Gravhaugerne kaldes ofte Kjæmpe- eller Risehauger; men disse Navne grunder sig paa den urigtige Tro, at Menneskerne dengang var meget større end nu, eller paa den Vildfarelse, 390at det kun er Kjæmper og Vikinger, som ligger begravne der. Gravhaugerne er enten runde, aflange eller trekantede. Ofte har de ved Foden en omgivende Rand af liggende Stene og undertiden ovenpaa en eller flere opreiste Stene, de saakaldte Bautastene eller Mindestene over den afdøde. Disse Stene er almindelig fra 3 til 6 Alen høie, men ofte høiere, endog indtil 12 Alen. Haugerne er sammensatte af Sten eller Sand eller begge i Forening. Ikke sjelden er de omgivne med en Grøft, hvis Hensigt maa have været at fri de nedlagte Sager fra Væde; denne Omhu viser sig endnu større, naar der, som af og til træffes, er Hulrender fra Haugens indre til dens Yderkanter. Som oftest ligger Haugerne enkeltvis eller kun færre sammen; undertiden er der større Samlinger deraf paa et Sted, endog indtil flere hundrede. Paa saadanne Steder har der formodentlig været fælles Begravelsesplads for hele Bygden.
Deres Størrelse er meget forskjellig; de runde fra ½ Alens Høide med 3—4 Alens Omkreds indtil 12 Alens Høide med en Omkreds af 100—200 Alen. De aflange og trekantede Hauger er altid lavere, sjelden over et Par Alens Høide; men de første har ofte en Længde af 40—50 Alen med en forholdsvis ringe Bredde.
De runde Hauger findes paa alle Kanter af Landet, Langhaugerne mestendels nordenfor Dovre og vestenfor Langfjeldene, de trekantede Hauger næsten kun i Trøndelagen, paa Jæderen og i Ryfylke.
Det er kun yderst sjelden, at man af Sagaerne eller af andre ældre Optegnelser kan slutte sig til, hvem der ligger begraven i Haugerne. Nogle Exempler herpaa kan nævnes. Saaledes maa den allerede før 1230 udkastede Grav, hvoraf tilforn saaes Spor i Nordvest for den gamle Gar-Kirkes Tomt ved Haugesund, have været den samme, hvori Harald haarfagre blev lagt; ligeledes er det sandsynligt, at den saakaldte Kongshaug paa Sæim i Nordhordland maa være den, som blev opkastet over Haakon Adelstensfostre; og flere af de store Gravhauger, som findes i Borre Sogn i Jarlsberg, dels paa Prestegaardens, dels paa Nabogaarden Volls Grund, indeholder rimeligvis Levninger af Ynglinge-Kongernes ældste norske Stamfædre.
391Hvad Gravhaugernes indre angaar, har de paa Bunden ofte et Rum af forskjellig Størrelse, fra 1 til 6 Alen langt og fra 1 til 2 Alen bredt. Dette Rum indesluttes af flade Heller eller paa de fire Sider af mindre Stene, som er lagte paa hinanden med en flad Overligger. Hvor der intet saadant Gravkammer findes, har i mange Tilfælde den afdøde været lagt i en Baad eller et Skib. Herfra hidrører de Klinknagler og Baadsøm, som ofte træffes ved Udgravninger. Undertiden er endog mindre Dele af Fartøiet med vedhængende tjæret Drev bevarede; derimod har man endnu ikke fundet større Dele eller endog et helt Fartøi *).
Mangfoldige Gravfund har styrket Snorres Udsagn, at man her i Landet meget længe vedblev den gamle Skik at brænde de døde. Ja, det synes endog, at denne Skik maa have været almindeligst, og at den holdt sig næsten ligetil Kristendommens Indførelse. Efterat Liget var brændt, nedlagdes da Benstumperne og Asken i Kar af forskjellig Slags: Potter af brændt Ler eller af Grøt- eller Klæbersten, Skaaler af samme Sten eller Messing, Kjedler af sammenklinkede Jernplader eller af Messing, og smaa Bøtter eller Spand af Træstaver, enten helt omgivne af Messingblik eller kun med Gjorder af Messing. Ved Siden af Karrene nedlagdes Redskaber og Prydelser, som den døde havde brugt. Sjelden træffes Prydelser af Guld eller Sølv, mest kun smaa Fingerringe eller tynde snoede Guld- og Sølvstænger. De sidste er de saakaldte Betalingsringe, hvoraf man hug Stykker og betalte dermed efter Vegt istedenfor Mynt. De fleste Prydelser, som træffes, er enten smaa Halsperler af Glas og brændt Ler eller forgyldte Messingspænder af forskjellig Form og Rigdom. Eiendommelige for Jernalderens sidste Tid er de aflange skaalformede Spænder, omtrent 4 Tommer lange og 2 Tommer brede, med mange ophøiede og gjennembrudte Forsiringer. Af andre Sager findes mest forskjellige Slags Vaaben, saasom Sverd, Spyd, Pilodder, Øxer, Knive, Dolke, Skjoldbuler, sjeldnere derimod Ringbrynjer og Hjelme. Sverdene er især eiendommelige og aldeles forskjellige fra 392Bronsealderens. Klingen er indtil 30 Tommer lang, enten enegget eller tveegget; Heftet udmerker sig ved sin bene Parerstang og en trekantet Knap øverst oppe; begge er ofte prydede med indlagte Forsiringer af Guld, Sølv eller forgyldt Messing; selve Haandtaget er kun til en Haand og almindelig ikke meget over 3 til 4 Tommer langt, saa at de, som brugte det, ikke kan have havt store Hænder. Undertiden træffes i Forbindelse med Sverd ogsaa Levninger af rigt forsirede Skeder og Belter. Af andre Ting, som findes i Gravhaugerne, kan merkes: Ambolter, Hammere og Tænger; Paalstaver, Ljaaer, Sigder og Plogjern (Ard); Pander til at stege Brød paa, Hekler til Lin eller Hamp, Saxe som de nuværende Saudesaxe, Stene (Kljaastene) til at hænge i Enden paa Traadene i de dengang brugelige opretstaaende Vævstole (Opstadgogn), Skaalevegter og Lodder, Nøgler og Benkamme; Drikkekar af Dyrehorn, sjeldnere af Glas, Terninger og Bendupper til et eget Slags Brætspil; i et enkelt Tilfælde blev paa Hedemarken fundet et helt Skakspil. Ikke sjelden indeholder Gravhaugerne ogsaa Ben af Dyr, især af Heste, endog af flere i samme Grav. I Forbindelse dermed træffes Mundbid af Bidsler, Stigbøiler, Levninger af Sadeltøi. Iblandt de sidste maa fremhæves nogle rigt forsirede Sadelknapper af forgyldt Messing og med to gjennemgaaende Huller, hvori der har været indsat Stene (Glasflus) af forskjellig Farve.
N. Nicolaysen.