376

En Hal med Mos paa VæggeStaar høit paa Gyrisvold.Derinde sidder Kjæmpen,Den alderstegne Koll.Og trindtom hviler EgnenSaa stille, saa forladt,Som under Falkens RedeDet lydløse Krat.

Thi Gamlingen i HallenEr en Ildgjerningsmand;Fra Koll den grumme spredesEn Rædsel vidt om Land.Ja selv den røde Kløver,Der paa hans Tune gror,Er vendt til Gru i SagnetOm hans blodsvangre Jord.

I sine unge DageHan laa i ØstenskovOg lurede i SkyggenSom et Udyr paa Rov.Det rige KræmmerfølgeGav Skat med Gods og Liv,Hvor Koll med sine SvendeSvingede Spyd og Kniv.

Og siden, da han fæstedSit Bo paa Gyrisvold,Han bar mod alle GranderSit haarde Avindskjold.Til Tinge og til Gilde,I Kamp og NidingsverkHan var blandt vilde KjæmperDen grummeste Berserk.

Hans Vaaben var en BileMed blodbegjærlig Eg.Naar Manddrab skulde øves,Da klang den paa hans Væg,Og efter stakket HvileDen kræved Blod igjenOg skilte mange FylkerVed de gjæveste Mænd.

Men nu er Kjæmpen gammelOg hans Kamptid forbi;Nu hviler han som Bjørnen,Der er i Vinterhi.Med skummel, furet Pande,Ludrygget, herdebred,Paa Kubbestolen sidderHan i sin Ensomhed.

Hans Hal er reist paa BakkenMed brede Bjelkelag,Med Arnested paa GulvetOg med Røghul i Tag.Tohundred lange VintrePaa Bakken alt den stod,Og nu er SperreloftetSkinnende sort af Sod.

Hvor Bjelkevæggen støderTil dette sorte Loft,En graalig Bord om HallenEr malet bredt og grovt.Der slynger MidgardsormenI Bugt og Ring sin Krop,Og af dens Knuder strækkerSig Fenrisulven op.

Ved Høisædet hængerDet tunge Vaabenskrud,Paa Langbænken liggerDen sorte Bjørnehud,Og over dette LeieEr stillet som paa VagtDen brede Kjæmpebile,Med Rust og Støv belagt.

Et skummelt Øde rugerI denne Bjelkehal,Hvori Berserken ældesOg luder mod sit Fald.Som Gubben selv staar HallenPaa Bakken aldersgraa,Og Koll den grummes indreEr mørkt som Hallens Vraa.

377Thi med hans vilde StyrkeEr Modet veget nu,Og fra hans Kamptid stigerEn Rædsel i hans Hu.Han tæller alle Kjæmper,Som Bilen hugged ned,Og dvæler længst ved Olve,Der søgte Ly og Fred.

Han mindes Birkeskoven,Hvor Tingkredsen staar,Og hvor den gamle OlveVed Nat fik Banesaar;Han mindes Kjæmpens Varsel,Da han i Kredsen faldt:„Min Hevner kommer sikkertI Storm fra Vestersalt.“

Og derfor Koll maa bæve,Naar Blæst gaar over Vang,Og lytte efter Bilen,Om den vil give Klang.Da skotter han til StaaletOg gruer for dets KraftOg vover ei at læggeSin Haand paa Bilens Skaft.

Ved Nat, naar Væggen knager,Da vaagner han paa StandOg holder op mod BilenDen røde TyribrandOg griber saa til HornetOg drikker Øl og MjødOg støder vildt med SpydetI Arnens dunkle Glød.

Og i sin Rus han stirrerMed Blikket tomt og sluktPaa Fenrisulvens KjæveOg paa Midgardsormens Bugt,Indtil han atter synker,Mens Arnens Ild gaar ud,I fæle MorgendrømmePaa den sorte Bjørnehud.

Saa sidder Koll den grumme,Fastmanet i sin Hal,Og ældes og fortæresOg luder mod sit Fald.Ved Dag og Nat paa BilenMed Angst han giver Agt;Men Bilen hænger stille,Med Rust og Støv belagt.

Nu er det Høst, og StormenGaar i den dunkle KveldHenover GyrisvoldenMed Kast fra Skov og Fjeld.I Hallen sidder KjæmpenOg lytter frygtbespændt,Og atter er hans ØieMod Bilebladet vendt.

Og hør, da klinger StaaletIgjen paa gammel VisOg hugger løs fra VæggenDen brune Furuflis.Da farer gjennem KjæmpenEn Gnist af fordums Mod;Han griber atter Bilen,Der tørster efter Blod.

Da buldrer det paa Døren,Men ei med Stormens Drøn.En Viking staar derude:Det er Alv Olvessøn.Han bryder ind i Hallen,En vældig, mørk Gestalt —Den sene Hevn er kommenI Storm fra Vestersalt.

Før Koll kan løfte Bilen,Har Hevnen grebet den,Og susende den svingesAf Alv til Hug igjen.Mod Gubbens Nakke prøvesHans eget haarde Staal;Hans vilde Hoved rullerI Arnestedets Baal.

Saa stiller Alv ved VæggenBrande og Blus i Rad,Og snart er alt i Lue,Hvor Kjæmpegubben sad.Vidt over Bygden falderEt Skjær fra Gyrisvold,Og som det sidste GjenskinEr Dalens Sagn om Koll.

J. S. Welhaven.

376

En Hal med Mos på veggerStår høyt på Gyrisvold.Derinne sitter kjempen,Den alderstegne Koll.Og trindtom hviler EgnenSå stille, så forlatt,Som under Falkens RedeDet lydløse Krat.

Thi gamlingen i hallenEr en illgjerningsmann;Fra Koll den grumme spredesEn Rædsel vidt om land.Ja selv den røde kløver,Der på hans Tune gror,Er vendt til gru i sagnetOm hans blodsvangre jord.

I sine unge dagerHan lå i ØstenskovOg lurede i skyggenSom et udyr på Rov.Det rike kremmerfølgeGa skatt med gods og Liv,Hvor Koll med sine svennerSvingede spyd og kniv.

Og siden, da han festetSitt bo på Gyrisvold,Han bar mot alle GranderSitt harde Avindskjold.Til Tinge og til gilde,I kamp og nidingsverkHan var blant ville kjemperDen grummeste berserk.

Hans Vaaben var en bileMed blodbegjærlig Eg.Når manndrap skulle øves,Da klang den på hans vegg,Og etter stakket hvileDen krevet blod igjenOg skilte mange fylkerVed de gjeveste menn.

Men nå er kjempen gammelOg hans kamptid forbi;Nå hviler han som bjørnen,Der er i vinterhi.Med skummel, furet panne,Lutrygget, herdebred,På kubbestolen sitterHan i sin Ensomhed.

Hans Hal er reist på bakkenMed brede bjelkelag,Med arnested på gulvetOg med røykhull i tak.To hundre lange vintrePå bakken alt den stod,Og nå er SperreloftetSkinnende sort av Sod.

Hvor bjelkeveggen støterTil dette sorte loft,En grålig bord om hallenEr malt bredt og grovt.Der slynger MidgardsormenI bukt og Ring sin kropp,Og av dens knuter strekkerSig Fenrisulven opp.

Ved høysetet hengerDet tunge våpenskrud,På langbenken liggerDen sorte Bjørnehud,Og over dette leieEr stillet som på vagtDen brede kjempebile,Med rust og støv belagt.

Et skummelt Øde rugerI denne Bjelkehal,Hvori berserken eldesOg luder mot sitt fall.Som Gubben selv står hallenPå bakken aldersgrå,Og Koll den grummes indreEr mørkt som Hallens vrå.

377Thi med hans ville styrkeEr motet veket nå,Og fra hans kamptid stigerEn Rædsel i hans hu.Han teller alle kjemper,Som Bilen hugged ned,Og dveler lengst ved Olve,Der søkte ly og Fred.

Han minnes Birkeskoven,Hvor tingkretsen står,Og hvor den gamle OlveVed natt fikk Banesaar;Han minnes Kjæmpens varsel,Da han i kretsen falt:„Min hevner kommer sikkertI Storm fra Vestersalt.“

Og derfor Koll må beve,Når Blæst går over Vang,Og lytte etter bilen,Om den vil gi klang.Da skotter han til ståletOg gruer for dets kraftOg vover ei å leggeSin hånd på Bilens skaft.

Ved natt, når veggen knager,Da våkner han på standOg holder opp mot bilenDen røde TyribrandOg griper så til hornetOg drikker øl og mjødOg støter vilt med spydetI Arnens dunkle glød.

Og i sin Rus han stirrerMed blikket tomt og sluktPå Fenrisulvens kjeveOg på Midgardsormens Bugt,Inntil han atter synker,Mens Arnens ild går ut,I fæle MorgendrømmePå den sorte Bjørnehud.

Så sitter Koll den grumme,Fastmanet i sin Hal,Og eldes og fortæresOg luder mot sitt fall.Ved Dag og natt på bilenMed angst han gir akt;Men Bilen henger stille,Med rust og støv belagt.

Nå er det høst, og stormenGår i den dunkle kveldHenover GyrisvoldenMed kast fra skog og Fjell.I hallen sitter kjempenOg lytter frygtbespændt,Og atter er hans ØyeMot Bilebladet vendt.

Og hør, da klinger ståletIgjen på gammel VisOg hugger løs fra veggenDen brune Furuflis.Da farer gjennom kjempenEn Gnist av fordums mot;Han griper atter bilen,Der tørster etter blod.

Da buldrer det på døren,Men ei med Stormens drønn.En Viking står derude:Det er Alv Olvessøn.Han bryter inn i hallen,En veldig, mørk Gestalt —Den sene hevn er kommetI Storm fra Vestersalt.

Før Koll kan løfte bilen,Har Hevnen grepet den,Og susende den svingesAv Alv til Hug igjen.Mot Gubbens nakke prøvesHans eget harde stål;Hans ville hode rullerI Arnestedets bål.

Så stiller Alv ved veggenBrande og bluss i rad,Og snart er alt i lue,Hvor kjempegubben satt.Vidt over bygden fallerEt Skjær fra Gyrisvold,Og som det siste gjenskinnEr Dalens sagn om Koll.

J. S. Welhaven.