194

Ingen dansk Dronning har efterladt sig et saa herligt Minde som Valdemar Seiers første Gemalinde, den fromme, elskelige Dagmar. Mere end sex Aarhundreder er henrundne siden hendes Død; men de har ikke formaaet at afblege dette Minde. Endnu lever de gamle, rørende Sange om Dagmar paa Folkets Læber og fylder dets Hjerter med Vemod.

195Det er nemlig de gamle Folkeviser, der giver os et levende Billede af den herlige Dronning, og ikke den Tids magre Krøniker og Annaler, der saa godt som intet fortæller om hende. Af disse ved vi kun, at hendes egentlige Navn var Margrete, at hun var en Datter af Kong Premysl Ottokar den første af Bøhmen og 1205 blev gift med Kong Valdemar. Hun blev 1209 Moder til den unge Valdemar, men døde allerede den 24 Mai 1212, omtrent 26 Aar gammel, og blev begraven i Ringsted Kirke, hvor hendes Ligsten, en simpel graa Marmorsten, findes ved venstre Side af Kong Valdemars. Hendes Vænhed og Ynde vandt saaledes det danske Folks Kjærlighed, at det kaldte hende Dagmor eller Dagmar, hvilket uden Tvivl betyder Dagens Maar eller Mø, yndig og skjøn som Dagslyset.

Indbegrebet af alt, hvad der danner den reneste Kvindelighed, er i fuldeste Maal forenet i hendes Personlighed. Skjønhed, Mildhed, Ynde og inderlig Fromhed er uadskillelige fra Dagmars Navn. Helt rørende fremtræder disse Dyder i de fire Viser, hvori Folket har foreviget hendes Minde; de hører til de herligste Sange, der er bevarede fra Middelalderen.

I den første skildres, hvorledes den unge Herr Strange Ebbesen drager med et glimrende Følge til Bøhmerland og anholder om hendes Haand for sin Herre. Han modtages venlig og vies paa Kongens Vegne til hende. Da de seiler paa Drageskibet forbi Mandø op mod Ribe Strand, ser Dagmar første Gang Kong Valdemar, der tumler sin Ganger paa hviden Sand. Hun spørger om Navnet paa hin dristige Svend, og Junker Strange griber Leiligheden til at forkynde sin Herres Ros:

Hør I det, min skjønne Jomfru,Han er en Orlogsmand,Han haver vundet til DannemarkIgjen alt Nordenelvs Land,

Han er en Mand og dertil Fyrste visOg tør paa sine Fiender se;De flyr for hannem baade øster og vester,Naar han i Hugen er vred.

196Bryllupsfesten holdtes paa Ribehus, hvor Kong Valdemar pleiede at opholde sig, og hvortil ogsaa Viserne knytter de øvrige Begivenheder i Dronning Dagmars Liv. Der var stor Jubel over hele Landet, og lydelig forkyndtes hendes Pris:

Der glædtes ved baade store og smaa,Den fattige med den rige;Der glædtes Bonde og Borger mestAf Hjertens Grund tillige.

Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred,Hnn kom goden Bonde til Lise;Havde Danmark altid saadanne Blomster,Man skulde dem ære og prise.

I den anden Vise fortælles, hvorledes hun bad Kongen til Morgengave om, at han vilde frigive den fangne Biskop Valdemar, at han vilde eftergive Plogpenningene og lade Fangerne løs af Jern: Bønner, som Kongen ogsaa tilstod hende, skjønt ikke uden Modstræben med Hensyn til Biskopens Frigivelse:

Kommer han ud, Biskop Valdemar,Han gjør eder Enke i Aar.

I den tredje spaar en fangen Havfrue hende, at hun snart skal lade sit unge Liv. Hun gjør dog ikke Havfruen noget ondt, men følger hende til Stranden med alle sine Møer og sætter hende i de blaa Bølger.

Den fjerde Vise skildrer i simple, men vemodige, gribende Træk Dronningens Død. Hun ligger syg i Ribe, og da hun merker, at Døden nærmer sig, sender hun Ilbud til Skanderborg, hvor Kongen opholder sig. Den liden Smaadreng, heder det, kaster sig paa Gangeren rød og rider hurtigere frem, end snaren Falk kan flyve. Da Kongen, staaende paa Høienloftsbro, ser ham komme saa skyndsomt, aner han den forestaaende Ulykke. Ved at høre Budskabet gribes han af en heftig Bevægelse; han slaar det Tavlbord sammen, at alle de Terninger sjunge, og iler afsted. Frygt og Længsel driver ham frem, langt foran alle hans Følgesvende; Visen udtrykker dette høist gribende i de simple Ord:

197Der Kongen drog af Skanderborg,Da fulgte ham hundrede Svende;Men der han kom til Gridstedbro,Fulgte hannem kun Dagmars Dreng.

Da han red over Randböl Hede,Da fulgte ham femten Svende;Der han kom over Ribe Bro,Da var den Herre alene.

Dronningen døde, da Kongen red opad Stræde; men Kongens og alle de tilstedeværende Fruers Bønner kaldte hendes bortflygtende Aand end for et Øieblik tilbage til Livet. Hendes sidste Ord er en Bøn for Fangerne og de fredløse, Ønsker for Kongens og Landets Vel og Bekjendelsen af den eneste Synd, som nager hendes Samvittighed, at hun om Søndagen havde snørt sine Ærmer og sat Striger paa dem; og derpaa henslumrer den fromme Kvinde med de Ord:

Der sidder Guds Engle i Himmerig,De monne fast efter mig lide.

Nu er det Tid, jeg farer herfra,Jeg maa ikke længere dvæle;Himmerigs Klokker de ringer efter mig,Mig længes hen til de Sjæle.

Saa skjønt lever Dagmars Minde i Folkets Sange.

Merkelig nok er netop det Mindesmerke, vi endnu har tilbage om den fromme Dronning, et Guldkors af fortrinligt byzantisk Arbeide, der skal være fundet i hendes Grav i Ringsted. Det har udentvivl tjent til Relikviegjemme. Den ene Side forestiller den korsfæstede Kristus, af hvis Side en Blodstrøm udvælder; paa den anden sees fem smaa Brystbilleder, nemlig Kristus i Midten med Maria paa venstre og Johannes paa høire Side, der begge strækker Hænderne ud mod Frelseren; den øverste og den nederste Figur forestiller uden Tvivl de græske Helgener St. Basilius og Johannes Krysostomus.

Et andet synligt Minde om hende har vi i en Kilde, der findes i en Skov nærved Landsbyen Vithen, nordvest for Aarhus, og kaldes Dagmars Kilde. Der fortælles, at 198Dronningen engang paa en Reise skal have standset her og læsket sin Tørst ved Kildens klare Vand. Af det Slot derimod, som Kong Valdemar skal have ladet bygge ved Auderød By i Kregome Sogn i Sjælland og til Ære for Dagmar kaldet Dronningholm, er der nu neppe synlige Spor tilbage.

A. Fabricius.

194

Ingen dansk dronning har etterlatt seg et så herlig Minde som Valdemar Seiers første gemalinne, den fromme, elskelige Dagmar. Mer enn seks århundrer er henrundne siden hennes død; men de har ikke formådd at afblege dette Minde. Ennå lever de gamle, rørende sanger om Dagmar på Folkets lepper og fyller dets hjerter med vemod.

195Det er nemlig de gamle folkeviser, der gir oss et levende bilde av den herlige dronning, og ikke den Tids magre krøniker og annaler, der så godt som intet forteller om henne. Av disse vet vi kun, at hennes egentlige navn var Margrete, at hun var en datter av Kong Premysl Ottokar den første av Bøhmen og 1205 ble gift med Kong Valdemar. Hun ble 1209 mor til den unge Valdemar, men døde allerede den 24 mai 1212, omtrent 26 år gammel, og ble begravd i Ringsted Kirke, hvor hennes Ligsten, en simpel grå marmorstein, finnes ved venstre side av Kong Valdemars. Hennes Vænhed og Ynde vant således det danske Folks Kjærlighed, at det kalte henne Dagmor eller Dagmar, hvilket uten tvil betyr Dagens Maar eller Mø, yndig og skjønn som dagslyset.

Innbegrepet av alt, hva der danner den reneste kvinnelighet, er i fulleste mål forenet i hennes personlighet. Skjønnhet, mildhet, Ynde og inderlig fromhet er uadskillelige fra Dagmars Navn. Helt rørende fremtrer disse dyder i de fire viser, hvori folket har foreviget hennes Minde; de hører til de herligste sanger, der er bevarede fra middelalderen.

I den første skildres, hvorledes den unge Herr Strange Ebbesen drar med et glimrende følge til Bøhmerland og anholder om hennes hånd for sin Herre. Han mottas vennlig og vies på Kongens vegne til henne. Da de seiler på drageskipet forbi Mandø opp mot Ribe Strand, ser Dagmar første gang Kong Valdemar, der tumler sin ganger på hvit Sand. Hun spør om navnet på hin dristige Svend, og Junker Strange griper leiligheten til å forkynne sin Herres ros:

Hør dere det, min skjønne jomfru,Han er en Orlogsmand,Han haver vundet til DannemarkIgjen alt Nordenelvs land,

Han er en mann og dertil fyrste visOg tør på sine fiender se;De flyr for ham både øster og vester,Når han i hugen er vred.

196Bryllupsfesten holdtes på Ribehus, hvor Kong Valdemar pleide å oppholde seg, og hvortil også viserne knytter de øvrige begivenheter i dronning Dagmars Liv. Der var stor jubel over hele landet, og lydelig forkyndtes hennes pris:

Der glædtes ved både store og små,Den fattige med den rike;Der glædtes bonde og borger mestAv Hjertens Grund tillike.

Hun kom uten Tynge, hun kom med Fred,Hnn kom goden bonde til Lise;Hadde Danmark alltid sådanne blomster,Man skulle dem ære og prise.

I den annen vise fortelles, hvorledes hun bad Kongen til morgengave om, at han ville frigive den fangne biskop Valdemar, at han ville ettergi Plogpenningene og lade Fangerne løs av jern: Bønner, som Kongen også tilstod henne, skjønt ikke uten motstreben med hensyn til Biskopens frigivelse:

Kommer han ut, biskop Valdemar,Han gjør dere enke i år.

I den tredje spår en fangen havfrue henne, at hun snart skal la sitt unge Liv. Hun gjør dog ikke Havfruen noe ondt, men følger henne til stranden med alle sine møyer og setter henne i de blå bølger.

Den fjerde vise skildrer i simple, men vemodige, gripende trekk Dronningens død. Hun ligger syk i Ribe, og da hun merker, at døden nærmer seg, sender hun ilbud til Skanderborg, hvor Kongen opholder seg. Den liten smådreng, heter det, kaster seg på gangeren rød og rider hurtigere frem, enn snaren Falk kan flyve. Da Kongen, stående på Høienloftsbro, ser ham komme så skyndsomt, aner han den forestående ulykke. Ved å høre budskapet gripes han av en heftig bevegelse; han slår det Tavlbord sammen, at alle de terninger sjunge, og iler av sted. Frykt og lengsel driver ham frem, langt foran alle hans følgesvenner; Visen uttrykker dette høist gripende i de simple ord:

197Der Kongen drog av Skanderborg,Da fulgte ham hundre svenner;Men der han kom til Gridstedbro,Fulgte ham kun Dagmars Dreng.

Da han red over Randböl Hede,Da fulgte ham femten svenner;Der han kom over Ribe bro,Da var den Herre alene.

Dronningen døde, da Kongen red oppad Stræde; men Kongens og alle de tilstedeværende Fruers bønner kalte hennes bortflyktende ånd enn for et øyeblikk tilbake til livet. Hennes siste ord er en Bøn for Fangerne og de fredløse, ønsker for Kongens og Landets Vel og bekjennelsen av den eneste synd, som nager hennes samvittighet, at hun om søndagen hadde snørt sine ermer og satt Striger på dem; og derpå henslumrer den fromme kvinne med de ord:

Der sitter Guds Engle i Himmerig,De monne fast etter meg lide.

Nå er det tid, jeg farer herfra,Jeg må ikke lenger dvele;Himmerigs klokker de ringer etter meg,Meg lenges hen til de Sjæle.

Så skjønt lever Dagmars Minde i Folkets sanger.

Merkelig nok er nettopp det minnesmerke, vi ennå har tilbake om den fromme dronning, et gullkors av fortrinligt bysantisk arbeide, der skal være funnet i hennes grav i Ringsted. Det har uten tvil tjent til Relikviegjemme. Den ene side forestiller den korsfestede Kristus, av hvis side en blodstrøm udvælder; på den annen sees fem små brystbilder, nemlig Kristus i midten med Maria på venstre og Johannes på høyre side, der begge strekker hendene ut mot Frelseren; den øverste og den nederste Figur forestiller uten tvil de greske helgener St. Basilius og Johannes Krysostomus.

Et annet synlig Minde om henne har vi i en Kilde, der finnes i en skog nærved landsbyen Vithen, nordvest for Aarhus, og kalles Dagmars Kilde. Der fortelles, at 198dronningen engang på en reise skal ha standset her og lesket sin tørst ved Kildens klare vann. Av det slott derimot, som Kong Valdemar skal ha latt bygge ved Auderød by i Kregome Sogn i Sjælland og til ære for Dagmar kalt Dronningholm, er der nå neppe synlige spor tilbake.

A. Fabricius.