(Epistel til **).
Du forundrer dig over hvi den afdøde L. S. haver kundet efterlade sig gode Midler, da han var en Mand, som sparede intet udi Mad og Klæder, og nægtede sig ingen Slags Vellyst, hvad den end skulde koste: da der imod hans Broder, som arvede Midler, og stedse haver haft samme Indkomster, er stedse Penge-løs, da han dog opfører sig saa simpel og tarvelig, som den ringeste Haandverksmand. Disse tvende Mænd ere ikke de eeneste, som vise Exempler herpaa. Dette synes vanskeligt at begribe, men bliver dog ey saa vanskeligt, naar man nøye efterforsker Folkets Levemaade. De fleste blive fattige ved Pragt og Ødselhed; Mange blive ogsaa forarmede ved utidig Sparsomhed: Thi det er om de sidste, som man siger, at de gnie paa Skillingen for at sette Daleren til. Jeg haver kiendt dem, som for at spare paa Ildebrand om Vinteren, ere af Frost faldne udi Sygdomme, som haver kostet dem heele Skibs-Ladninger af Brænde. Jeg haver kiendt andre, som for at spare paa Saltet, have haft deres Smør og Kiød fordærvet: Andre, for at spare paa Post-Penge, have forsømt at skrive om vigtige og magtpaaliggende Sager: Andre, for ikke at betale 100 Rigsdaler, have udstaaet Processer, som have kostet dem 1000. Hvor 533mange Obligationer og Haandskrifter ere ikke blevne casserede, efterdi man haver villet spare paa stemplet Papier, og hvor mange Vahrer ere ikke blevne confisqverede, efterdi man haver villet indsnige dem uden Tolds Afleggelse? Mange maa jo med stor Bekostning bygge heele Huuse af Grunden op, efterdi de ikke have repareret dem i Tide. At give Pengene ud i rette Tiid, er det samme, som at sette dem ud paa Rente, og at lade see Prøve paa Oeconomisk Viisdom. En Gnier maa ofte betale en Ting 10 dobbelt, efterdi han holder forlænge paa Skillingen. Hvad som ellers foruden utidig Paaholdenhed forarmer en Familie, er en skiødesløs Huusholdning. Thi det er derved, at de fleeste Mennesker, som have haft meest Anseelse af Tarvelighed, ere bragte til Bettelstaven: En prægtig og derhos ordentlig Oeconomie giør ikke nær saadant Skaar udi Pungen, som en tarvelig, men derhos u-ordentlig Huusholdning. Naar man alt dette eftertænker, fatter man let Aarsagen til Gnieres Armod.
Ludv. Holberg (1748).