Læreplanatlas
Tredie DelVII. KULTURHISTORISKE SKILDRINGER.

Gamle Stenbygninger.

Nicolaysen

392

Af vore Klosterbygninger er omtrent Halvdelen forsvunden; af den anden Halvdel staar endnu større eller mindre tagløse Dele paa Hovedøen ved Kristiania, Lysekloster i Søndhordland, Selje i Nordfjord, Rein og Tuterø ved Trondhjemsfjorden. Levningerne af Klosteret paa Nidarholm eller nu Munkholmen i Trondhjemsfjorden har vel Tag over sig, men er meget forandrede og indbyggede i en nyere Bygning; dog sees det, at Hovedformen har været rund, en Form, som ellers ikke er truffen i Norge. Et Par mindre Rum af Nonneseter Kloster i Oslo har endnu sine Hvælvinger og findes i den derværende Bispegaard; ligeledes er et Par 393lignende Rum dels af Nonneseter Kloster paa Lungegaarden i Bergen og dels af Jonsklosteret i samme By endnu bevarede i derværende private Huse. Kun af to Klostre bruges endnu større Dele til kirkeligt Brug, nemlig Domkirken i Bergen og Utsteins Klosters Kirke i Ryfylke. Begge er i spidsbuet Stil og har rige Forsiringer omkring Døre og Vinduer.

Af Biskopsgaarde er der kun levnet en, nemlig den saakaldte Kongsgaard eller Artillerigaarden i Trondhjem; ved Stavangers lærde Skole staar der et meget vakkert Kapel, som engang hørte til den nedrevne Biskopsgaard, og ved Grans Prestegjeld paa Hadeland er der en liden simpel Stenbygning paa 3 Stokverk, hvori Biskoppen af Hamar holdt til, naar han var paa de Kanter.

Ogsaa de kongelige Borge eller Kasteller er mestendels forsvundne; dog er der endnu nogle Mure tilbage af det saakaldte Mjøskastel, som Haakon Haakonssøn reiste paa en liden Holme ligeud for Gaarden Sten paa Hedemarken; og af det ene af de Kasteller, som han byggede paa det nuværende Bergenhus, findes enkelte Levninger i det derværende store Taarn. Dette blev for største Delen opført i Aarene omkring 1563 af Lensherren Erik Rosenkrands, men har nu faaet det urigtige Navn Valkendorfs Taarn. Kun en eneste verdslig Stenbygning er for største Del endnu levnet, nemlig Hallen paa Bergenhus. Den er opført i spidsbuet Stil af Haakon Haakonssøn mellem Aarene 1247 og 1263 og var fra først af bestemt til en kongelig Gjestebudssal; hertil blev den rimeligvis ogsaa brugt endnu omkring 1350. Men fra Slutningen af det 17de Aarhundrede har den været Kornmagasin og er derfor nu i en sørgelig Stand; dog tør man vel haabe, at der kommer en Tid, da Regjering og Storting vil gjøre sit til, at den kan faa et værdigere Brug. Bygningen var fra først af delt i tre Stokverk. Det nederste, hvori tre Kjeldere, havde ingen Lysaabninger og var dækket med et fladt Træloft; det mellemste havde ligeledes tre Rum, syv smaa Vinduer og fire Piller, som bar Hvælvingerne. I det øverste Stokverk eller den egentlige Festsal var der paa Langsiden syv store Vinduer og i Endevæggen et meget bredt Vindu med saadan Høide, at det gik et Stykke op i 394Gavlen, og under dette Vindu stod rimeligvis den kongelige Throne; Rummet var ikke dækket med fladt Loft, hvorimod dette var aabent, saa at man kunde se op i Sperreverket, som formodentlig var prydet med Udskjæringer. Bygningens Form, navnlig i det øverste Rum, er den samme, som træffes i engelske og nordmandiske Haller. Salen er endnu den største her i Landet; den er 52 Alen lang, 21 Alen bred og 12 Alen høi i Murene eller dertil, hvor Sperreverket begyndte.

N. Nicolaysen.