Læreplanatlas
Tredie DelIV. FORTÆLLINGER AF DANMARKS OG SVERIGES HISTORIE.

Knut den store.

Oehlenschläger

190

Kong Knut sad stor og mægtig paa sin Throne,En Herre drabelig og sterk og huld.Den danske, britiske, den norske KroneVar smeltet sammen i hans Krones Guld.Høit i hans høie Hal klang Harpens Tone;Thi Skaldens Barm var af hans Idræt fuld;I Kirken selv lød Hymner til hans Ære;Thi han udbredte Jesu sande Lære.

Men Knut sad taus og tankefuld i Sind,Ei blussed Læben som hans Purpurklæde;Sørgmodelig han støtted Haand til Kind,Og ingen Del han tog i Hoffets Glæde.De svundne Dages Idræt faldt ham ind;Da monne bitre Taarer Øiet væde.„Ak!“ sukked han, „min Gud, kan du forgjetteMin Synd? Kan du mit Regnebret udslette?

Min Ungdom svandt i Stolthed og Foragt,Kjækt frem jeg gik; men nu jeg modløs græder,For at forsterke min den stolte MagtForbandt jeg mig med Edrik, den Forræder,Den djerve Ulv i Kirken blev ombragt,Hans røde Blod end Altertavlen væder;Ei blot med Sverdet, tidt med mørke RænkerJeg vandred frem; — nu det mit Hjerte krænker!191Men oftest dog med Manddom og med SverdMin raske Ungdom blot sit Verk begyndte;At blive Danmarks gamle Krone værd,Det var den Tanke dog, som frem mig skyndte.Og derfor stormed jeg i Herrefærd,Og derfor Heltens Syssel, Kamp, jeg yndte;Da aabned sig mit Hjerte for din Stemme,Ak, hulde Jesus! kan du alt forglemme?“

Som Kongen nu saaledes trøstløs sadMed blege Kinder og med Graad i Øiet,Mens henad Bænken i den lange RadGuldhornet gik, og hver Mand var fornøiet,Da tren en Skald for Kongen frem og kvad:„Min Konning! hvo er vel som du ophøiet?Du tvang det stolte Nords udstrakte Lande;Ustraffet ingen tør dit Bud modstande.“

Taalmodig, uden Harme hørte KnutPaa denne daarlige, forvovne Tale.Hvad Skalden kvad, det raabtes snarlig udAf hver en Ridder i de blanke Sale.Da blev den gyldne Stol paa Kongens BudFørt ned fra Borgen gjennem grønne DaleTil hviden Strand, hvor stolt og langsomt VandetHøit skylled sine Bølger op paa Landet,

Derpaa han lod med stenbesatte BaandDet tunge Glavind ved sit Belte spænde,Med Kronen paa, med Sceptret i sin HaandHan monne sine Fjed mod Havet vende.Hvad Tanke der besjælte Kongens Aand,Hver Hofmand ønskte nu med Higen kjende;Men Kongen taug og vandred med sit FølgeI Purpurkaaben mod den hvide Bølge

Og satte sig saa i det gyldne SædeBlandt runde Stene paa den bløde Sand,Ei, hvor bestandig Bølgens Brud mon vædeDen ramme Tang med sit skumklædte Vand,Ei heller der, hvor ei den kunde trædePaa den for fjerne, den for høie Strand;Men der, hvor Pilen med sit Hoved hængte,Hvor nu og da kun Bølgen op sig slængte,

Der Kongen sad og talte saa til Havet:„Det Land, jeg sidder paa, tilhører mig;192Med dig, o Sø! min Vælde er begavet;Thi lyd din Herre! ei du nærme dig!Din Bølge kræver jeg saaledes avet,At til min Fod den aldrig vover sig;Thi jeg behersker Nordens stolte Lande,Ustraffet ingen tør mit Bud modstande.“

Men som sedvanligt gik den stille Bølge,Sin vante Vei den end bestandig tog,Af sin Natur den intet mon fordølge,Det ene Bølgeslag det andet jog.Med otte kom den niende i Følge,Der sterk og svanger op paa Kongen slog;Ei til hans Fødder blot den op sig trængte,Hans Scepter og hans Krone den besprængte.

Da reiste Kongen sig, saa til hver SideOg brød med Taarer høit saaledes ud:„I Sandhed! hver en kristen burde vide,At der er ingen mægtig uden Gud!Han grunded Jorden, han lod Havet glideI evig Vexel ved sit sterke Bud;Han ene mægter Jord og Hav at tvinge,Mod hans er al min Vælde saare ringe.“

Med disse Ord han af sin Krone spændte,Af Guld og Ædelstene stor og svar,Derpaa han sine Fjed fra Havet vendteOg ydmygt Kronen hen i Kirken bar;Der knælte han og hver sin Synd bekjendte,Mens Angerstaaren trilled hed og klar,Paa den korsfæstede i MartyrkvidenHan Kronen satte, bar den aldrig siden.

A. Oehlenschläger.