186

(Den svenske Konge Olav Skjøtkonung var vred paa den norske Konge Olav Haraldssøn, som han for Spot kaldte den digre. Men denne ønskede Fred med Svenskerne og beilede til Olav Skjøtkonungs Datter Ingegerd, som heller ikke var uvillig til at ægte Norges Konge. Over Gautland herskede en Jarl, som hed Ragnvald; han var den norske Konges Ven og vilde, ligesom Almuen i Sverige, at der skulde være Fred mellem de to Riger. Kong Olav Haraldssøn havde sendt sin Mand Bjørn Stallare til Ragnvald Jarl, og denne havde paataget sig at faa Forlig bragt istand. Men han vovede ikke at bringe Sagen for sin Herre, den svenske Konge, før han var vis paa, at han havde Bønderne i Sverige med sig. Derfor besluttede han at søge Raad og Hjelp hos den gamle, anseede Bonde Torgny, der var Lagmand i Upland; en Lagmand var det samme som en Formand for Bønderne i en vis Provins, og især skulde han føre Ordet for dem paa Tinge, naar Kongen og Bønderne havde noget at forhandle. Vi skal nu fortælle, hvorledes det gik Ragnvald Jarl hos Torgny, og hvorledes denne talte med Kong Olav Skjøtkonung paa Tinget ved Upsala).

En Dag om Kvelden kom Ragnvald Jarl til Torgny Lagmands Bolig, der var en stor og prægtig Gaard. Mange Mænd stod ude. De modtog Jarlen og tog mod Hestene og de øvrige Sager. Jarlen gik ind i Stuen; derinde var en stor Sværm af Mennesker; i Høisædet sad en gammel Mand, hvis Lige i Storhed Bjørn og hans Følge aldrig havde seet; Skjegget var saa sidt, at det laa i hans Knæ og udbredte sig over hele Bringen; han var en væn Mand af et værdigt Udseende. Jarlen gik hen for ham og hilste ham. Torgny bød ham hjertelig velkommen og bad ham 187gaa til det Sæde, hvor han selv ellers pleiede at sidde; Jarlen satte sig paa den anden Side ligeoverfor Torgny. De var der i nogle Nætter, førend Jarlen kom frem med sit Erende og bad, at Torgny skulde gaa ind i Maalstuen med ham. Bjørn og hans Følge gik didhen med Jarlen. Da tog Jarlen tilorde og fortalte, hvorledes Olav, Norges Konge, havde sendt Mænd øster til ham for at faa Fred istand; han talte ogsaa vidtløftig om, hvor slemt det var for Vestgauterne, at der var Ufred mellem dem og Norge; han sagde ligeledes, hvorledes Olav, Norges Konge, nu havde sendt Mænd helt hid, og at disse Sendemænd nu var der tilstede, og at han havde lovet at følge dem til Sviakongen; men lagde til, at Sviakongen tog denne Sag saa tungt, at han truede enhver med, at det ikke skulde blive ham til Baade, om han befattede sig dermed. „Nu er det saa, Fosterfader,“ siger Jarlen, „at jeg alene ikke er denne Sag voxen; derfor har jeg begivet mig til dig og vænter nu af dig gode Raad og Bistand.“ Da Jarlen holdt op at tale, taug Torgny en Stund; men da han tog tilorde, sagde han: „Underlig bærer I eder ad; I attraar at bære Hædersnavn, men kan ikke raade eller overlægge for eder selv, saasnart I kommer i nogen Knibe; hvorfor betænkte du ikke i Forveien, førend du lovede denne Færd, at du ei er mægtig nok til at tale med Olav? Da synes det mig ligesaa hæderligt at være i Bøndernes Tal, men have fri Raadighed over sine Ord til at tale, hvad man vil, om endog Kongen er tilstede. Men jeg skal komme til Upsala-Ting og staa dig bi, saa at du uræd kan tale for Kongen, hvad du lyster.“ Jarlen takkede ham venlig for dette Løfte, blev hos Torgny og red med ham til Upsala-Ting. Der var en Mængde Folk; Kong Olav var ogsaa tilstede med sin Hird.

Den første Dag, da Tinget var sat, sad Kong Olav paa sin Stol, og hans Hird rundt om ham. Paa den anden Side af Tinget sad Ragnvald Jarl og Torgny paa en Stol; foran dem sad Jarlens Hird og Torgnys Huskarleskare; bag Stolen og rundt om paa alle Kanter stod hele Bondemængden. Nogle gik op paa Høider og Hauge for derfra at høre til. Da Kongens Erender, som pleiede at tales paa Tingene, var behandlede, og man var færdig dermed, 188stod Bjørn Stallare op ved Jarlens Stol og sagde høit: „Kong Olav sendte mig hid i det Erende, at han vil byde Sviakongen Forlig og det Landeskifte, som fra gammel Tid har været mellem Norge og Svitjod.“ Han talte høit, saa at Sviakongen grant hørte det. I Førstningen, da denne hørte Kong Olav nævne, troede han, at Manden havde et eller andet Erende hos ham selv at udrette; men da han hørte tale om Forlig og Landeskifte mellem Svitjod og Norge, skjønnede han, hvorfra det kom; da for han strax op, raabte høit, at den Mand skulde tie, og at slig Tale intet nyttede. Bjørn satte sig da ned. Saasnart det blev stille igjen, stod Ragnvald Jarl op og talte. Han nævnte om Olav digres Sendebud og Forligstilbud til Sviakongen og om, at Vestgauterne sendte Kong Olav den indstændige Begjæring, at han skulde slutte Forlig med Norges Konge; han opregnede alt det Afbræk, Vestgauterne led ved at savne alt det fra Norge, som de behøvede til sit Underhold, og paa den anden Side at være udsatte for de norskes Angreb og Herjen, hvis deres Konge samlede en Hær og herjede hos dem. Jarlen sagde ogsaa, at Olav, Norges Konge, havde sendt Mænd derhen i det Erende at beile til hans Datter Ingegerd. Da Jarlen endte sin Tale, stod Olav Sviakonge op. Han svarede helt uvillig paa Forligstilbudet og gav Jarlen haarde og store Bebreidelser for hans Djervhed, at han havde vovet at slutte Stilstand og Fred med den digre Mand og stiftet Venskab med ham; han kaldte ham en sand Landsforræder mod sin Konge, erklærede det billigt, at Ragnvald Jarl blev jagen ud af Riget, og sagde, at alt sligt kom af hans Kone Ingeborgs Opeggelser, og at det var det uklogeste Raad, at han skulde have faaet Lyst til at egte slig en Kone. Han talte længe og haardt og sluttede atter med Udfald mod Olav digre.

Da han satte sig, var der først en Stilhed. Derpaa stod Torgny op. Da han reiste sig, stod ogsaa alle de Bønder op, som forhen havde siddet, og alle de, som forhen havde været paa andre Kanter, flokkede sig til for at høre efter, hvad han sagde. Der var da først et stort Gny af Mennesker og Vaaben; men da det blev stille, sagde Torgny: „Anderledes er nu Sviakongerne til Sinds end før i Tiden, 189Torgny, min Farfader, kunde erindre Upsalakongen Erik Emundssøn og fortalte om ham, at saalænge han var i den raskeste Alder, havde han hver Sommer Leding ude, drog til forskjellige Lande og underlagde sig Finland og Karelen, Estland og Kurland og mange Stykker af Østerlandene; man kan jo endnu se de Jordborge og andre Storverker, han gjorde; men dog var han ikke saa overmodig, at han ei vilde høre paa Folk, der havde nødvendigt at tale med ham. Torgny, min Fader, var lang Tid hos Kong Bjørn og kjendte hans Maade at være paa; i Bjørns Tid stod hans Rige med stor Kraft og led intet Tab: han var god at komme tilrette med for sine Venner. Jeg selv kan erindre Kong Erik seiersæle og var med ham paa mangt et Tog; han øgede Sviarnes Rige og vergede det tappert; ogsaa han tog imod Raad af os. Men denne Konge, vi nu har, tillader ingen Mand at tale med sig, uden alene det, han selv vil have; herpaa driver han af al sin Magt, men lader sine Skatlande gaa fra sig af Mangel paa Raskhed og Driftighed. Han attraar at have Norges Rige under sig, noget, som ingen Sviakonge forhen har attraaet, og det forvolder mangen Mand Uro. Nu er det vor, Bøndernes, Vilje, at du, Kong Olav, slutter Forlig med Olav digre, Norges Konge, og giver ham din Datter Ingegerd tilegte. Men hvis du atter vil underkaste dig de Lande i Austerveg, som dine Frænder og Forfædre der har eiet, da vil vi alle staa dig bi deri. Vil du ikke samtykke i, hvad vi siger, da vil vi angribe og dræbe dig og ikke taale Ufred og Ulov af dig; saaledes har vore Forfædre gjort i fordums Dage; de styrtede fem Konger ned i en Kilde paa Mulating, fordi de var altfor opblæste af Overmod ligesom du mod os: sig os nu paa Timen, hvad du vælger af disse to Vilkaar!“ Strax gjorde Mængden Vaabenbrag og stort Gny. Kongen staar da op og siger, at han i alt vil rette sig efter Bøndernes Vilje; saaledes havde alle Sviakonger gjort, at de lod Bønderne raade med sig i alt, hvad de vilde. Da standsede Bøndernes Knurren. Derpaa talte Høvdingerne, Kongen, Jarlen og Torgny sammen og sluttede Fred og Forlig fra Sviakongens Side, eftersom Norges Konge havde sendt Bud om; paa det Ting blev det aftalt, at Ingegerd, Kong Olavs Datter, skulde 190giftes med Kong Olav Haraldssøn. Kongen haandgav Jarlen hendes Fæstemaal og overdrog ham sit hele Ombud i dette Anliggende; efter saa forrettet Sag skiltes de ad paa Tinget. Da Jarlen drog hjemover, kom han sammen med Ingegerd Kongedatter, og de talede med hinanden om denne Sag. Hun sendte Kong Olav en Kaabe af Pell med Silkebaand. Jarlen drog tilbage til Gautland og Bjørn med ham. Bjørn blev en liden Stund hos ham og drog derpaa tilbage til Norge med sit Følge. Da han kom til Kong Olav og sagde ham, hvorledes Erendet var løbet af, takkede Kongen ham meget for hans Færd og sagde, som sandt var, at Bjørn havde havt Lykke med sig, som i denne Ufred kunde faa sit Erende udrettet.

Efter Snorre Sturlasson, ved P. A. Munch.

186

(Den svenske Konge Olav Skjøtkonung var vred på den norske Konge Olav Haraldssøn, som han for Spot kalte den digre. Men denne ønsket Fred med svenskene og beilede til Olav Skjøtkonungs Datter Ingegerd, som heller ikke var uvillig til å ekte Norges Konge. Over Gautland hersket en Jarl, som het Ragnvald; han var den norske Konges venn og ville, likesom Almuen i Sverige, at der skulle være Fred mellom de to riker. Kong Olav Haraldssøn hadde sendt sin mann Bjørn Stallare til Ragnvald Jarl, og denne hadde påtatt seg å få forlik brakt i stand. Men han vovede ikke å bringe Sagen for sin Herre, den svenske Konge, før han var viss på, at han hadde bøndene i Sverige med seg. Derfor besluttet han å søke råd og hjelp hos den gamle, anseede bonde Torgny, der var lagmann i Upland; en lagmann var det samme som en formann for bøndene i en viss provins, og især skulle han føre ordet for dem på Tinge, når Kongen og bøndene hadde noe å forhandle. Vi skal nå fortelle, hvorledes det gikk Ragnvald Jarl hos Torgny, og hvorledes denne talte med Kong Olav Skjøtkonung på tinget ved Upsala).

En Dag om kvelden kom Ragnvald Jarl til Torgny lagmanns bolig, der var en stor og prektig gård. Mange menn stod ute. De mottok jarlen og tok mot hestene og de øvrige saker. Jarlen gikk inn i stuen; derinne var en stor sverm av mennesker; i høysetet satt en gammel mann, hvis like i storhet Bjørn og hans følge aldri hadde sett; Skjegget var så sidt, at det lå i hans kne og utbredte seg over hele Bringen; han var en væn mann av et verdig utseende. Jarlen gikk hen for ham og hilste ham. Torgny bød ham hjertelig velkommen og bad ham 187gå til det sete, hvor han selv ellers pleide å sitte; Jarlen satte seg på den annen side ligeoverfor Torgny. De var der i noen netter, før jarlen kom frem med sitt ærend og bad, at Torgny skulle gå inn i målstuen med ham. Bjørn og hans følge gikk didhen med jarlen. Da tok jarlen til orde og fortalte, hvorledes Olav, Norges Konge, hadde sendt menn øster til ham for å få Fred i stand; han talte også vidløftig om, hvor slemt det var for Vestgauterne, at der var ufred mellom dem og Norge; han sa likeledes, hvorledes Olav, Norges Konge, nå hadde sendt menn helt hit, og at disse sendemenn nå var der til stede, og at han hadde lovet å følge dem til Sviakongen; men la til, at Sviakongen tok denne Sag så tungt, at han truet enhver med, at det ikke skulle bli ham til båter, om han befattet seg dermed. „Nå er det så, fosterfar,“ sier jarlen, „at jeg alene ikke er denne Sag voksen; derfor har jeg begitt meg til deg og venter nå av deg gode råd og bistand.“ Da Jarlen holdt opp å tale, tidde Torgny en stund; men da han tok til orde, sa han: „Underlig bærer dere dere ad; Dere attrår å bære hedersnavn, men kan ikke råde eller overlegge for dere selv, så snart dere kommer i noen knipe; hvorfor betenkte du ikke i forveien, før du lovede denne ferd, at du ei er mektig nok til å tale med Olav? Da synes det meg likeså hederlig å være i Bøndernes tall, men have fri rådighet over sine ord til å tale, hva man vil, om endog Kongen er til stede. Men jeg skal komme til Upsala-ting og stå deg bi, så at du uredd kan tale for Kongen, hva du lyster.“ Jarlen takket ham vennlig for dette løfte, ble hos Torgny og red med ham til Upsala-ting. Der var en mengde folk; Kong Olav var også til stede med sin hird.

Den første dag, da tinget var satt, satt Kong Olav på sin stol, og hans hird rundt om ham. På den annen side av tinget satt Ragnvald Jarl og Torgny på en stol; foran dem satt Jarlens hird og Torgnys Huskarleskare; bak stolen og rundt om på alle kanter stod hele bondemengden. Noen gikk opp på høyder og Hauge for derfra å høre til. Da Kongens ærender, som pleide å tales på tingene, var behandlede, og man var ferdig dermed, 188stod Bjørn Stallare opp ved Jarlens stol og sa høyt: „Kong Olav sendte meg hit i det ærend, at han vil by Sviakongen forlik og det Landeskifte, som fra gammel tid har vært mellom Norge og Svitjod.“ Han talte høyt, så at Sviakongen grant hørte det. I Førstningen, da denne hørte Kong Olav nevne, trodde han, at mannen hadde et eller annet ærend hos ham selv å utrette; men da han hørte tale om forlik og Landeskifte mellom Svitjod og Norge, skjønte han, hvorfra det kom; da for han straks opp, ropte høyt, at den mann skulle tie, og at slig Tale intet nyttet. Bjørn satte seg da ned. Så snart det ble stille igjen, stod Ragnvald Jarl opp og talte. Han nevnte om Olav digres sendebud og forlikstilbud til Sviakongen og om, at Vestgauterne sendte Kong Olav den innstendige begjæring, at han skulle slutte forlik med Norges Konge; han opregnede alt det avbrekk, Vestgauterne led ved å savne alt det fra Norge, som de behøvde til sitt underhold, og på den annen side å være utsatte for de norskes angrep og Herjen, hvis deres Konge samlede en hær og herjede hos dem. Jarlen sa også, at Olav, Norges Konge, hadde sendt menn derhen i det ærend å beile til hans datter Ingegerd. Da Jarlen endte sin Tale, stod Olav Sviakonge opp. Han svarte helt uvillig på forlikstilbudet og ga jarlen harde og store bebreidelser for hans djervhet, at han hadde vovet å slutte stillstand og Fred med den digre mann og stiftet vennskap med ham; han kalte ham en sann landsforræder mot sin Konge, erklærede det billig, at Ragnvald Jarl ble jagen ut av riket, og sa, at alt slikt kom av hans kone Ingeborgs Opeggelser, og at det var det uklogeste råd, at han skulle ha fått Lyst til å ekte slig en kone. Han talte lenge og hardt og sluttet atter med utfall mot Olav digre.

Da han satte seg, var der først en stillhet. Derpå stod Torgny opp. Da han reiste seg, stod også alle de bønder opp, som forhen hadde sittet, og alle de, som forhen hadde vært på andre kanter, flokket seg til for å høre etter, hva han sa. Der var da først et stort Gny av mennesker og våpen; men da det ble stille, sa Torgny: „Annerledes er nå Sviakongerne til Sinds enn før i tiden, 189Torgny, min Farfader, kunne erindre Upsalakongen Erik Emundssøn og fortalte om ham, at så lenge han var i den raskeste alder, hadde han hver sommer Leding ute, drog til forskjellige land og underla seg Finland og Karelen, Estland og Kurland og mange stykker av Østerlandene; man kan jo ennå se de Jordborge og andre storverker, han gjorde; men dog var han ikke så overmodig, at han ei ville høre på folk, der hadde nødvendig å tale med ham. Torgny, min far, var lang tid hos Kong Bjørn og kjente hans måte å være på; i Bjørns tid stod hans rike med stor kraft og led intet tap: han var god å komme til rette med for sine venner. Jeg selv kan erindre Kong Erik seiersæle og var med ham på mangt et Tog; han økte Sviarnes rike og vergede det tappert; også han tok imot råd av oss. Men denne Konge, vi nå har, tillater ingen mann å tale med seg, uten alene det, han selv vil ha; herpå driver han av all sin makt, men lader sine Skatlande gå fra seg av Mangel på raskhet og driftighet. Han attrår å ha Norges Rige under seg, noe, som ingen Sviakonge forhen har attraaet, og det forvolder mangen mann uro. Nå er det vår, Bøndernes, vilje, at du, Kong Olav, slutter forlik med Olav digre, Norges Konge, og gir ham din datter Ingegerd tilegte. Men hvis du atter vil underkaste deg de land i austerveg, som dine frender og forfedre der har eiet, da vil vi alle stå deg bi deri. Vil du ikke samtykke i, hva vi sier, da vil vi angripe og drepe deg og ikke tåle ufred og ulov av deg; således har våre forfedre gjort i fordums dager; de styrtet fem konger ned i en Kilde på Mulating, fordi de var altfor oppblåste av overmot likesom du mot oss: sig oss nå på timen, hva du velger av disse to vilkår!“ Straks gjorde mengden Vaabenbrag og stort Gny. Kongen står da opp og sier, at han i alt vil rette seg etter Bøndernes vilje; således hadde alle Sviakonger gjort, at de lot bøndene råde med seg i alt, hva de ville. Da stanset Bøndernes Knurren. Derpå talte høvdingene, Kongen, jarlen og Torgny sammen og sluttet Fred og forlik fra Sviakongens side, ettersom Norges Konge hadde sendt bud om; på det ting ble det avtalt, at Ingegerd, Kong Olavs datter, skulle 190giftes med Kong Olav Haraldssøn. Kongen håndgav jarlen hennes festemål og overdro ham sitt hele ombud i dette anliggende; etter så forrettet Sag skiltes de ad på tinget. Da Jarlen drog hjemover, kom han sammen med Ingegerd Kongedatter, og de talte med hinannen om denne Sag. Hun sendte Kong Olav en kåpe av Pell med silkebånd. Jarlen drog tilbake til Gautland og Bjørn med ham. Bjørn ble en liten stund hos ham og drog derpå tilbake til Norge med sitt følge. Da han kom til Kong Olav og sa ham, hvorledes ærendet var løbet av, takket Kongen ham meget for hans ferd og sa, som sandt var, at Bjørn hadde hatt lykke med seg, som i denne ufred kunne få sitt ærend utrettet.

Etter Snorre Sturlasson, ved P. A. Munch.