Den stadige Forbindelse, hvori de norske Munke stod med de mere kultiverede sydlige Lande, havde vel i visse Henseender sine skadelige Følger for Norge; men med Hensyn til Næringsveienes Opkomst var Reiserne til Generalkapitler 384og Høiskoler i Udlandet sikkert gavnlige, idet de gjorde Nordmændene hurtigere, end ellers vilde skeet, bekjendte med og bragte dem Frugterne af den stigende Civilisation. Munkene var paa en vis Maade Bier, der paa sine Udflugter til Europas Have indsamlede Kulturens Blomsterstøv, som de efter Hjemkomsten til Kuben med mere eller mindre Travlhed bearbeidede; ja selv ved den lade og døsige Munk blev dog altid fra hans Besøg i Syden noget hængende, som forplantet paa norsk Grund bar god Frugt. Selv den Kjendsgjerning, at der i Middelalderen fandtes Klostre i et saa nordligt og udyrket Land som Norge, er et Vidnesbyrd om de første Munkes kristelige Iver; thi hvilketsomhelst Sted i Norge, som Stifteren anviste Englenderne eller andre Udlendinger til Byggeplads, maatte sammenligningsvis for dem være et afsides, mindre behageligt Opholdssted, hvormed de kun igjennem stadig Beskjæftigelse og omhyggelig Jorddyrkning m. v. kunde forsones. Man bør i det hele ikke dadle Munkene, fordi de ikke i Norge som i Syden tyede til Vildmarker med sine første Anlæg; dels var det naturligt og stemmende med alles Fordel, at de bosatte sig noget nær i Midten af sit oprindelige Gods, dels og hovedsagelig var det fra først af den norske Munks væsentligste Formaal at virke for Kristendommens Grundfæstning i Landet, og da maatte han ikke bo for afsides. Den Tid var desuden forlængst forbi, da Munk og Eneboer var ensbetydende Navne.
Men hvad enten nu Munkene af Magelighed og Lyst til Verden eller af ædlere Bevæggrunde slog sit Bo i eller nær ved dyrkede og velbebyggede Egne, saa er det vist, at denne Omstændighed var fordelagtig for Landet ved det Exempel paa en bedre Benyttelse af Jorden, som de i det hele gav. Vel har Agerbruget stedse staaet paa et lavt Trin i Norge, og vi kan ikke anføre noget afgjørende Vidnesbyrd om, at Munkene har bragt det væsentlig fremad; men det kan dog neppe være tvivlsomt, at de fra Udlandet har medbragt Kjendskab til bedre Redskaber og en forstandigere Brugsmaade og indførte samme paa Klostrenes Bugaarde. Jorden havde i det hele for Nordmanden i Middelalderen et uforholdsmæssig lidet Værd, der hovedsagelig bedømtes 385efter Havnegangenes Udstrækning, og vi tør ikke tillægge Munkene nogen væsentlig Indflydelse paa Agerbrugets Forbedring, da de især havde bosat sig i Egne, hvor Fædrift og Fiskeri var Hovednæringer, medens det for Kornavl skikkede søndenfjeldske Opland saagodtsom ganske manglede Klostre. Det samme er Tilfældet med Skovene, førend Trælastudskibningen ret kom i Gang ved Midten af 16de Aarhundrede, og man finder ikke, at Munkene for disses Bevaring og hensigtsmæssige Tilsyn har gjort andet og mere, end at de sørgede for, at Leilendingen ikke misbrugte Skoven.
Med større Bestemthed lader derimod deres Indflydelse paa Havedyrkningen sig paavise. Man er enig om at tilskrive de første Munke, som kom herover, Udbredelsen af denne ligesaa lønnende som behagelige og forædlende Næringsgren, om hvis Værd de raa Hedninger ikke engang gjorde sig noget Begreb*). Ligesaa vist er det uden Tvivl, at Havedyrkningen paa Landet i Norge i Katholicismens Dage i mange Egne har staaet paa et ligesaa høit Trin, hvad Frugttræavlen angaar, som nu, da Brændevinet saagodtsom ganske har fortrængt Tillavningen af Mostvin, der før var saa almindelig, og som først i de sidste Aar atter har begyndt at vinde Indgang. For alle Munkeordener var Havedyrkning en fastsat Hovedsyssel, og ved alle Klostre fandtes der mindst en Have, ofte flere, som dyrkedes med stor Flid. Munkene hjembragte fra Udlandet Frugttrær, Rødder, Urter og Blomster for at forsøge dem i norsk Jordbund, og endnu den Dag idag findes de vidtløftigste og med de bedste Frugter forsynede Haver paa Landet i Almindelighed ved Klostrene. Lyseklosters, Halsnøens, Utsteins, Gimsø, Værne og Dragsmarks 386Haver er endnu til og i Anseelse. Paa Opedal i Ullensvangs Sogn i Hardanger, der hørte under Lysekloster, findes endnu den vidtløftigste, mellem en Mængde Opsiddere afdelte Frugthave i Norge, hvis Æbler og Kirsebær udgjør Gaardens største Herlighed og en vigtig Udførselsvare. At denne Have skyldes Lysekloster, er ikke Tvivl underkastet, ligesaalidet at det er Munkene i dette Kloster og Halsnø, hvis 3 vidtstrakte Haver ofte omtales, som Hardanger har at takke for denne vigtige Næringsgren. Ved de to andre Cistercienserklostre, Hovedøens og Tuterøens, er vel Haverne nu forsvundne; men paa begge findes endnu vildtvoxende en Mængde Urter og Blomster, som ellers kun trives i Haverne, ligesom efter sagkyndiges Erklæring Hovedøens Flora skal være usedvanlig rig. Blandt Klosterhaverne i Bergens By, hvor nu kun Lungegaardens og maaske Munkelivs er tilbage, har især Minoritternes udmerket sig og havde paa Reformationstiden og senere ei sin lige i Egnen. Under Biskop Geble, hvem Klostret og Kirken overdroges til Bispegaard og Domkirke, blev i denne Have af Gartneren Adrian fra Flandern fremdrevet Æbler, Pærer, Kirsebær og Druer, i senere Tid omtales endog dens Kastanier, Korender, Figener og Laurbær; men nu er den ganske forsvunden. Selv ved det ellers ukjendte og uden Tvivl ubetydelige St. Olavs Kloster i Hamar omtales dets Æble-, Kirsebær- og Humlehaver. Ligesaa nævnes Biskoppens og Borgernes Podemestere og Mostpersere i Hamar, som tilberedte Most, Pære- og Kirsebærdrank. Humlehaver, som nu er mindre almindelige, var i ældre Tider, da Øldrikken var saa stor, nødvendigere og fandtes næsten paa hver Gaard. At Munkene saaledes forstod at give Nordmændene Smag for den fredelige, aandsdannende Havesyssel, er maaske den største Fortjeneste, de har af Landets Kultur. — Ogsaa Biavl dreves i Klostrene, som i Norge i det hele, forholdsvis almindeligere end nu. Honningen anvendtes til Mjøden og Voxet til Kirkelys, hvoraf dengang saa mange forbrugtes paa Altrene og ved de kirkelige Optog. Imidlertid var Avlen ikke tilstrækkelig til Landets Forbrug; thi Mjød, Honning og Vox var i Middelalderen stadige Indførselsvarer fra Flandern, England og tildels fra Hansestæderne.
Chr. Lange.