192

Det var sig Herr Asker Ryg,Hannem lyster i Leding at gange;Først træder han ind i den KirkelidenAt høre de Ottesange.

Murene var af det gule LerOg Taget hint sorte Straa;

Det var sig Herr Asker Ryg,Misnøiet han saa derpaa.

Det var sig Herr Asker Ryg,Sit Hoved maatte han bøie;Loftet det var saa saare lavt,Og Kjæmperne var saa høie.193Væggen var baade muggen oggrøn,Den havde saa dyb en Revne;Tiden æder med skarpen Tand,Saa lidet monne hun levne.

Fort hun gnaver med skarpenTand,Dertil hun haver stor Drift;Altda voxte den liden SmaablomstUdi den Kirkerift.

Alt da snoede den grønne HumleSig ad den Kirkeside,Storken sidder udi Reden strunk,Og ser hun ud saa vide. —

„Og hør du, kjære Fru Inge!Du est en Kvinde saa pur;Ei sømmer det sig at bede til GudI sligt brøstfældigt Skur.

Vinden blæser udi Kirken ind,Og Regnen ned monne dryppe.Kristus er stegen til Himlens Sal;Han nøies ei mer med en Krybbe.

Hør du, allerkjæreste Hustru min,Jeg siger dig det forsand:Op skal du bygge Kirken af ny,Mens jeg er dragen af Land.

Taget du dække med røde Tegl,Af Sten du bygge den Mur:Ned da skal du rive saa bratDet uselig Kirkeskur.

Tage du da mit Skarlagenskind,Af Fløiel det vel maa være;Alt til et Alterklæde skjøntDu snildelig saa det skjære.“ —

Det var sig Fru Inge,Hun svared sin Husbond med Ære:„Som I siger, min ædelig Herre!Saa bør det sig vel være.“ —

„Hør du, kjære Fru Inge!Gud haver velsignet dit Liv;Føder du mig en Søn saa bold,Da est du en Danneviv.

Føder du mig saa bold en Søn,Da gjør du mig Tankerne glade;Føder du mig en Datter skjøn —Jeg vil hende ikke hade.

Hør du, kjære Fru Inge!Du est en Kvinde velbaarn,Føder du mig en Søn saa bold,Da bygge du Kirken et Taarn.

Føder du mig en Datterlil,Da sætte du kun et Spir;Ridderen kneiser saa strunk ogstolt,Men for Kvinden er YdmyghedSir.“ —

Det var sig Herr Asker Ryg,Han beder sadle sin Hest,Saa rider han udi den LedingsfærdSom til en Bryllupsfest.

Tredive var hans Svende,Og alle med Brynjer nye;Hvor han stedtes i Kampen hen,De Fiender brat monne fly.

Det stod paa udi Uger,Ja vel udi Maaneder ni;Det var sig Herr Asker Ryg,Han seired i alle di.

Det var sig den gjævelig Helt,Hannem lyster nu hjem at fare;Hjelmene var af hint røde Guld,Ham fulgte saa fager en Skare.

Der han drog igjennem den Skov,Da fulgte ham tredive Svende;Der han kom til Finnesløvlille,Da red den Herre alene.

Solen skinner om Morgenen rød,Og Røgen falder paa Græs;Det var sig Herr Asker Ryg,Han spored saa vel sin Hest.194Satte den Herre GuldkringlenAlt udi sin Gangers Side,Det vil jeg for Sandingen sige,Hans Tanker løbe saa vide.

Over den gule HvedemarkDer kneiser en Bakke grøn,Bag ved ligger Finnesløvlil,En By vel stor og skjøn.

Det var sig Herr Asker Ryg,Han bad vel ved vor Frue:„Give det Gud i Himmerig,At jeg et Taarn maatte skue!“

Det var sig Herr Asker Ryg,Saa listelig da han lo;Der han kom paa den grønneBakke,Da skued han Taarne to.

Over den Kirke saa stolteligDe kneised i Luften blaa:Lærken sang i den Hvedemark,Mens Solen skinned derpaa.

Tak have stolten Fru Inge!Hun var sig en Danneviv;Hun skjænked sin Husbond Sønner toTil Gammen og Tidsfordriv.

Den første af de Sønner to,Ham kaldte han Esbern Snare;Han blev saa sterk som den vildeBasOg mere snel end en Hare.

Den anden kaldte han Axel,Han blev en Biskop from;Han brugte sit gode danske SverdSom Paven sin Stav i Rom.

Faldet nu er det ene Taarn,Og Krattet voxer af Grus;Axel og Esbern SnareDe taarner det danske Hus.

Mosen dækker den gamle StenAlt over hin sorte Jord;Axel og Esbern SnareDe hæver sig høit i Nord.

Styrte vil snart det andet TaarnUdi den Kirkeby;Axel og Esbern SnareDe kneiser i evigt Ry.

Krist signe hin ædelig Dannekvinde!Hun hviler for Altret i Kirke,Hun satte tvende mægtige TaarnPaa Dannemarks Dannevirke.

Hil være den Kjæmpe, som seierrigHjemdrager med stolten SkareOg finder i Vuggen Tvillinger toSom Axel og Esbern Snare!

A. Oehlenschläger.

192

Det var seg Herr Asker Ryg,Ham lyster i Leding å gange;Først trer han inn i den KirkelitenÅ høre de Ottesange.

Murene var av det gule LerOg Taget hint sorte strå;

Det var seg Herr Asker Ryg,Misnøiet han så derpå.

Det var seg Herr Asker Ryg,Sitt hode måtte han bøye;Loftet det var så såre lavt,Og Kjæmperne var så høye.193Veggen var både muggen oggrønn,Den hadde så dyp en revne;Tiden eter med skarpen tann,Så lite monne hun levne.

Fort hun gnaver med skarpenTann,Dertil hun haver stor drift;Altda vokste den liten småblomstUti den Kirkerift.

Alt da snodde den grønne humleSig ad den Kirkeside,Storken sitter uti reden strunk,Og ser hun ut så vide. —

„Og hør du, kjære fru Inge!Du est en kvinne så pur;Ei sømmer det seg å bede til GudI slikt brøstfældigt skur.

Vinden bleser uti kirken inn,Og Regnen ned monne dryppe.Kristus er stegen til Himlens Sal;Han nøyes ei mer med en krybbe.

Hør du, allerkjæreste hustru min,Jeg sier deg det forsand:Opp skal du bygge kirken av ny,Mens jeg er dragen av land.

Taget du dekke med røde tegl,Av Sten du bygge den mur:Ned da skal du rive så bratDet uselig Kirkeskur.

Ta du da mitt Skarlagenskind,Av Fløiel det vel må være;Alt til et alterklede skjøntDu snildelig så det skjære.“ —

Det var seg fru Inge,Hun svarte sin husbond med ære:„Som I sier, min ædelig Herre!Så bør det seg vel være.“ —

„Hør du, kjære fru Inge!Gud haver velsignet ditt liv;Føder du meg en sønn så bold,Da est du en Danneviv.

Føder du meg så bold en sønn,Da gjør du meg Tankerne glade;Føder du meg en datter skjønn —Jeg vil hende ikke hate.

Hør du, kjære fru Inge!Du est en kvinne velbaarn,Føder du meg en sønn så bold,Da bygge du kirken et tårn.

Føder du meg en Datterlil,Da sette du kun et Spir;Ridderen kneiser så strunk ogstolt,Men for kvinnen er ydmykhetSir.“ —

Det var seg Herr Asker Ryg,Han beder sadle sin hest,Så rider han uti den ledingsferdSom til en bryllupsfest.

Tretti var hans svenner,Og alle med brynjer nye;Hvor han stedtes i kampen hen,De fiender brat monne fly.

Det stod på uti uker,Ja vel uti måneder ni;Det var seg Herr Asker Ryg,Han seiret i alle di.

Det var seg den gjævelig helt,Ham lyster nå hjem å fare;Hjelmene var av hint røde gull,Ham fulgte så fager en Skare.

Der han drog igjennom den skog,Da fulgte ham tretti svenner;Der han kom til Finnesløvlille,Da red den Herre alene.

Solen skinner om morgenen rød,Og Røgen faller på gress;Det var seg Herr Asker Ryg,Han sporet så vel sin hest.194Satte den Herre gullkringlenAlt uti sin Gangers side,Det vil jeg for Sandingen si,Hans Tanker løpe så vide.

Over den gule hvetemarkDer kneiser en Bakke grønn,Bak ved ligger Finnesløvlil,En By vel stor og skjønn.

Det var seg Herr Asker Ryg,Han bad vel ved vår frue:„Gi det Gud i Himmerig,At jeg et tårn måtte skue!“

Det var seg Herr Asker Ryg,Så listelig da han lo;Der han kom på den grønneBakke,Da skuet han tårn to.

Over den Kirke så stolteligDe kneised i luften blå:Lerken sang i den hvetemark,Mens solen skinte derpå.

Takk have stolten fru Inge!Hun var seg en Danneviv;Hun skjenket sin husbond sønner toTil Gammen og tidsfordriv.

Den første av de sønner to,Ham kalte han Esbern Snare;Han ble så sterk som den villeBasOg mer snell enn en hare.

Den annen kalte han Axel,Han ble en biskop from;Han brukte sitt gode danske sverdSom Paven sin stav i Rom.

Falt nå er det ene tårn,Og Krattet vokser av grus;Axel og Esbern SnareDe tårner det danske hus.

Mosen dekker den gamle StenAlt over hin sorte jord;Axel og Esbern SnareDe hever seg høyt i nord.

Styrte vil snart det andre tårnUti den Kirkeby;Axel og Esbern SnareDe kneiser i evig ry.

Krist signe hin ædelig dannekvinne!Hun hviler for altret i Kirke,Hun satte tvende mektige tårnPå Dannemarks Dannevirke.

Hil være den kjempe, som seierrikHjemdrager med stolten SkareOg finner i vuggen tvillinger toSom Axel og Esbern Snare!

A. Oehlenschläger.