374

I Hordaland i en snever DalMonne lig Berserk, trængt af Skjolde,Engang i Old en FuruhalSin skumle Længde udfolde.

Mod Kvelden vilde et fremmed BlikTro at skimte Klipper sorte.Hallen var lav, ei Guldspir fikDe mørke, tjærede Porte.

Ei staalblaa Svendeflok udenforVogter der en søvnig Herre.Klippen, som steil ved Stranden staar,Maa skjolddækt Nattevagt være.

Men Arnerøgen som Aand af GravStiger sort fra Hallens Tinde.Være den Vandrerens LedestavFor skjulte Sti at finde!

Naar Døren aabnes, en HundeflokBister frem fra Gruen springer.Kommer der Fiender, ved den nokAt finde Mændenes Bringer.

I Krogen graaner et fugtigt Seil.Biler Tand i Bjelken holde.Ilden sig ofte ser i SpeilI Loftets bugede Skjolde.

Og Buer breder fra høien KnagUd de snoede staalblaa Arme.Bundter af Pile hænger bagOg Bjørnesener og Tarme.

375Frem tvende Guder bag Egebord,Hvergang Ilden blusser, træde:Odin det er og Aasa-Tor,Som staar ved Husbonds Høisæde.

Fra Odins Hoved en gylden Knap— Solens Billed — Mørket bryder,Aasa-Tors Hjelm med staalblank TapAf Mulmet neppe sig skyder.

De Stjerner blinker som i en BrøndNed i Hallen gjennem Ljaaren.Fjeldtinden hilser med Birken grønDer nedigjennem om Vaaren.

Paa Bordet ligger et Horn af Guld.Sød paa Randen perler Mjøden.Natten forgjæves ud sin MuldHar rystet over dets Gløden.

Lig blanke Stjerner om Fjeldsky rød,Mange dyre Stene ringerSig om det Guldhorns hule Skjød,Hvor sære Runeord klinger.

I Krogen slumrer paa BjørneskindGamle Husbond. Haaret svømmerGraat, lig en Fos, paa furet Kind,Og nedad Bringen det strømmer.

Den vakre Gubbe forvist i KveldKyssed Hornets fagre Kinder.Mjøden isøvne til hans SjælNu klæber Ungdommens Minder.

Mon hjalp han Harald i HafrsfjordTretti Kroner rask med SverdetHamre til gylden Ring om Nord,I Kongers Blodflammer hærdet?

Mon negted han, som saa mangen Helt,Arvet Guld til Ringen lade,Valgte det flyvende Seil til TeltOg Bølgen til Odelstade? —

Ingen ved det; thi SlembedegnBrændte Hallen og Ættens sidste.Bauten paa Høien har intet Tegn,Og Saga har glemt, hvad hun vidste.

H. Wergeland.

374

I Hordaland i en snever dalMonne lig berserk, trengt av skjold,Engang i Old en FuruhalSin skumle lengde utfolde.

Mot kvelden ville et fremmed blikkTro å skimte klipper sorte.Hallen var lav, ei gullspir fikkDe mørke, tjærede porter.

Ei stålblå Svendeflok utenforVokter der en søvnig Herre.Klippen, som steil ved stranden står,Må skjolddækt nattevakt være.

Men Arnerøgen som ånd av gravStiger sort fra Hallens Tinde.Være den Vandrerens LedestavFor skjulte sti å finne!

Når døren åpnes, en hundeflokkBister frem fra gruen springer.Kommer der fiender, ved den nokÅ finne Mændenes Bringer.

I kroken gråner et fuktig Seil.Biler tann i bjelken holde.Ilden seg ofte ser i speilI Loftets bugede skjold.

Og Buer brer fra høien KnagUt de snodde stålblå Arme.Bunter av Pile henger bakOg Bjørnesener og tarmer.

375Frem tvende guder bak eikebord,Hvergang ilden blusser, tre:Odin det er og Aasa-Tor,Som står ved Husbonds høysete.

Fra Odins Hoved en gylden knapp— Solens bilde — mørket bryter,Aasa-Tors Hjelm med stålblank tapAv Mulmet neppe seg skyder.

De stjerner blinker som i en brønnNed i hallen gjennom Ljaaren.Fjelltinden hilser med bjørken grønnDer nedigjennom om våren.

På bordet ligger et Horn av gull.Søt på randen perler Mjøden.Natten forgjeves ut sin MuldHar rystet over dets gløden.

Lig blanke stjerner om fjellsky rød,Mange dyre Steiner ringerSig om det Guldhorns hule Skjød,Hvor sære Runeord klinger.

I kroken slumrer på bjørneskinnGamle Husbond. Håret svømmerGraat, lig en foss, på furet kinn,Og nedad Bringen det strømmer.

Den vakre gubbe forvist i kveldKysset Hornets fagre kinner.Mjøden i søvne til hans sjelNå kleber Ungdommens minner.

Mon hjalp han Harald i HafrsfjordTretti Kroner rask med sverdetHamre til gylden Ring om nord,I Kongers Blodflammer herdet?

Mon nektet han, som så mangen helt,Arvet gull til Ringen lade,Valgte det flygende Seil til teltOg Bølgen til Odelstade? —

Ingen vet det; thi SlembedegnBrente hallen og Ættens siste.Bauten på Høien har intet tegn,Og Saga har glemt, hva hun visste.

H. Wergeland.