Kong Haakons Gildehal.
Du gamle Hal med de Mure graa,Hvor Uglen bygger sit Rede;Saa tidt jeg dig ser, maa jeg tænke paaKong Lear paa den vilde Hede!
Han gav sine Døtre Kronens Skat,Han gav dem sit dyreste Eie, —De jog ham ud i den sorte NatAt færdes paa vildsomme Veie.
Du Hal, som tynges af Tidens Vegt,Du maatte det samme friste, —Du gav en utaksom EfterslegtDen dyreste Skat, du vidste.
Du gav os Erindringens gyldne Høst,En Saga med Billeder rige;Men spored du vel i noget BrystEn taksom Tanke at stige?
Der maatte du stande som Albions DrotTil Leg for de kaade Vinde;I Sekler peb Stormen med Haan og SpotOmkring din graanende Tinde.
Nu snakkes jo lydt om, at Folket er „vakt;“Det prøver vel Feilen at rette;Saa flikkes med Pjalter din Kongedragt, —Du har alt en Narrehætte!
Og derfor, du Hal med de Mure graa,Hvor Uglen bygger sit Rede!Saa tidt jeg dig ser, maa jeg tænke paaKong Lear paa den vilde Hede.
Henr. Ibsen.
Kong Haakons Gildehal.
Du gamle Hal med de murer grå,Hvor uglen bygger sitt Rede;Så titt jeg deg ser, må jeg tenke påKong Lear på den ville Hede!
Han ga sine døtre Kronens skatt,Han ga dem sitt dyreste eie, —De jog ham ut i den sorte nattÅ ferdes på villsomme Veie.
Du Hal, som tynges av Tidens vekt,Du måtte det samme friste, —Du ga en utaksom EfterslegtDen dyreste skatt, du visste.
Du ga oss Erindringens gyldne høst,En Saga med Billeder rike;Men sporet du vel i noe brystEn taksom tanke å stige?
Der måtte du stande som Albions drottTil Leg for de kaade vinder;I sekler pep stormen med hån og SpotOmkring din grånende Tinde.
Nå snakkes jo lydt om, at folket er „vakt;“Det prøver vel feilen å rette;Så flikkes med pjalter din kongedrakt, —Du har alt en narrehette!
Og derfor, du Hal med de murer grå,Hvor uglen bygger sitt Rede!Så titt jeg deg ser, må jeg tenke påKong Lear på den ville Hede.
Henr. Ibsen.