387

Det var Biskop Herr Peder,Han stander i Hamar Gaard;Taler han til de Kanniker tolv,Som ginge til Bispens Bord.Men Klokken hun ringer iTaarnet.

„Idag før de OttesangeJeg haver med Herren talt,Jeg haver en Reise fore,Og den er hannem befalt.

Jeg haver en Reise foreLangt vester til Telemork,Der bygger de Kirker af FurumalmOg æder den Lindebork.

Der er de Kjæmper fuld sterke,Og haver jeg spurgt for vist,Nu har de vendt sig fra Aasa-TorOg beder til hviden Krist.

Jeg reiser at vie KirkerTil Herrens Ære og LovAlt over de høie FjeldeOg gjennem den mørke Skov.

Thi Guds barmhjertige FingerHar aabnet den haarde Port,Over os skinner den lyse Dag,Og Natten hun lider nu fort!

Over os skinner den lyse Dag,Og vi er Jordens Salt: —Stander I op i Herrens Navn,Timen er kommen alt!

Saa giver vi Hamar, den fagre By,Imedens i Herrens Vold;Med Guds Hjelp sjunge vi atterherKorsmessen i godt Behold.

Nu gange vi trøst den lange LeidAt signe de hellige Hus,Hvo ved, om de ikke stande denDagHamar er lagt i Grus?“ —

De Riddere, Klerke og SvendeDe var fuld ganske snare,Det var Herr Peder fra Hamar,Ham fulgte saa fager en Skare.

Det var Herr Peder af Hamar,Ham fulgte de Kanniker tolv,Ganger han over den bløde MyrSom paa det skantede Gulv.

Over de vildene VidderOg over den stride Strøm,Borken han finder den benesteVeiForuden Bidsel og Tøm.

Ganger han op den bratte LidOg ned i den dybe Dal,Som ædelig Jomfru hun trinertil DansAlt udi Høienloftssal.

Kom han sig paa Stavlidheien,Det var saa farlig en Færd;Han tvang de Tusser og Trolde,De kom aldrig mere der.

Det var Biskop Herr Peder,Han rider den mørke Nat;Da Solen skinner paa KirkensFløi,Han løfter sin Bispehat.

388Solen skinner paa forgyldte FløiFor norden det Ravnegjuv:„Nu lovet være den Herre KristFra Kor og til Kirkeskruv!“Mens Klokken hun ringer iTaarnet.

Det var Biskop Herr Peder,Ærværdig og from i Sind,Aarle om den Søndags MorgenDa axler han sit Skind.Men Klokken hun ringer iTaarnet.

Det sang saa vænt udi Skoge! —Op stod Kvinder og Mænd,De Bønder af Aabø og Nesland,Af Gjøitill og Mannaas-Grænd.

I Kufter saa var de klædte,Og saumet den røde Vest,Beltet var alt med Sølv beslagetOg Øxen derunder fæst’.

Frem tren Biskop Herr Peder,Han var fuld gammel og graa,Han havde sin BispehueOg røde Guldkaabe paa.

Da tog de fromme KlerkeKirkenøgelen sterk,Bar de Kalk og SølverfadOg klædte i Messeserk.

Foran bares de store VoxljusOg Korset af pureste Guld;Det var Biskop Herr Peder,Han ganger saa tankefuld.

Fremst i den FolkeskareHan knæler ved Kirkeport,Beder han for sine Synder,For hver, som har ilde gjort.

Beder han for de Bønders BrøstOg for det Kirkehegn;Solen den skinner paa hansPandeAlt som et Naadens Tegn.

Det var saa lysteligt høre!De Kanniker sjunge fro;Messer den ærværdige HerreFor Alter den kristelige Tro.Mens Klokken hun tystner iTaarnet.

Monne de „Gloria“ sjungeOg „Kyrie“ ligervis,Smaafuglen oppe i LundaraasHan svarede med Guds Pris.

Da fulde de Bønder til FodeOg bøied til Gud sit Sind,Det vil jeg for Sanden sige,Dem runde Taarer paa Kind.

Mælte det Biskop Herr Peder,Han stod i gyldent Skrud:„Naade være med eder og Fred!Saa hilser jeg eder i Gud!

Hilsæl! I Mænd og I KvinderOg saa eders Børn smaa,Vi beder idag den høieste Gud,Han vilde til os indgaa!

Her har I bygget hannem et HusOg eder til Hjertens Trøst;Mine kjære Børn, I komme nuhidAt høre paa Herrens Røst!

Bonden han ganger hos Plogen,Træler han Ugen ud,Først da skal han holde SabbatOg love den Herre Gud.

Kvinden hun bær Guds GaverOg sætter paa Bondens Bord,En bedre Gave for sandt jegved:Det evige Livsens Ord.

For Guds Skyld, Bomænd ogBønder,I stille nu eders Sverd!Kristus, Guds Søn af Himmerig,Han taaler ei blodig Færd.

389Hvorhelst I monne bygge og boPaa Fjeld og i dyben Dal,Fred er hans Bud til ederOg Frelse fra Dødsens Kval.

O lader os vandre en ærlig VeiAlt efter de kristnes Tro,Saa skal vi komme til ParadisOg finde i Graven Ro.

Brødre! vi skal jo alle døOg lægges i Jordens Skjød,Saa gjemmes vi bort til Dommedag,— Det har fuld ingen Nød.

Kristus eier en Himmelsal,Der alle Guds Helgen staa,Der sidder St. Olav og vænterPaa eder, store og smaa.“ —

Han vied det hellige AlterOg saa den Døbefunt,Og hver den Ting, i Kirken var,Den korsed han samme Stund.

Lagde han Lok af St. Olavs HaarUdi det Kisterum,Jomfru Maria og JesubarnStander derhos saa from.

End bar de Kanniker VievandOg stænked paa hver den Sted:„Fra nu af og indtil evig TidSaa lyser vi her Guds Fred!“

„Velsignet være nu dette HusHver Søndag og Samlings Stund,Velsignet det Ord, som herudgaarAf viede Presters Mund!“

Stander den ærværdige HerreMed Kaabe og Sølverskjeg,Rister han med sit gode SverdRuner paa Kirkens Væg:

„Til Korsets og St. Olavs ÆreEr viet det hellige Hus.“Hvo ved, om det ikke standerden DagHamar er lagt i Grus?

Riddere har jeg fuld mange,Som drager i Ledingsfærd,Færre da har jeg Prester,Som strider med Aandens Sverd.

Sandhedens Belte og BrynjeHaver ei Guldets Prunk, —Tog han og satte til Vinje PrestDen gamle skaldede Munk.

„Broder, du vogte mig varligDen Hjord og de spæde Lam!Monne du være en Leiesvend,Da fanger du Last og Skam.“

Mælte det Øistein SanddokOg Olav paa Hjellhus staut:Give vi af hver Gaard og GrændIdag til Kirken et Naut!

Det da var han Bjørn Bringsverd,Han frem for Herr Peder stod,Gav han for sig og SignelilleSvalestuen til Sjælebod.

Giver han Øistein SanddokTil Guds Ære og PrisDe bedste Ækrer, ved Kirken laa,Dem kaldte de Paradis.Men nu ringer Klokken i Taarnet.

M. B. Landstad.

387

Det var biskop Herr Peder,Han stander i Hamar Gaard;Taler han til de kanniker tolv,Som ginge til Bispens bord.Men Klokken hun ringer iTårnet.

„I dag før de OttesangeJeg haver med Herren talt,Jeg haver en reise fore,Og den er ham befalt.

Jeg haver en reise foreLangt vester til Telemork,Der bygger de kirker av FurumalmOg eter den Lindebork.

Der er de kjemper full sterke,Og haver jeg spurt for vist,Nå har de vendt seg fra Aasa-TorOg beder til hvit Krist.

Jeg reiser å vie kirkerTil Herrens ære og lovAlt over de høye fjellOg gjennom den mørke skog.

Thi Guds barmhjertige fingerHar åpnet den harde port,Over oss skinner den lyse dag,Og Natten hun lider nå fort!

Over oss skinner den lyse dag,Og vi er Jordens salt: —Stander dere opp i Herrens navn,Timen er kommet alt!

Så gir vi Hamar, den fagre by,Imens i Herrens vold;Med Guds hjelp sjunge vi atterherKorsmessen i godt behold.

Nå gange vi trøst den lange leidÅ signe de hellige hus,Hvo vet, om de ikke stande denDagHamar er lagt i grus?“ —

De riddere, Klerke og svennerDe var full ganske snare,Det var Herr Peder fra Hamar,Ham fulgte så fager en Skare.

Det var Herr Peder av Hamar,Ham fulgte de kanniker tolv,Ganger han over den bløte myrSom på det skantede gulv.

Over de ville vidderOg over den stride strøm,Borken han finner den benesteVeiForuten bissel og Tøm.

Ganger han opp den bratte LidOg ned i den dype dal,Som ædelig jomfru hun trinertil dansAlt uti Høienloftssal.

Kom han seg på Stavlidheien,Det var så farlig en ferd;Han tvang de tusser og troll,De kom aldri mer der.

Det var biskop Herr Peder,Han rider den mørke natt;Da Solen skinner på KirkensFløy,Han løfter sin Bispehat.

388Solen skinner på forgylte fløyFor norden det Ravnegjuv:„Nå lovet være den Herre KristFra Kor og til Kirkeskruv!“Mens klokken hun ringer iTårnet.

Det var biskop Herr Peder,Ærverdig og from i sinn,Årle om den Søndags morgenDa aksler han sitt skinn.Men Klokken hun ringer iTårnet.

Det sang så vent uti skoger! —Opp stod kvinner og menn,De bønder av Aabø og Nesland,Av Gjøitill og Mannaas-grend.

I kufter så var de kledde,Og saumet den røde vest,Beltet var alt med sølv beslagetOg Øxen derunder fest’.

Frem tren biskop Herr Peder,Han var full gammel og grå,Han hadde sin BispehueOg røde gullkåpe på.

Da tok de fromme KlerkeKirkenøkkelen sterk,Bar de kalk og SølverfadOg kledde i Messeserk.

Foran bares de store VoxljusOg Korset av pureste gull;Det var biskop Herr Peder,Han ganger så tankefull.

Fremst i den folkeskareHan kneler ved kirkeport,Beder han for sine synder,For hver, som har ilde gjort.

Beder han for de Bønders BrøstOg for det Kirkehegn;Solen den skinner på hansPanneAlt som et nådens tegn.

Det var så lystelig høre!De kanniker sjunge fro;Messer den ærverdige HerreFor alter den kristelige tro.Mens klokken hun tystner iTårnet.

Monne de „Gloria“ sjungeOg „Kyrie“ ligervis,Småfuglen oppe i LundaraasHan svarte med Guds pris.

Da fulle de bønder til FodeOg bøyde til Gud sitt sinn,Det vil jeg for sanden si,Dem runde tårer på kinn.

Mælte det biskop Herr Peder,Han stod i gyllent skrud:„Nåde være med dere og Fred!Så hilser jeg dere i Gud!

Hilsæl! I menn og dere kvinnerOg så deres barn små,Vi beder i dag den høyeste Gud,Han ville til oss inngå!

Her har dere bygget ham et husOg dere til Hjertens Trøst;Mine kjære barn, dere kommer nåhitÅ høre på Herrens røst!

Bonden han ganger hos plogen,Træler han uken ut,Først da skal han holde sabbatOg love den Herre Gud.

Kvinnen hun bær Guds gaverOg setter på Bondens bord,En bedre gave for sandt jegvet:Det evige Livsens ord.

For Guds skyld, Bomænd ogBønder,I stille nå deres sverd!Kristus, Guds Søn av Himmerig,Han tåler ei blodig ferd.

389Hvor helst dere monne bygge og boPå Fjell og i dype dal,Fred er hans bud til dereOg Frelse fra Dødsens kval.

O lader oss vandre en ærlig veiAlt etter de kristnes tro,Så skal vi komme til paradisOg finne i graven ro.

Brødre! vi skal jo alle døOg legges i Jordens Skjød,Så gjemmes vi bort til dommedag,— Det har full ingen nød.

Kristus eier en Himmelsal,Der alle Guds helgen stå,Der sitter St. Olav og venterPå dere, store og små.“ —

Han viet det hellige alterOg så den Døbefunt,Og hver den ting, i kirken var,Den korset han samme stund.

La han Lok av St. Olavs HaarUti det Kisterum,Jomfru Maria og JesubarnStander derhos så from.

Enn bar de kanniker vievannOg stænked på hver den sted:„Fra nå av og inntil evig tidSå lyser vi her Guds Fred!“

„Velsignet være nå dette husHver søndag og Samlings stund,Velsignet det ord, som herutgårAv viede Presters munn!“

Stander den ærverdige HerreMed kåpe og Sølverskjeg,Rister han med sitt gode sverdRuner på Kirkens vegg:

„Til Korsets og St. Olavs æreEr viet det hellige hus.“Hvo vet, om det ikke standerden dagHamar er lagt i grus?

Riddere har jeg full mange,Som drar i ledingsferd,Færre da har jeg prester,Som strider med åndens sverd.

Sannhetens belte og brynjeHaver ei gullets prunk, —Tok han og satte til Vinje PrestDen gamle skallede Munk.

„Bror, du vokte meg varligDen Hjord og de spede lam!Monne du være en Leiesvend,Da fanger du last og skam.“

Mælte det Øistein SanddokOg Olav på Hjellhus staut:Gir vi av hver gård og grendI dag til kirken et naut!

Det da var han Bjørn Bringsverd,Han frem for Herr Peder stod,Ga han for seg og SignelilleSvalestuen til sjelebot.

Giver han Øistein SanddokTil Guds ære og prisDe beste Ækrer, ved kirken lå,Dem kalte de paradis.Men nå ringer klokken i tårnet.

M. B. Landstad.