395

Der raader en besynderlig Skjæbne over Norges ældste og stolteste Byer. De forsvinder af Jorden uden at efterlade det mindste Spor; selv i Folkets Munde og Hjerter lever de knapt længer, og kun en enkelt Historiegransker efterforsker deres udslettede Grændseskjel og Navne i gamle Membraner. Og dog er ikke saa mange Menneskealdre gaaet hen, siden Oslo, Sarpsborg, Hamar endnu blomstrede i fuldt Liv, og deres Slotstaarne og Kirkespir var Merker for det hele Land. De er alle ikke mere, de kunde ikke længe overleve Norges Uafhængighed — deri er deres Skjæbne lige; men de har nu hver for sig sit forskjellige Eftermæle. Af Oslo er ikke Sten paa Sten tilbage. Den prægtige St. Halvards Kirke, Mariæ Kloster og alle de massive Bygninger er som bortblæste; — men Liv er født af Død, og Norges første Stad ligger dog endnu altid ved Bunden af Fjorden, om end ikke ved Foden af Ekeberg. I Sarpsborg er ligesaalidet en Levning at finde; men den nye Tid har nu fæstet Fod paa den gamle Bymark og har lovet at gjenoprette det forsvundne. Ogsaa Hamar, Oplandenes engang saa rige Dronning, var længe aldeles øde og forladt. Nu er vel ogsaa der en ny Kjøbstad anlagt med samme Navn som den gamle, dog ikke ganske paa samme Sted. Men hvis ogsaa Menneskerne og Efterslegten har forsømt Hamar, saa har Mindets Poesi som til en Erstatning bredet sin rigeste Maaneskinsglans ud derover, og bag dette mystiske Forhæng dæmrer dens Billede dobbelt prægtigt. Og til en Trøst i sin Ensomhed, til et uimodsigeligt Vidne om fordums Storhed besidder Hamar endnu en ganske anseelig Ruin, medens dens Søstre i Ødelæggelsen kun har moderne Huse og Brændevinsbrænderier at opvise.

Paa Dampskibet Jernbarden nærmede jeg mig i Sommeren 1841 Hamar. Det var en klar, deilig Solskinsdag, saa sjelden i hin regnfulde Sommer. Allerede seilede vi ud af den mørke Kløft ved Skreibergene og over til Stange. Her udvider Mjøsen sig pludselig, og den hilste os i hele sin majestætiske, fast uoverseelige Bredde, en Mil fra Kyst til Kyst, i Midten den romantiske Helgø. Disse skraanende, blaalige 396Bredder, som jeg i Førstningen tog for de almindelige norske Aaser, viste sig, da jeg kom nærmere, som opdyrket grønt Land fra Høiden af ned til Vandskorpen, med Gaard ved Gaard, hvide Kirker og yppig Løvskov. Og fra Baggrunden, i Middelpunktet af det Hele, traadte nærmere og nærmere en rødliggraa, buet Stenmasse, det var Hamars Ruiner! Ja, her og intet andet Sted maatte Byen ligge, her fordrede Naturen selv et bankende Hjerte for den rige Omegn, her maatte Taarne og Mure saa prægtig slutte det vidunderlige Prospekt. Og alt dette forstod de gamle saa godt.

Ikke langt fra Hamar Gaard og henhørende under den ligger en Plads, kaldet Aftensangen. Det er et yndigt og skjult Sted. En lys, sitrende Birkeskov, kun hist og her mørkere beskygget af enkelte Naaletrær, indeslutter fast fra alle Sider det graa Bjelkehus, som en Tilbygning ovenpaa med en Svalgang giver et noget anseeligere Udvortes end vore almindelige Husmandsstuer. Der havde vi valgt vort Standkvarter, den Dag vi opholdt os ved Hamar. Vi havde hørt, at man der modtog reisende, og vi begav os derfor did fra Gammelhuset, hvor Dampskibet stoppede. Da vi ankom og bad om Herberge, var alle Pladsens Beboere sysselsatte med Høaannen og gik stille og besindige ved sit duftende Arbeide paa den trange grønne Mark under de hvidstammede Birketrær. En liden Gut skulde være vor Fører hen til Gaarden, som omtrent kan ligge i en halv Fjerdingsveis Afstand, men ikke kan sees, før man kommer ud af den tætte Skov, der omgiver Aftensangen. „I skal vel hen og se Murene,“ sagde Drengen, idet han aabnede for os Ledet, der fører ind til Skovveien. Paa vort Spørgsmaal, om han vidste, hvad disse Mure har at betyde, svarede han kun let hen: „Aa, de siger, at der engang skal have staaet en By.“ Ak, i disse Guttens faa Ord er indbefattet alt, hvad Omegnens Bønder ved at sige om Hamar! Ingen speciellere Kundskab, ingen bedre Traditioner har vedligeholdt sig hos selve Stedets Slegt om det bevægede, rige Liv, som her for ikke saa længe siden har rørt sig. Og dog skulde man tro, at Hamars sidste Indvaanere, da Byen blev ødelagt af de svenske Aar 1567, maatte være 397blevne adspredte over Landsbygden omkring, og saaledes, selv lidt efter lidt forvandlede til Bønder, kunde have meddelt sine Efterkommere levende Sagn om det forstyrrede Hjem. Men vist er det, at har de fortalt sine Slegters og sin Bys Historie til nogen, saa er det nu aldeles glemt; og dersom Vangs Bønder ved lidt om Hamar, da skylder de dette mere til fremmede og til Bøger end til egne Traditioner. — Vi gik nu fremad gjennem den kjølige Skov, en deilig Gang i Middagsheden. Det havde regnet om Morgenen, og endnu hang de klare Draaber ved hver Naalespids paa Grantræerne og glimrede i Solen. Paa enkelte Steder aabnede Skoven sig til smaa grønne Enge, hvorpaa som oftest to til tre majestætiske Hængebirker strakte sine vaiende Kranse mod Jorden. Her tænkte vi os, at der havde staaet et Kapel i fordums Dage, tæt udenfor Byen. Nu lyste det pludselig klart gjennem de sidste Trær, vi traadte ud paa den aabne Slette, og den hele Jordtange, hvorpaa Byen har staaet, og hvoraf Hamar Gaard danner Spidsen, laa for vore Øine, omgiven af Mjøsens middagsblinkende Speil som af en Glorie. Hvert af vore Trin berørte nu hellig Grund; vi lod de gamle Gader opstaa for vort indre Øie, medens vi gik hen over de Sletter, hvor de har staaet, og hvor deres Beboere har levet og lidt, men hvor nu det friske Hø laa slaaet i Rader, og Kornet bølgede henover deres Gravsteder. Vi gik nu tvers gjennem Hamar Gaards Ladebygninger, som alle er byggede af deilige, tilhugne Stene; ak, man kan nok gjette hvorfra! Vi lod Hovedbygningen, en stor gammel Trækasse, ligge tilvenstre og bøiede om en liden Høi og opad en Bakke. Nu stod vi midt i Hamar Domkirkes Ruiner.

Hvad der staar igjen af Hamar Domkirke eller Hellig Trefoldigheds Kirke, opbygget i det 12te og 13de Aarhundrede i byzantinsk Stil, er nu kun tre uhyre Piller, forbundne med sine Buer, og mod Østen i Flugt dermed en mindre Bue, alt af de skjønneste tilhugne graablaa Kalkstene. Ovenover de midterste Buer staar endnu i en stor Høide en Del af den øvre Kirkevæg med Spor af dybt ind i Muren gaaende firkantede Vinduer. Man kan gjøre sig en Ide om det heles Størrelse, naar man hører, at enhver af de større Piller næppe kan favnes af tre voxne Mænd, og dog bærer de 398alligevel sine tilsvarende Buer saa let og dristig, at deres uhyre Omfang knapt paafalder. De staar frit og aabent mod Vandsiden; men mod det indre bemerkes endnu Soklerne til de modstaaende Piller og danner det midterste Kirkeskib. Uden om dette igjen er et rundt Bjerg, bevoxet med Græs og Trær, opstaaet, som man tydelig kan se, af Kirkens sammenstyrtede Mure. Den daværende Eier af Hamar har ladet den nordlige Ende af denne Høi gjennemgrave og derved blottet to hvælvede Indgange til Kirken. Naar man staar inde i Ruinerne og ser ud gjennem disse over Mjøsen, har man et yderst pittoresk Syn. Forgrunden dannes af store, vildt omkastede Stenblokke; noget længere borte har man den mægtige Søilerad, som Tiden har skatteret fra lyseblaat til dunkelrødt og behængt med grønne Urter og Vexter; og endelig, bag enhver af de kolossale Buer og indfattet af disse som af en Ramme, aander et herligt Landskab af Sø, grønne Kyster og fjerne Bjerge. Min Medpillegrim, en Maler, satte sig strax fast her med sin Malerkasse og sine Redskaber for at udkaste en Skitse af det sjeldne Prospekt, medens den lille Gut, der havde fulgt os hid, stillede sig bag ham med opspilede Øine og aaben Mund. Hvad mig angaar, da kunde jeg endnu ingen rigtig Hvile og Betragtning finde, — Fortiden traadte mig saa nær og haandgribelig imøde fra enhver af disse Stene og stirrede paa mig med levende og hemmelighedsfulde Øine. Thi det har en ganske anden Art og Kraft, naar man saaledes opmaner Forfædrene paa de Steder selv, som deres Fod har betraadt, og omgivet af deres Øienvidner, end naar man i sit eget Kammer prøver paa at sætte sig tilbage til dem igjennem de døde Bogstaver. Det store Fortidsbillede dæmrede for mig som en Morgendrøm, bag det graa Slør glimtede Staalkyradser og Monstranser, raslede Bispekaaber og Silkeklæder, vaiede Faner og lød fjern Sang og underlige Stemmer. Men vilde jeg trænge derind, forsvandt det alt for atter at gjække mig længer borte. Det drev mig fra Sten til Sten, fra Grotte til Grotte i disse Ruiner, og jeg bankede paa overalt, men blev ikke indladt. Da flygtede jeg ud af denne Tryllekreds, ud paa den store vide Slette, hvor der vel ogsaa har staaet Kirker og Gader og Slotte, men hvor 399ingen Spøgelser af disse endnu staar tilbage. Paa det saakaldte Bispeberg, den yderste Pynt af Halvøen, hvorfra man har den videste Horisont til alle Sider, fandt jeg atter Klarhed. Herfra bør man egentlig betragte Ruinerne, der inde er man deres Strenghed for nær. Herfra smelter de først rigtig sammen med Landskabet og giver det dets rette Præg og tegner sig klart og smukt mod Søen og Himlen. Man smile ikke over dette meget Væsen med de stakkels tre ensomme Piller — vi har her i Norge saa faa Levninger af den Slags, at man ikke ofte er udsat for at komme i lignende Extase. Desuden skylder vi den triste Rest af Hamar Domkirke al vor Kjærlighed og Omhyggelighed — vi har i lang Tid faret saa ilde med den. Thi det er ikke saameget Tiden som Menneskenes Vandalisme, der har nedbragt denne i Slutningen af det syttende Aarhundrede endnu saa prægtige Ruin til, hvad vi nu ser. Da stod endnu den hele vestlige Gavl med sine herlige, tredobbelte Vinduer og kunstig udhugne Døre foruden mange andre Kapeller og Buer. Men man har ført Stenen derfra til Bygningen af Vangs, Stange og Nes Kirker foruden til flere verdslige Bygninger paa Hedemarken. Føier man nu hertil Tidens langsomme Opløsen, da maa man forundre sig over, at der endnu er saa meget tilbage. Dette bliver dog vel nu fredet og sikret, efterat Foreningen til Oldtidsminders Bevaring er kommen istand. Hvad der er blevet af de øvrige Kirker og Stenhuse i Hamar, er ubekjendt. Korskirken, Hamar Slot, St. Olavs Kloster, Skolen, Raadhuset — alt er forsvundet uden Spor, naar man undtager en massiv og uformelig Graastensbygning, som skal have hørt til Klostret og nu er indlemmet under Gaardens Udhuse. Af Byens tre Hovedgader, Klosterstrædet, Grønnegaden og Bispestrædet er ikke en eneste synlig Tomt eller Levning. Det er altsaa kun Domkirkens tre Piller, som endnu vaager over de øde Gravsteder, ligesom dens tre Taarne fordum vaagede over den levende og blomstrende Bys lavere Tage.

Imidlertid var Dagen rykket frem, og Sommeraftenens bløde og rige Farvetoner begyndte allerede lidt efter lidt at brede sig ud over det deilige Panorama, som jeg oversaa fra Bispeberget. Denne usikre og dog saa varme Belysning 400er den bedste for en saadan Egn; thi Mindets Glans er beslegtet med Aftenens. Men denne Aften var ogsaa blid og skjøn. Det nyslaaede Hø og Trærne og de friske Vande udsendte en liflig Duft til Kirken som for at trøste den over dens tabte Virakskyer; endnu kan den gamle Krønikes Ord gjelde for Hamar, skjønt det har mistet sine berømte Frugthaver: „Og var det ganske saare lystigt om Sommeren, naar man roede om Hamars By, og alle Urter og Trær de gav slig herlig Lugt fra sig.“ — Jeg lod mit Blik vandre fra Ruinerne over til Helgø, der ligesom hævede sig fra Vandskorpen i den magiske Belysning; midt i det smale Sund mellem denne Ø og Nes Sogn steg den hvide Nes Kirke umiddelbart op af Bølgerne med det blaa Totenland til Baggrund. Og ligeoverfor mig, paa Neslandet, strakte sig vidt ud de grønne Sletter af Gaarden Grefseng, hvor Bisp Karl Segerssøn af Hamar var født, og som engang eiedes af Jomfru Karine Alvsdatter, en Søster til Frihedsmartyren, Ridder Knut Alvssøn til Giske. Fortidens Aander omgav mig paa alle Sider, men i den dybeste Taushed. Jeg tørstede ganske efter en Klokkes Slag, efter en fjern Sang som et Udtryk for Aftenlandskabets Sjæl. Men alt forblev dødstille. De Dage var forbi, da det efter hin Krønikes Ord var Skik i Hamar, „at der skulde først ringes udi Domkirken, dernæst i Klostret, dernæst i Korskirken og allersidst i St. Jørgens Kirke, siden derefter skulde de ringe og kime, som de mest kunde. Item, naar som det var blidt og stille Veir, da kunde man høre det langt borte, naar som at Presten og Degnene sjunge i Kirken, og Orgelverkernes Lyd hørtes, at den, som ikke havde et Stenhjerte, maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade mod Menneskerne og Guds hellige Ord og de deilige Salmer, som de hørte sjunge der.“

A. Munch.

395

Der råder en besynderlig skjebne over Norges eldste og stolteste byer. De forsvinner av jorden uten å etterlate det minste spor; selv i Folkets Munde og hjerter lever de knapt lenger, og kun en enkelt Historiegransker etterforsker deres utslettede grenseskjell og navn i gamle membraner. Og dog er ikke så mange menneskealdre gått hen, siden Oslo, Sarpsborg, Hamar ennå blomstret i fullt Liv, og deres slottstårn og kirkespir var merker for det hele land. De er alle ikke mer, de kunne ikke lenge overleve Norges Uafhængighed — deri er deres skjebne lige; men de har nå hver for seg sitt forskjellige Eftermæle. Av Oslo er ikke Sten på Sten tilbake. Den prektige St. Halvards Kirke, Mariæ kloster og alle de massive bygninger er som bortblåste; — men Liv er født av død, og Norges første stad ligger dog ennå alltid ved Bunden av fjorden, om enn ikke ved foten av Ekeberg. I Sarpsborg er ligesaalidet en levning å finne; men den nye tid har nå festet fot på den gamle bymark og har lovet å gjenopprette det forsvundne. Også Hamar, Oplandenes engang så rike dronning, var lenge aldeles øde og forlatt. Nå er vel også der en ny kjøpstad anlagt med samme navn som den gamle, dog ikke ganske på samme sted. Men hvis også menneskene og etterslekten har forsømt Hamar, så har Mindets poesi som til en erstatning bredet sin rikeste måneskinnsglans ut derover, og bak dette mystiske forheng demrer dens bilde dobbelt prektig. Og til en trøst i sin Ensomhed, til et uimotsigelig vitne om fordums storhet besitter Hamar ennå en ganske anselig ruin, mens dens søstre i ødeleggelsen kun har moderne hus og brennevinsbrennerier å oppvise.

På dampskipet Jernbarden nærmet jeg meg i sommeren 1841 Hamar. Det var en klar, deilig Solskinsdag, så sjelden i hin regnfulle sommer. Allerede seilte vi ut av den mørke kløft ved Skreibergene og over til Stange. Her utvider Mjøsen seg plutselig, og den hilste oss i hele sin majestetiske, fast uoverseelige bredde, en mil fra kyst til kyst, i midten den romantiske Helgø. Disse skrånende, blålige 396bredder, som jeg i Førstningen tok for de alminnelige norske åser, viste seg, da jeg kom nærmere, som oppdyrket grønt land fra høyden av ned til vannskorpen, med gård ved gård, hvite kirker og yppig løvskog. Og fra bakgrunnen, i Middelpunktet av det hele, trådte nærmere og nærmere en rødliggrå, buet steinmasse, det var Hamars ruiner! Ja, her og intet annet sted måtte byen ligge, her fordret naturen selv et bankende hjerte for den rike omegn, her måtte tårn og murer så prektig slutte det vidunderlige prospekt. Og alt dette forstod de gamle så godt.

Ikke langt fra Hamar Gaard og henhørende under den ligger en plass, kalt aftensangen. Det er et yndigt og skjult sted. En lys, sitrende bjerkeskog, kun hist og her mørkere beskygget av enkelte nåletrær, inneslutter fast fra alle sider det grå Bjelkehus, som en Tilbygning ovenpå med en svalgang giver et noe anseligere utvortes enn våre alminnelige husmannsstuer. Der hadde vi valgt vårt standkvarter, den dag vi oppholdt oss ved Hamar. Vi hadde hørt, at man der mottok reisende, og vi begav oss derfor dit fra Gammelhuset, hvor dampskipet stoppede. Da vi ankom og bad om herberge, var alle plassens beboere sysselsatte med Høaannen og gikk stille og besindige ved sitt duftende arbeide på den trange grønne Mark under de hvidstammede bjørketrær. En liten Gut skulle være vår fører hen til gården, som omtrent kan ligge i en halv Fjerdingsveis avstand, men ikke kan sees, før man kommer ut av den tette skog, der omgiver aftensangen. „Dere skal vel hen og se murene,“ sa drengen, idet han åpnet for oss ledet, der fører inn til skogveien. På vårt spørsmål, om han visste, hva disse murer har å bety, svarte han kun lett hen: „Aa, de sier, at der engang skal ha stått en by.“ Ak, i disse Guttens få ord er innbefattet alt, hva Omegnens bønder ved å si om Hamar! Ingen speciellere kunnskap, ingen bedre tradisjoner har vedlikeholdt seg hos selve Stedets slekt om det bevægede, rike Liv, som her for ikke så lenge siden har rørt seg. Og dog skulle man tro, at Hamars siste innvånere, da byen ble ødelagt av de svenske år 1567, måtte være 397blitt adspredte over landsbygden omkring, og således, selv litt etter litt forvandlet til bønder, kunne ha meddelt sine etterkommere levende sagn om det forstyrrede hjem. Men vist er det, at har de fortalt sine Slegters og sin bys historie til noen, så er det nå aldeles glemt; og dersom Vangs bønder ved litt om Hamar, da skylder de dette mer til fremmede og til bøker enn til egne tradisjoner. — Vi gikk nå fremad gjennom den kjølige skog, en deilig gang i Middagsheden. Det hadde regnet om morgenen, og ennå hang de klare dråper ved hver nålespiss på grantrærne og glimret i solen. På enkelte steder åpnet skogen seg til små grønne enger, hvorpå som oftest to til tre majestetiske Hængebirker strakte sine vaiende kranser mot jorden. Her tenkte vi oss, at der hadde stått et kapell i fordums dager, tett utenfor byen. Nå lyste det plutselig klart gjennom de siste trær, vi trådte ut på den åpne Slette, og den hele Jordtange, hvorpå byen har stått, og hvorav Hamar Gaard danner Spidsen, lå for våre øyne, omgitt av Mjøsens middagsblinkende speil som av en glorie. Hvert av våre Trin berørte nå hellig grunn; vi lot de gamle gater oppstå for vårt indre Øye, mens vi gikk hen over de sletter, hvor de har stått, og hvor deres beboere har levet og lidt, men hvor nå det friske Hø lå slått i rader, og kornet bølget henover deres gravsteder. Vi gikk nå tvers gjennom Hamar Gaards Ladebygninger, som alle er bygde av deilige, tilhugne Steiner; ak, man kan nok gjette hvorfra! Vi lot Hovedbygningen, en stor gammel trekasse, ligge tilvenstre og bøiede om en liten Høi og oppad en Bakke. Nå stod vi midt i Hamar Domkirkes Ruiner.

Hva der står igjen av Hamar Domkirke eller Hellig Trefoldigheds Kirke, oppbygget i det 12te og 13de århundre i bysantinsk stil, er nå kun tre uhyre piller, forbundne med sine buer, og mot Østen i flukt dermed en mindre bue, alt av de skjønneste tilhugne gråblå Kalkstene. Ovenover de midterste buer står ennå i en stor høyde en del av den øvre kirkevegg med spor av dypt inn i muren gående firkantede vinduer. Man kan gjøre seg en ide om det heles størrelse, når man hører, at enhver av de større piller neppe kan favnes av tre voksne menn, og dog bærer de 398allikevel sine tilsvarende buer så lett og dristig, at deres uhyre omfang knapt paafalder. De står fritt og åpent mot vannsiden; men mot det indre bemerkes ennå soklene til de motstående piller og danner det midterste kirkeskip. Uten om dette igjen er et rundt Bjerg, bevokst med gress og trær, oppstått, som man tydelig kan se, av Kirkens sammenstyrtede murer. Den daværende eier av Hamar har latt den nordlige ende av denne Høi gjennomgrave og derved blottet to hvælvede innganger til kirken. Når man står inne i ruinene og ser ut gjennom disse over Mjøsen, har man et ytterst pittoresk syn. Forgrunnen dannes av store, vilt omkastede steinblokker; noe lenger borte har man den mektige søylerad, som tiden har skatteret fra lyseblått til dunkelrødt og behengt med grønne urter og vekster; og endelig, bak enhver av de kolossale buer og innfattet av disse som av en ramme, ånder et herlig landskap av Sø, grønne Kyster og fjerne Bjerge. Min Medpillegrim, en maler, satte seg straks fast her med sin Malerkasse og sine redskaper for å utkaste en Skitse av det sjeldne prospekt, mens den lille Gut, der hadde fulgt oss hit, stillede seg bak ham med oppspilte øyne og åpen munn. Hva meg angår, da kunne jeg ennå ingen riktig hvile og betraktning finne, — fortiden trådte meg så nær og håndgripelig imøte fra enhver av disse Steiner og stirret på meg med levende og hemmelighetsfulle øyne. Thi det har en ganske annen art og kraft, når man således opmaner forfedrene på de steder selv, som deres fot har betrådt, og omgivet av deres øyenvitner, enn når man i sitt eget kammer prøver på å sette seg tilbake til dem igjennom de døde bokstaver. Det store fortidsbilde demret for meg som en Morgendrøm, bak det grå slør glimtet Staalkyradser og monstranser, raslet bispekåper og silkeklær, vaiet faner og lød fjern sang og underlige stemmer. Men ville jeg trenge derind, forsvant det alt for atter å gjekke meg lenger borte. Det drev meg fra Sten til Sten, fra grotte til grotte i disse ruiner, og jeg banket på overalt, men ble ikke innlatt. Da flyktet jeg ut av denne tryllekrets, ut på den store vide Slette, hvor der vel også har stått kirker og gater og slott, men hvor 399ingen spøkelser av disse ennå står tilbake. På det såkalte Bispeberg, den ytterste pynt av halvøyen, hvorfra man har den videste horisont til alle sider, fant jeg atter klarhet. Herfra bør man egentlig betrakte ruinene, der inne er man deres strenghet for nær. Herfra smelter de først riktig sammen med landskapet og gir det dets rette preg og tegner seg klart og smukt mot sjøen og Himlen. Man smile ikke over dette meget vesen med de stakkels tre ensomme piller — vi har her i Norge så få levninger av den Slags, at man ikke ofte er utsatt for å komme i lignende ekstase. Dessuten skylder vi den triste rest av Hamar Domkirke all vår Kjærlighed og omhyggelighet — vi har i lang tid faret så ilde med den. Thi det er ikke saameget tiden som Menneskenes vandalisme, der har nedbrakt denne i Slutningen av det syttende århundre ennå så prektige ruin til, hva vi nå ser. Da stod ennå den hele vestlige gavl med sine herlige, tredobbelte vinduer og kunstig udhugne dører foruten mange andre kapeller og buer. Men man har ført steinen derfra til bygningen av Vangs, Stange og Nes Kirker foruten til flere verdslige bygninger på Hedemarken. Føyer man nå hertil Tidens langsomme Opløsen, da må man forundre seg over, at der ennå er så meget tilbake. Dette blir dog vel nå fredet og sikret, etter at foreningen til Oldtidsminders bevaring er kommet i stand. Hva der er blitt av de øvrige kirker og steinhus i Hamar, er ubekjendt. Korskirken, Hamar Slot, St. Olavs kloster, skolen, rådhuset — alt er forsvunnet uten spor, når man unntar en massiv og uformelig gråsteinsbygning, som skal ha hørt til klostret og nå er innlemmet under gårdens uthus. Av Byens tre hovedgater, Klosterstrædet, Grønnegaden og Bispestrædet er ikke en eneste synlig tomt eller levning. Det er altså kun Domkirkens tre piller, som ennå våker over de øde gravsteder, likesom dens tre tårn fordum vaagede over den levende og blomstrende bys lavere Tage.

Imidlertid var dagen rykket frem, og Sommeraftenens bløde og rike fargetoner begynte allerede litt etter litt at brede seg ut over det deilige Panorama, som jeg overså fra Bispeberget. Denne usikre og dog så varme belysning 400er den beste for en sådan Egn; thi Mindets glans er beslektet med Aftenens. Men denne aften var også blid og skjønn. Det nyslaaede Hø og trærne og de friske Vande utsendte en liflig duft til kirken som for å trøste den over dens tapte Virakskyer; ennå kan den gamle Krønikes ord gjelde for Hamar, skjønt det har mistet sine berømte frukthager: „Og var det ganske såre lystig om sommeren, når man rodde om Hamars by, og alle urter og trær de ga slig herlig lukt fra seg.“ — Jeg lot mitt blikk vandre fra ruinene over til Helgø, der likesom hevet seg fra vannskorpen i den magiske belysning; midt i det smale Sund mellom denne Ø og Nes Sogn steg den hvite Nes Kirke umiddelbart opp av bølgene med det blå Totenland til bakgrunn. Og ligeoverfor meg, på Neslandet, strakte seg vidt ut de grønne sletter av gården Grefseng, hvor Bisp Karl Segerssøn av Hamar var født, og som engang eiedes av jomfru Karine Alvsdatter, en søster til frihetsmartyren, ridder Knut Alvssøn til Giske. Fortidens ånder omgav meg på alle sider, men i den dypeste taushet. Jeg tørstet ganske etter en Klokkes slag, etter en fjern sang som et uttrykk for Aftenlandskabets sjel. Men alt forble dødstille. De dager var forbi, da det etter hin Krønikes ord var skikk i Hamar, „at der skulle først ringes uti Domkirken, dernest i klostret, dernest i Korskirken og allersidst i St. Jørgens Kirke, siden deretter skulle de ringe og kime, som de mest kunne. Item, når som det var blidt og stille vær, da kunne man høre det langt borte, når som at presten og degnene sjunge i kirken, og Orgelverkernes lyd hørtes, at den, som ikke hadde et steinhjerte, måtte gråte av glede for Guds usigelige nåde mot menneskene og Guds hellige ord og de deilige salmer, som de hørte sjunge der.“

A. Munch.