Alle Norges Kystfylker, som udgjorde den største og vigtigste Del af Landet, havde i Løbet af 3 Aar bøiet sig for Olavs Magtsprog og bekjendte Kristendommen. Det var endnu vistnok for det meste en Kristendom i Navnet. Landet var saare vidtløftigt, Bygderne paa de fleste Steder vidt spredte og Kongens Overfærd hurtig. Antallet af Kristenlærere kan desuden umuligen have været tilstrækkeligt for Folkets Undervisning, om de end alle antages at have været Folkets Sprog fuldkommen mægtige. Under saadanne Omstændigheder maa Daabens Meddelelse have været Hovedsagen; og i Olavs Øine var vist ogsaa Daaben det vigtigste, da han neppe et Øieblik tvivlede om dens umiddelbare Virksomhed til Omvendelse, om dens Kraft til at rive selv den, der iblinde og tvungen modtog den, ud af Æsernes eller, hvad der for ham var det samme, Djævlenes Herredømme. Mangen Hedning, som paa den Maade blev døbt, saa sikkerligen ogsaa Sagen fra et lignende Synspunkt, betragtede sig ved den paatvungne Daab ligesom hærtagen af Kristus, med Vold løsreven fra Æsernes Styrelse og Beskyttelse uden Haab om igjen derunder at kunne vende tilbage. Men om end Mængden af de nødtvungent og uden forudgaaende Undervisning døbte for den Sags Skyld var i Hjertet ligesaa hedenske efter som før, saa var der dog andre Ting, som udenfor den blotte Daabshandling maatte virke dybt paa dem. Hovene blev ødelagte og Gudebillederne omstyrtede og opbrændte, — det saa Folket; og dog saa det ikke Æserne selv træde i Kamp mod sine Fiender for at forsvare sine Helligdomme, hvad de ivrige Aasadyrkere dog havde væntet og lovet. Denne Kjendsgjerning virkede visseligen ved en roligere Eftertanke ligesaa godt som Undervisning. Man kunde vedblive at tænke sig Æserne som tilværende, — det negtede ikke engang de kristelige Lærere, idet de fremstillede dem som onde Aander, som Djævle; — men man saa tillige de haandgribeligste Tegn paa Æsernes Afmagt i Sammenligning med de kristnes Gud. Om end mange vedblev hemmeligen at elske Æserne, saa maatte de dog frygte Kristus som hines Overmand. Naar 379det fortaltes og troedes, at Olav havde trukket Krog med et ved kraftigt Blot belivet Torsbillede og kastet det i Ilden, — at baade Odin og Tor ved forskjellige Leiligheder havde aabenbaret sig for Olav i legemlig Skikkelse for at besnære eller skade ham, men uden at magte noget mod hans levende Tro paa Kristus, — at Troldeveir, der vaktes mod hans Flaade, lagde sig, da Biskop Sigurd i Messeskrud med Korset i sin Haand optraadte i Kongeskibets Forstavn, — at Troldegang ophørte og Uvætter forsvandt, naar Biskopen besprængte Fjeldene, hvor de husede, med Vievand og læste over dem sine kristelige Besvergelser og Bønner, — saa var alt dette for Mængden af Folket slaaende Beviser paa Kristi Kraft og Æsernes Svaghed. Naar Olav, pegende paa de knuste Gudebilleder og paa den ivrige Blotmand dræbt i Hovets Helligdom, med Overbevisningens Djervhed forkyndte den Kristus, ved hvis Hjelp han havde knust Afguderne og dræbt deres Yndling, hvorledes skulde da den omgivende Mængde, hvor overtallig den end kunde være, med Fortrøstning til sine faldne Guder vove at byde Seierherren Trods? Olavs tilsyneladende Dumdristighed var her hans bedste Vern. Aasadyrkernes Indvendinger mod Kristendommen nedsloges ogsaa af dennes Lærere med Grunde svarende til hine Kjendsgjerninger. Den hedenske Kvinde Steinvor — fortælles der — gik Kristenpresten Tangbrand imøde og forkyndte ham Aasalæren med mange Ord. Tangbrand tilbageviste alt, hvad hun sagde, som Vildfarelse. „Har du da ikke hørt,“ sagde Steinvor omsider, „at Tor bød Kristus til Holmgang, men han turde ikke vove en Dyst med Tor?“ „Jeg har hørt,“ svarede Tangbrand, „at Tor var intet uden Muld og Aske, hvis Gud ikke vilde, at han levede.“ — En Nordmand, Finn — berettes der — vaklede i sin Tro paa Æserne og søgte hos en Biskop Oplysning om Kristus, hvis Magt han hørte prise. Han gjorde Indvendinger mod Biskopens Lære; men omsider følte han sig overbevist af hans Grunde og udbrød: „Dette er noget ganske andet, end hvad jeg før har hørt, at ingen Guder var saa mægtige som Tor og Odin. Nu skjønner jeg af, hvad du siger om den Krist, du forkynder, at medens han var her i Verden, kunde hver Mand noget nær gjøre med 380ham, hvad han vilde; men efter Døden blev han saa mægtig, at han herjede i Helvede og bandt Tor, Gudernes Høvding; og siden kan intet modstaa ham.“ Finns Ord viser klart nok Beskaffenheden af Biskopens Grunde. De flere Omvendelsestaler, som de udførligere Sagaer lægger Olav Tryggvessøn i Munden, fremstiller ogsaa, om de end ikke er holdne ganske med samme Ord, vist nok i det hele med Troskab de Grunde, ved hvilke de første Kristenlærere i sine Taler stræbte at virke og kraftigen virkede paa de hedenske Nordmænd til deres Omvendelse; og disse Grunde var visselig heller ikke hyklersk Mundsveir fra deres Side, som fremsatte dem, men hentede fra deres egen faste Overbevisning.
Kristendommen fremtraadte paa denne Tid ikke længer i sin oprindelige Renhed. Et Hylle af menneskelige Tilsætninger, Overtro og Vildfarelser havde lagt sig om dens guddommelige Kjerne. Men dette Hylle var i mange Maader glimrende, lokkende for Sanserne og gribende for Følelsen. Kristendommen var maaske, som den da fremstillede sig, mere egnet til at finde Indgang hos et Folk paa Nordmændenes Standpunkt af aandelig Udvikling, end om den var bleven forkyndt i en renere Form. Gudstjenestens mange Ceremonier, Klokkelyden, Kirkesangen, de brændende Voxkjerter, Røgelseduften, de forrettende geistliges eiendommelige og tildels pragtfulde Dragt — alt dette virkede opløftende paa det sanselige, men fantasirige Menneskes Aand. Det var noget usedvanligt for Mængden af de hedenske Nordmænd og gjorde i Almindelighed et godt Indtryk paa dem. Den Renhed og Skjønhed, der udbredte sig over den kristne Gudstjeneste, siges at have indgydt en uvilkaarlig Ærefrygt selv hos dem, som forøvrigt fandt den nye Tro svag og umandig i Sammenligning med den ældre. Billeder savnedes ei i den kristelige Gudstjeneste, hvilke paa en Maade kunde træde i Stedet for Afgudsbillederne i den hedenske. Det var let at finde en Helgen, der med Hensyn til den Virkekreds, som nærmest tillagdes ham, kunde indtage hver enkelt af de gamle Æsers Sted i Folketroen. Saaledes traadte Dragebetvingeren, Erkeengelen St. Michael og senere St. Olav i Stedet for Tor, hvis røde 381Skjeg endog i Folkesagnet blev et Særkjende for denne sidste Helgen. Fylgje-Engle afløste de hedenske Diser som enkelte Menneskers og hele Ætters Skytsaander. De første kristelige Lærere lempede sig villigen efter Hedningernes Forestillinger i denne Henseende, saameget mere som det var deres egen oprigtige Overbevisning, at de nyomvendte maatte stilles under gode Aanders Vern efter at være udrevne af de ondes Magt. De lempede sig ogsaa i andre Henseender efter Folkets ældre Anskuelser og Sedvaner, — ganske i den Aand, som havde raadet hos Pave Gregorius den store og hos Augustinus, Kristendommens første Forkynder i England, og som var saa at sige nedarvet paa den engelske Kirkes Lærere. Gjestebud blev saaledes forbundne — endogsaa ifølge Lovbud — med de store kristelige Fester, ligesom før havde været Tilfælde ved de hedenske Offerhøitider. Tiden for deres Afholdelse blev kun ubetydelig forrykket. Den kristne Jul faldt næsten ind paa samme Tid som Hedningernes Jul eller Midtvinters-Blot. Paasken traadte i Stedet for Blotet mod Sommeren, ved dennes Begyndelse i Midten af April, og Michaels- eller Martins-Messe for Høst-Blotet eller Blotet mod Vinteren ved Vinternatstid i Midten af Oktober. I de store Forsamlinger ved saaadanne Leiligheder drak man nu Krists, Marias og Helgenernes Minde, istedenfor man før drak Æsernes. Disse Gjestebud tjente saaledes til at holde den nye Tro i friskt Minde, medens de tillige paa den anden Side efterhaanden gjorde den yndet, som den der tillod og gav Anledning til ligesaa megen selskabelig Munterhed som den gamle ved sine store Høitider. Skikken tjente maaske ogsaa til nogenlunde at forlige Folkets Sind med den byrdefulde kristelige Faste, som gik forud for de store Kristenfester. Endelig finder man tydelig Spor til, at i Norge, ligesom fordum i England ved Kristendommens Indførelse der, Kirker reistes netop paa de Steder, hvor i Hedendommen større Hov havde været (f. Ex. paa Mæren, Lade og mange andre Steder, hvor endnu Stedsnavnet Hov bærer Vidne om det hedenske Tempels Tilværelse før Kirken). Alt dette virkede efterhaanden forsonende paa Sindet hos de ved Tvang døbte og banede Veien for oprigtigere og renere Følelser hos den opvoxende Slegt.
382Ved Siden af de nu fremhævede Træk i Olavs og hans geistlige Medhjelperes Omvendelsesfærd — Træk, hvori det indre Aandens Kald gjorde sig gjældende uden klar Bevidsthed hos de handlende, — maa ogsaa merkes de, hvori en mere beregnende Klogskab hos Olav lader sig til Syne. Her frembyder sig først den Forsigtighed, hvormed han vidste at dæmpe sin Iver, indtil han havde sikret sig Kongedømmet i hele Norge. Dernæst hans Omtanke i at begynde sit Omvendelsesverk i den Del af Landet, hvor Folket var mest forberedt, og hvor han kunde vente mindst Modstand; medens han først angreb Hedendommen i selve dens Hovedsæde, efterat han saa at sige havde skaffet sig Rygstød i det hele Kystland lige nord til Trondhjemsfjorden. Endelig, og det vistnok allermest, viser sig en beregnende Klogskab i den Sluhed, hvormed han vidste foreløbig at sikre sig Høvdingerne i hver Landsdel eller gjøre sig dem uskadelige, idet han dels knyttede dem til sig ved Egennyttens Baand, dels ved List og Overraskelse lammede deres Modstandskraft, dels, naar ikke andre Midler hjalp, ryddede dem af Veien. Han indsaa klart, at som Norges Samfundsforhold var, gjaldt Almuens Modstand lidet, naar den ikke lededes af Høvdingerne. Disse var nemlig paa en Gang Rettergangens og Religionens Forstandere, verdslige Formænd og Prester og øvede i begge Egenskaber en patriarkalsk Indflydelse paa Bønderne, der viste sig afgjørende i alle vigtige Anliggender. I den verdslige Høvding var ogsaa Goden eller Aasa-Presten vunden, og naar Presten lod Aasatroen i Stikken, hvo skulde da opretholde den? Dette saa Olav, og derefter indrettede han sin Handlemaade; og Udfaldet viste, at det var klogt.
De her fremhævede Forhold i sin Almindelighed gjelder forøvrigt ikke Olav Tryggvessøns Tid alene, men ogsaa den næst paafølgende; — de gjelder hele den Tid, Kristendommen og Aasatroen kjæmpede med hinanden i Norge. Stiller man sig disse Forhold i deres Sammenhæng klart for Øie, vil man vistnok finde, at Olav Tryggvessøns Omvendelsesvirksomhed har en større Betydning end ved første Øiekast kunde synes. Olavs Djervhed i at knuse Gudebillederne, hans Ilsomhed i at paatvinge Folket en uforberedt 383Daab, hans Grumhed mod de gjenstridige — og paa den anden Side hans Klogskab i at vinde Høvdingerne og hans og hans geistliges Tillempning af Kristendommens Lære og Skikke efter Folkets hedenske Anskuelser — alt dette staar da i sit rette Lys, alt har sin dybe Betydning. Det samvirkede alt som det kraftigste Middel i Forsynets Haand til at skaffe Kristendommen først en hastig Indgang og senere et sikkert Grundfæste hos et Folk som den Tids Nordmænd, — et Folk, hvis Sind var haardt og stridigt, men hvis Forstand af Naturen var skarp, og hvis Øie en modnere Eftertanke let aabnede ligesaavel for Sandheden som for Nytten. Olav Tryggvessøn var ogsaa den værdigste Fortrædesmand for sin Tids Nordmænd, hvis Dyder og Lyder i ham klart afspeilede sig. Han var den, som med Haardhed, Kraft og Stivsind skulde møde de samme Egenskaber hos sine Landsmænd og dog ved sine glimrende Aandens og Legemets Gaver forsone dem med sin Færd; — han var den, som kunde møde List med List uden at fornedre sig i sine Landsmænds Øine, som kunde tæmme sin Heftighed, naar Omstændighederne fordrede det, for at lade den fri Fart, naar det beleilige Øieblik kom; — han var just Manden, som raskt skulde lægge den skarpe Øxe til Hedendommens Bul og gjøre det første vældige Hug ind i dens Marv; Folkets egen vaagnende Eftertanke skulde, i sin Beundring af hans i Almuens Øine overnaturlige Kraft, godkjende det begyndte Verk; og hans senere Navne, hvis Aand var mere dyb i sine Beregninger og ordnende i sin Virksomhed, skulde fuldføre Verket, skulde ikke alene fælde Aasatroen til Jorden og oprykke dens Rod af Norges Bund, men ogsaa bygge Kristi Kirke i Landet paa Samfundsordenens og Lovens faste Grundvold,
R. Keyser.