armeen havde han i Orden sat med Flid,Som det var brugeligt i Alexanders Tid.Af hans Historie han General var bleven,Han havde nøye læst, hvad Curtius har skrevenOm samme store Helt, vel oversat paa Tydsk;Thi for Mons Wiingaards Tid den ikke var paa Jydsk.Det fast utroeligt er, hvad man af gamle Bøger ²)Kand lære, naar man dem med Fliid igiennemsøger.Man alting der i seer; de ere som et Speyl,Der viiser store Mænds Bedrifter, deres Feyl,Samt store Dyder. Man af dem kand see og læreAlt hvad en General kand give Navn og Ære;Man deraf lære kand en Fæstning og en ByeAt tage ind, og faae en Krigshær til at flye.Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde ³),Om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemunde536Han havde meget læst. Saa deraf sees kand,Man talte uden Grund saa ilde om den Mand.Før Krigen den gik an, da man Folk hørde raabe:Af saadan General hvad Lykke kand man haabe?Skal den os føre an, der dum er som et Qvæg?I gaar var han Balbeer, og ragede vor Skiæg¹).Gid Generaler ham kun efterfølge vilde,Og deres ledig Tid ey saa unyttig spilde,Men læse, med Jens Block, nu en, nu anden Bog,Der viiser store Mænds Bedrifter, deres Tog!

Da Fogdens Hustrue samt hans Dotter saadant hørte,De sagde: Han sig vil i en Ulykke styrte!Vi maa forsøge, om vi ikke kand formaaeAt hindre saadant. Da de ham bevæbnet saaeMed Kaarde og med Spiud, de ham til Fode faldte,De hannem deres Trøst samt eenest Glæde kaldte,De forestilte ham, at det var intet SpilAt vove sin Person: om ham kom noget til,Den eene Faderløs, den anden var en Enke;Han burte som en Mand og Fader sligt betænke.Hans Hustrue klynked meest, sig stedse slog for Bryst,Og raabte: Med din Død forsvinder all min Trøst.Men ingen Graad vor Fogd var mægtig at bevæge;Jeg troer, man skulde før en Tiger, Vildsviin spæge,End overtale ham at sidde hiemme still.Af Avind hærdet da han lukket Øren til.Som Vinden nu paa een, nu paa en anden Side ²)En tyk og voxen Eeg angriber, den at slideOg rykke op med Rod med Magt bemøyer sig:Saa Hustrues, Dotters Suk vor Fogd fra denne KrigEy mægtig var at faae. En Vind kand vel med MøyeEt stærkt rodfæstet Træ til Jorden slaae og bøye,Til Roden trykke kand dets Greene og dets Top;Men det ey fælde dog og rykke gandske op.Saa gik det denne Mand: han Øjne maatte væde,Da han sin Hustrue saae og Dotter saadan græde;Dog blev han stedse ved sit Forsæt; ingen KonstDem hialp, all Suk og Bøn, all Knæfald var omsonst.

(Da Fogden ved Spioner fik vide, hvor svag Fienden var, lod han trøstigen gjøre Anfald; men Krigen endte uden Blodsudgydelse, da Paars, svigtet af sine egne, maatte overgive sig).

Ludv. Holberg.

533

(Den kallundborgske kremmer Peder Paars hadde med sin skriver Peder Rus foretatt en reise for å besøke sin festemø i Aars, men strandede på Anholt. Beboerne av denne Ø antok ham for en erobrer og rustet seg til krig).

Nå ble rådslaget om en general å ta.Man foreslo Jens Block; man visste ey hans mage.Man Doctor kalte ham, skjønt han kun var Balbeer.Han drepte tolvte del av Øens folk, ja mer,Med piller hver et år; En Doctor ingenlundeHan deri ettergav, skjønt han latin ey kunne.Han syntes best bekvem å føre an en hær,Som han var modig, sterk, og vant var til i særÅ skille folk ved liv ved dråper og ved piller;Thi skjønt man visste vel, han hadde egne griller,Som Læger gjerne har, så holdt man ingen dogBeqvemmere enn han til sådan viktig Tog.Hvor vel besluttet ble, ham sådan post å by,Så fant man dog for got, han alltid skulle lydeDe råd, som Christen Storck ham uti felten ga;Thi han så vittig var, som Block var kiek og brav.

534Straks sådant kundbar ble, man hørte raisonereBlant den gemene mann: Skal han nå kommandere?Skal han oss føre an? Han sådant ey forstår 1);Han aldri var i krig, han aldri fikk et Saar.Den gode Christen Storck, som ham råd skal gi,Ey bedre er enn han. Hva vil der med oss bli?

Om fogden den tid seg i dette Val forsaae,Det vil jeg ved sitt verd for alle lade stå;Jeg er hans Dommer ey. Det vet jeg og kand si,At man en øvrighet i Kaartet ey må kikke.Men hva er mer gement enn sådan snakk hver dag?Den dømmer aldri rett om sådan viktig Sag,Der intet selv forstår. Enhver vil statsmann være,Hver bonde, håndverksmann en general kand lære.Man tit og ofte har med stor forundring hørt,At bønder sådan snakk om staten haver ført.Der er fast intet skrid, en general kand gjøre,En Handverksmand jo vet det bedre å utføre. — —

Nå må jeg litt igjen til fogden meg begi,Og se hva meere verd jeg finner å beskrive.Skjønt han ey tapper var, men skrøpelig og lad,Så var ham dog mot Paars innprentet sådan hat,At han Krigshæren selv Personlig ville følge.Det anstod ey Jens Block; han kunne ikke dølgeSin Misfornøyelse, men sa: Herre hør!En Øvrigheds person seg aldri vove bør,For Landets velferd han sitt kostbar Liv må spare;Hvis han omkommes, står det hele land i fare.Skjønt generalen kun av Avind sa det,Så tilstod dog enhver, han deri hadde rett.Dog lot seg fogden ey av sådant overtale,Men straks Befaling ga, hans broket hest å sale,Å lave seg til March. Calliope stem opp,Beskriv meg kortelig vår fogd fra Taae til topp,Hans Rustning og mundur, hans krigsmakt og dens orden,Som den ble sett da å stå ved Fogde-gården.

Man fogden så til hest i Spidsen av hans hær.Hans Sadel ene var betrekket med got Lær;De andres var av tre. På hodet en hueHan hadde, som var rød; den verd var å beskue.Hans Trøje den var blåe, med små Glas-knapper på,De syntes langt fra fast som mange stjerner ståPå Himlens firmament. Jeg intet her vil skjule:535Hans Støvler satt nett, hans bukser vare gule,Hans Brystdug, som var rød, tilkiende gi lotHans Tapperhed, at han utøse ville blod.Ved siden hang et sverd, som kalles nå Hirtzfænger,Man aldri noen tid på Øen så den lenger.Hans Haar til Bæltet hang, var meget tykt og tett.Å male alting av, min Pen er alt for slett.Han hadde seg forsiunt mot kulden, var vel foeret.At det Krigs-guden var, man skulle ha soeret;Thi som en voksen Tyr og okse man ham så ¹)Blant annet mindre fe, blant får og Gedder stå.

Jens Block man derimot seg understod å laste;Thi han så ilde ut, som Frue-Dag i faste,Han slet i klær var. Men denne gode mann,At fienden med prakt ey overvinnes kand,Vel visste; tvert imot, at den av rike klærOppmuntres til å slås, sig over byttet gleder.Han ikkun hadde seg forsynet med geværSå skarp som rakekniv; å komme ham fornær,Det ingen tienligt var. Den høyre fløy han førte,Var ferdig å gå fort, så snart man trommen rørte.Armeen hadde han i orden satt med flid,Som det var brukelig i Alexanders tid.Av hans historie han general var blitt,Han hadde nøye lest, hva Curtius har skrevetOm samme store helt, vel oversatt på tysk;Thi for Mons Wiingaards tid den ikke var på jysk.Det fast utroeligt er, hva man av gamle bøker ²)Kand lære, når man dem med flid igiennemsøger.Man alting der i ser; de er som et speil,Der viser store menns bedrifter, deres feil,Samt store dyder. Man av dem kand se og læreAlt hva en general kand gi navn og ære;Man derav lære kand en festning og en ByeÅ ta inn, og få en Krigshær til at flye.Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde ³),Om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemunde536Han hadde meget lest. Så derav sees kand,Man talte uten grunn så ilde om den mann.Før krigen den gikk an, da man folk hørde rope:Av sådan general hva lykke kand man håpe?Skal den oss føre an, der dum er som et kveg?I går var han Balbeer, og ragede vår Skiæg¹).Gid generaler ham kun etterfølge ville,Og deres ledig tid ey så unyttig spille,Men lese, med Jens Block, nå en, nå annen bok,Der viser store menns bedrifter, deres Tog!

Da Fogdens hustru samt hans dotter sådant hørte,De sa: Han seg vil i en ulykke styrte!Vi må forsøke, om vi ikke kand formaaeÅ hindre sådant. Da de ham bevæpnet såMed kårde og med Spiud, de ham til Fode falt,De ham deres trøst samt eenest glede kalte,De forestilte ham, at det var intet spillÅ vove sin person: om ham kom noe til,Den ene Faderløs, den annen var en enke;Han burte som en mann og far slikt betenke.Hans Hustrue klynket mest, sig stedse slo for bryst,Og ropte: Med din død forsvinner all min trøst.Men ingen gråt vår fogd var mektig å bevege;Jeg tror, man skulle før en Tiger, villsvin spæge,Enn overtale ham å sitte hjemme still.Av Avind herdet da han lukket Øren til.Som Vinden nå på een, nå på en annen side ²)En tykk og voksen Eeg angriper, den at slideOg rykke opp med rot med makt bemøyer seg:Så Hustrues, Dotters sukk vår fogd fra denne krigEy mektig var å få. En Vind kand vel med møyeEt sterkt rotfestet tre til jorden slå og bøye,Til Roden trykke kand dets Greene og dets topp;Men det ey felle dog og rykke gandske opp.Så gikk det denne mann: han Øjne måtte væte,Da han sin hustru så og dotter sådan gråte;Dog ble han stedse ved sitt forsett; ingen kunstDem hjalp, all sukk og Bøn, all knefall var omsonst.

(Da Fogden ved spioner fikk vite, hvor svak fienden var, lot han trøstigen gjøre anfall; men krigen endte uten blodsutgytelse, da Paars, sviktet av sine egne, måtte overgi seg).

Ludv. Holberg.